Den nye Volvo 760 GLE blev præsenteret i februar 1982 – for 25 år siden. Volvo's 80'er bil fik en bragende velkomst fra både presse og publikum. Den blev betragtet som en elegant og spændende nyhed med sin firkantede fremtoning. Ikke en typisk, men dog umiskendeligt en Volvo.

En række firser-typiske kendetegn kom til at danne baggrund for Volvo 760: pålidelighed, brændstoføkonomi, langt levetid, servicevenlige egenskaber, lavt støjniveau, design og ydelse – i nævnte rækkefølge.

Det betød, at Volvo 760 var udstyret med baghjulstræk og sammenlignet med Volvo 240 var den kortere, men bredere, havde samme sporvidde foran, men bredere bagtil, 10 cm længere akselafstand og næsten 100 kg lettere. Motorerne var de eksisterende firecylindrede samt en V6 og en sekscylindret diesel rækkemotor.

Af hensyn til omkostningerne var en stor del af det øvrige tekniske indhold taget med over fra 200 serien og tilpasset den nye model. Ud over motorerne gjaldt det f.eks. gearkasser, ophæng og en række andre systemer. Til gengæld var designet helt ny og frisk, og det lidt kasseagtige linier opnåede på daværende tidspunkt nærmest ikon-status.

"For første gang i Volvo's historie brugte vi fokusgrupper til at teste publikums reaktioner forud for produktpræsentationen. Resultaterne var ikke ubetinget positive, men i USA, som kom til at blive modellens vigtigste marked, var reaktionerne overmåde positive, og man følte, at her var en model, som faldt lige i publikums smag, så vi fulgte den linie," forklarer Hans Gustavsson, der havde det overordnede ansvar for Volvo 760.

Køreglæde og almindelig sund fornuft

Da sløret blev løftet for bilen i februar 1982, var det en elegant Volvo, der viste sig, stolt, modig, helt nye linier, komfortabel og alligevel med masser af køreglæde. Der var fra starten tre motorer at vælge imellem: En firecylindret benzin turbo-motor, en V6 benzinmotor, der nu var vokset til 2,8 liter, og den seks-cylindrede D24 diesel rækkemotor bygget af VW, men efter Volvo's unikke specifikationer. Med turbo var 760 den hurtigst accelererende dieselbil i verden på den tid.

Hans Gustavsson opsummerer: "Volvo 760 var et centralt punkt for Volvo Cars, hvad produkt og økonomi angik, og både den og dens efterfølgere kom til at danne basis for virksomhedens overlevelse. Uden 760 havde der ikke været en 850, uden den ingen S80 osv. 760 projektet kostede 3,5 milliarder svenske kroner på den tid. Målet var selvfølgelig, at Volvo 760 og dens efterfølgere skulle holde 1980'erne igennem."

Alt i alt blev der produceret 221.309 biler i 760-serien (1.230.704 inklusive 740), før den i efteråret 1990 blev erstattet af den mere moderne 960. På den tid havde den tjent et fornuftigt overskud hjem til virksomheden og givet Volvo Cars prestige i næsten et helt årti.