Volkswagen er på jagt efter flere skalpe med deres elektriske racerbil ID. R. De har indtaget Pikes Peak – nu er målet at sætte rekord på Nürburgringens Nordschleife.
Jagtsæsonen er gået ind, og Volkswagen Motorsport sidder netop nu og pudser deres nyeste våben – den elektriske ID R. Den har allerede bevist sit værd i det udfordrende og legendariske hill climb, Pikes Peak. Løbet starter i en højde på 2.862 meter og ender i 4.302 meters højde. I alt er ruten 20 kilometer lang, har 156 sving og har været kørt siden 1916, og indtil den elektriske tysker kom forbi, tilhørte rekorden en franskmand i en Peugeot 208 – han hedder Sebastion Loeb, og hans Peugeot havde 875 hestekræfter. Alligevel blev han slået med 16 sekunder af ID. R.
Den elektriske racerbil er altså svinagtig hurtig, på trods af at den bruger samme drivmiddel som en støvsuger. Men der skal mere end mange watt til for at klare sig godt i det grønne helvede. Sådan omtalte den tidligere Formel 1 verdensmester, Jackie Stewart, Nürburgringens Nordschleife. Netop Nordschleifen er blevet til et moderne colosseum for bilproducenterne, fordi den er en af verdens sværeste racerbaner. Sætter man hurtigste tid på den 20,8 kilometer lang bane, så har man håneret over konkurrenterne, og Volkswagen har rigtig travlt med at vise, at de mener det seriøst med elbiler. Derfor er de forhippede på at sætte en ny rekord.
Bliv grøn mester i el- og hybridbiler
Træningslejren
Der er en ganske stor forskel mellem Pikes Peak og Nordschleifen, blandt andet har den tyske bane den lange Döttinger Höhe-langside, hvor farten er meget højere end på den kringlede hill climb. ID. R kører med to elmotorer med en samlet systemydelse på 500 kW (680 hk), og den vejer mindre end 1.100 kilo inklusive racerkører. Og racerkøreren er Romain Dumas. Det var netop ham, der vandt Pikes Peak. Franskmanden har tidligere vundet fire sejre i 24-timers løbet på Nürburgring, så han er på hjemmebane.
Teknisk vidunder – Aston Martins kæmpe-motor snurrer til 11.100 omdrejninger
Tanken om at køre ID. R på Nordschleife er allerede nok til at give mig gåsehud. Jeg kender banen ganske godt, men med ID. R’s ekstreme acceleration og enormt høje svinghastigheder bliver det en helt anden udfordring. Jeg kan næsten ikke vente til de første tests. At slå rekorden for elbiler på Nürburgring er ikke bare en lille sightseeingtur gennem Eiffelbjergene.
Den nuværende omgangsrekord for elbiler lyder på 6:45.90 minutter med en gennemsnitsfart på 185 km/t, og tilhører britiske Peter Dumbreck, der kørte i en NIO EP9.