Torsdag den 19. november blev det som bekendt officielt, at det nu er billigere at købe ny bil i Danmark. Her præsenterede regeringen sammen med sit parlamentariske grundlag den nye finanslovaftale. En aftale som blandt andet indeholder et fald i registreringsafgiften på nye biler. Helt præcist fra 180 procent til 150 procent, og det er godt nyt for de danske bilkøbere, og især dem som kigger efter en større bil. Ændringen i registreringsafgiften påvirker nemlig kun de biler, som er dyrere end cirka 170.000 kroner, og jo dyrere bilen er, jo større er besparelsen. I runde tal ser det cirka sådan her ud.

Pris 19.nov.Pris 20.novFald i ProcentEksempel på bilmodel i dette prisleje
Cirka 270.000Cirka 260.000Cirka 3,5%Citroën C4 Picasso
Cirka 370.000Cirka 350.000Cirka 5,5%Ford Mondeo
Cirka 500.000Cirka 465.000Cirka 7%Ny Audi A4
Cirka 1.000.000Cirka 910.000Cirka 9%BMW 535i xdrive

Den reelle besparelse for forbrugeren kan dog godt vise sig at blive en smule mindre, da der nok vil ske en lille justering af avancerne i importør- og forhandlerled, men hvor meget det drejer sig om, må tiden vise.

Grunden til, at de helt små mini og microbiler ikke påvirkes af den nye ændring i registreringsafgiften, er, at de første 170.000 kroner består af 82.000 kroner bil og 88.000 kroner afgift, hvilket svarer til 105% i afgift. Det er prisen derudover, som nu bliver pålagt en afgift på 150% mod tidligere 180%.

Billigere brugt bil

Den nye registreringsafgift gælder kun for nye biler, men det vil alligevel smitte af på brugtbilsmarkedet, hvor man vil kunne få mere bil for pengene. Det er dog langt fra alle biler på brugtbilsmarkedet, som vil blive berørt, men primært nyere brugte biler, der er maksimalt tre år gamle, og som koster over 150.000 kroner - altså biler som med andre ord kan sammenlignes med nye biler. Et prisfald på cirka 5% virker ikke helt urealistisk, men man kan måske endda gøre et endnu bedre køb på brugtbilsmarkedet i den nærmeste fremtid. 

For brugtbilsmarkedet vil formentlig også reagere på den generelle usikkerhed omkring prislejet på brugte biler, som ændringen i registreringsafgiften har medført. Oven i det så er nyhedens interesse stor, så mange af de mulige købere, der havde besluttet at købe en nyere brugt familiebil, vil måske nok lige orientere sig på markedet for nye biler først, og det kan igen sænke priserne på nyere brugte biler yderligere. Det vil i hvert fald nok også være muligt at gøre en god handel på brugtbilsmarkedet som en konsekvens af den ændrede registreringsafgift.