Audi Q4 er den smartere, mindre bror til e-tron, men her går du ikke på kompromis. Rækkevidden er stadig over 500 kilometer, og startprisen er under 350.000 kroner, for en elbil med fuldstændig grøn samvittighed.

På Biltorvet har vi aldrig været rigtig vilde med Audi e-tron. Den er simpelthen for stor, klodset og tung til at give mening som elbil – alene batteriet vejer 700 kilo. Men nu kommer to friske lillebrødre i form af Q4 e-tron og Q4 Sportback e-tron. Her er startprisen 349.990 kroner. Det er bare 25.000 kroner mere end billigste Audi Q2.

Familien fremtid – Volkswagen ID.4

Men hvad får du så for pengene? Først og fremmest en større bil, for med en længde på 459 centimeter, placerer de to Q4-modeller sig ret præcist mellem Q3 og Q5, men ifølge Audi kan pladsforholdene sammenlignes med SUV-modellerne i luksusklassen, fordi Q4 er bygget på den nye elplatform MEB, som giver langt mere plads i kabinen, og der er eksempelvis ikke behov for en midtertunnel i kabinen.

Også bagagerummet overgår de sædvanlige mål i den kompakte klasse med en størrelse som i mellemklassen. I Q4 e-tron er bagagerumsvolumenen på mellem 520 og 1.490 l afhængigt af bagsæderyglænenes placering, mens der i Sportback er en bagagerumsvolumen på mellem 535 og 1.460 l. Begge modeller har en anhængervægt på op til 1.000 kilo, og quattro-modellen kan endda trække op til 1.200 kilo.

Tysk futurisme
Audis claim to fame er kabinen, og i Audi Q4 e-tron og Q4 Sportback e-tron har man ikke holdt sig tilbage fra de futuristiske tendenser. Instrumentpanelet er orienteret mod føreren som en integreret del af interiøret. Til det sportslige S line interiør fås sædeindtræk med en stor andel af genanvendt polyester – til for- og bagsædeindtrækket er der i alt brugt cirka 26 genbrugte PET-flasker på 1,5 liter.

Den elektriske folkevogn – kan VW ID.3 blive Årets Bil

Noget andet helt nyt er rattet med touchflader, som føreren bruger til at styre det digitale kombiinstrument. I forbindelse med MMI og onlinetjenesterne fra Audi connect får man bl.a. den intelligente e-tron ruteplanner til beregning af en optimal rute langs den offentlige opladningsinfrastruktur.

Som ekstraudstyr byder Audi Q4 e-tron og Q4 Sportback e-tron på endnu en innovation – augmented-reality-head-up-display. Det placerer anvisningerne fra visse assistentsystemer og symbolerne fra navigationssystemet op på forruden, så de blander sig med den virkelige verden i førerens synsfelt. De vises dynamisk i et stort vindue, hvor de ses visuelt svævende i en afstand på 10 meter.

Elbilen, der får dig til at glemme alt om Qashqai – her Nissan Ariya

Audi har tilsyneladende også droppet samarbejdet med B&O. For i Q4 er det i stedet Sonos, der leverer lydsystemet, hvis du vil have lidt ekstra.

Batteri og drivlinje
De to karosseri-varianter kan leveres med tre forskellige drivlinjer. Det kompakte batteri til Q4 35 e-tron har en kapacitet på 52 kWh (55 kWh brutto), og i det store batteri til modellerne Q4 40 e-tron og Q4 50 e-tron quattro er kapaciteten 77 kWh (82 kWh brutto). Audi oplyser kun rækkevidden på det store batteri og baghjulstræk, som bliver op til 509 kilometer.

Af hensyn til effektiviteten aktiveres motoren på forakslen kun, når der er behov for høj ydelse eller bedre vejgreb. Den intelligente rekuperation, som blandt andet anvender data fra navigationssystemet og topografidata, er ligeledes en vigtig faktor for energibesparende kørsel. Varmepumpen anvender restvarmen fra højvoltskomponenterne og den omgivende luft til at klimatisere kabinen. Dermed bidrager den især på længere strækninger markant til en forøgelse af effektiviteten.

Amerikanske ambitioner – Ford Mustang Mach E

På Q4 35 e-tron og Q4 40 e-tron trækkes bagakslen af en elmotor med en ydelse på henholdsvis 170 hestekræfter og 204 hestekræfter. Topmodellen hedder Q4 50 e-tron quattro og koster fra 459.990 kroner, som gør den billigere end eksempelvis topmodellen af Ford Mustang Mach E. Q4 50 får dog heller ikek så mange kræfter, men med to elmotorer byder den på elektrisk firehjulstræk. De har en samlet ydelse på 299 hestekræfter, hvilket rækker til at klare spurten fra 0-100 km/t på 6,2 sekunder og en tophastighed, som er elektronisk begrænset til 180 km/t.

Det kompakte batteri kan oplades med 7,4 kW ved AC-opladning og op til 100 kW ved DC-opladning. Det store batteri kan oplades med op til 11 kW ved AC-opladning og op til 125 kW ved DC-opladning. Med en opladningseffekt på op til 125 kW kan der under ideelle betingelser tankes strøm til cirka 130 kilometer på omkring 10 minutter.

Q4 e-tron med grøn samvittighed
Audi producerer Q4 e-tron og Q4 Sportback e-tron med et neutralt klimaregnskab. Fabrikken i Zwickau anvender grøn strøm, og leverandørerne af battericeller er forpligtet til kun at anvende grøn strøm i produktionen. Emissioner, der ikke kan undgås, udlignes ved hjælp af TÜV-certificerede klimabeskyttelsesprojekter, som opfylder de strenge krav i Gold Standard Foundation.

Skoda lancerer elbil i træningsdragt – Enyaq iV Sportline

I alle bilprojekter arbejder Audi sammen med sine leverandører systematisk på at handle ansvarligt. Siden 2017 har koncernen bedømt sine partnere ved hjælp af en selvudviklet bæredygtighedsrating med henblik på at sikre en ressourcebesparende produktion og overholdelse af sociale standarder, så man gerne skulle undgå eksempelvis børnearbejde i udvindingen af sjældne jordarter.

Audi Q4 e-tron og Q4 Sportback e-tron i Danmark
Audi Q4 e-tron lander hos de danske Audi forhandlere i juni 2021. Der åbnes dog allerede for bestillinger i Danmark fra den 22. Audi Q4 Sportback e-tron kan først bestilles i løbet af sommeren og lander i Danmark til efteråret. Prisen på Q4 e-tron starter fra 349.990 kr.