3 spændende nyheder fra Suzuki

Det går stærkt med Suzuki salget i Danmark. Den nye Alto, som blev introduceret i slutningen af august måned, blev på det nærmeste revet ned af hylderne hos Suzuki forhandlerne. En helt ny bil med 5 døre, der kører 20,4 km/l og kun koster kr. 104.990, var virkelig noget, danskerne kunne forholde sig til. Og nu er Suzuki klar med 3 nyheder mere.

Ny Grand Vitara XL-7 diesel
Den nye 2004 årgang af den store firehjulstrækker XL-7 byder blandt andet på en helt ny front og nye aluminiumsfælge, men den største nyhed er, at modellen nu også tilbydes med dieselmotor. En motor der yder hele 270 Nm ved kun 1.750 omdrejninger pr. minut, og som benytter den nyeste dieselteknologi med 16V, commonrail direkte indsprøjtning, turbo og intercooler. Sammen med Drive Select firehjulstrækket med reduktionsgearkasse er der derfor rigeligt med trækkraft til selv de mest krævende opgaver. Både i terrænet og til anhængeren, hvor den max. tilladte vægt er på 1.850 kg.
Udstyrsmæssigt byder den nye XL-7 dieselmodel fx på fuldautomatisk klimaanlæg, alu.fælge, fjernbetjent centrallås, el-betjente sideruder, el-sidespejle med varme og varme i forsæderne. Og da priserne begynder ved kun kr. 164.995 (ekskl. moms) for Van udgaven på gule nummerplader, regner Suzuki med, at deres position som Danmarks suverænt største 4x4 leverandør vil blive yderligere forstærket. Dieselmodellen findes også i en personvognsudgave med plads til hele 7 personer, og prisen er her kr. 379.995. 2.7 V6 benzinmodellerne med US-Edition udstyr som fx læderinteriør og el-betjent soltag, har også fået ny front og lidt flere heste under motorhjelmen, og priserne begynder her ved kr. 186.990 ekskl. moms.

Grand Vitara på hvide plader til kr. 199.991
Den anden 4x4 nyhed fra Suzuki er, at Grand Vitara 1.6 modellen nu koster under kr. 200.000 på hvide nummerplader. Et prisniveau hvor man ellers kun kan få en ganske almindelig familiebil i dagens Danmark. Suzuki forventer derfor, at flere privatbilister vil vælge at få drømmen om en ægte 4x4 opfyldt. Modellen er udstyret med en 94 hk benzinmotor samt Suzukis Drive Select firehjulstræk med reduktionsgear, så der er ikke sparet på noget. Heller ikke mht. komfortudstyr som blandt andet består af el-betjente sideruder, centrallås, servostyring og el-sidespejle med varme.

Liana S for styling
Den tredje Suzuki nyhed er en specialmodel af den rummelige familiebil Liana i 5-dørs Hatchback udgave. Her er der især fokuseret på stylingudstyr som sportsfront, sideskørter, tagspoiler, skærmpaneler, 15” alu.fælge, tågelygter og hækskørt, som giver Liana modellen et mere sportsligt udtryk. Motoren er på 1.6 liter og yder 106 hk, og prisen på kr. 179.992 betyder, at man faktisk kun skal give kr. 8.000 ekstra for alt udstyret. Til gengæld kommer der kun 100 stk. Liana S til Danmark.