Peugeot har strammet sig an og præsenterer nu en ny 508, der snobber op. Fastback-design, lim og night vision skal fange nye kunder.

SUV’er dominerer de europæiske salgslister, og Peugeot har fået deres bid af kagen – men vi skal altså ikke kun køre de højbenede biler, hvis det står til Peugeot. De er nu klar med en hel ny 508, og det lader til, at Peugeot har lagt i selen med den nye version, som snobber op ad, og 508 skal tage kampen op mod de dyreste konkurrenter i klassen for firmabiler.

Vi kører familiefavoritten Peugeot 5008

Efter succesen for vores SUV-offensiv, havde vi brug for en vision for Peugeot i D-segmentet. Det skulle være en model, der kunne ryste markedet og konkurrere mod de bedste – for i D-segmentet er vi oppe imod verdens bedste bilproducenter. Den nye Peugeot 508 er mere end nogensinde en inkarnation af vores ambition gennem flere år: At gøre Peugeot til det bedste high-end generalist bilmærke, udtaler Jean-Philippe Imparato, CEO for Peugeot, i en pressemeddelelse.

Peugeot Danmarks pressechef forklarer, at den nye 508 ikke bare skal slås om firmabilskunderne.

Det er ikke en én til én konkurrent mod eksempelvis Mondeo/Passat, men en high-end D-segment bil, som er tiltænkt en mere kræsen målgruppe som eksempelvis executives på +50 år, der vil skille sig ud og have power, teknologi og luksus, forklarer pressechef, Hanne Sørensen.

Mere luksus
Designet af den nye 508 er meget mere fastback og mindre sedan, men stadig 100 procent fransk. Bilen er blevet seks cm lavere, så den nu er kun 1.40 m høj, og designet er inspireret af konceptbilen Quartz. Den nye 508 måler 4,74 m i længden, hvilket er otte cm kortere end forgængeren, mens akselafstanden er 2,79 m. Ifølge Peugeot er der dog ikke gået på kompromis med det praktiske. Bagklappen er bred, og bagagerummet sluger 487 liter.

Her er den nye Volvo XC40

Indvendigt fortsætter Peugeot deres i-Cockpit-filosofi, som blandt andet betyder et instrumenthus, der udgøres af én enkelt 12,3 tommer skærm. I midterkonsollen finder vi på indstigningsmodellen en trykfølsom skærm på otte tommer, mens den er ti tommer og i HD fra Allure-niveau. De kunder, der kører langt i bilen, kan glæde sig over, at førersædet (og passagersæderne fra Allure Business niveau) er blåstemplet med AGR (Aktion für Gesunder Rücken) mærkningen, der belønner både ergonomi samt indstillingsmuligheder

Fransk lim
Som den første bil i D-segmentet, får 508 et Night Vision system, der bruger infrarødt kamera og spotter mennesker eller dyr foran bilen om natten eller ved dårligt sigte. Det virker inden for en afstand af 200-250 m uden for forlygternes lys og viser omridset af det infrarøde billede i det digitale display i førerens synsfelt.

På juletur med 370 hk og opkast - vi kører Kia Stinger

En ny 8-trins automatisk EAT8-gearkasse og justerbare støddæmpere, der bliver standard på GT og alle benzinversioner, skal matche de tyske konkurrenter på luksus, og så har Peugeot opgraderet deres produktionsmetode med lim. Introduktionen af en ny svejseteknik, der anvender 24 m karrosserilim, giver øget stivhed i karrosseriet og garanterer længere holdbarhed.

Der er to nye benzinmotorer, som er baseret på den 1,6-liters turbomotor. PureTech 180 hk EAT8 og PureTech 225 hk EAT8, der bliver GT versionen. Dieselprogrammet består af fire motorer, baseret på henholdsvis den 1,5-liters og 2-liters motor: BlueHDi 130 hk med 6-trins manuel gearkasse, som er eneste motor med manuel gearkasse, BlueHDi 130 hk EAT8, BlueHDi 160 hk EAT8 og BlueHDi 180 EAT8.

Den nye 508 introduceres i løbet af efteråret 2018, men priserne er endnu ikke fastlagte.