Der har nu kørt Volvo-biler rundt på alverdens veje i 80 år. Volvo's historie er blevet fortalt utallige gange i årenes løb, ved denne lejlighed har vi valgt at sammenfatte de vigtigste begivenheder i hvert tiår i virksomhedens levetid, startende med 1927.

1927

Den 14. april slås porten op til fabrikken på Hisingen i Göteborg, og den allerførste serieproducerede Volvo-bil ruller ud. Modelnavnet er ÖV4, hvilket er svensk for Åben Vogn med fire cylindre. Prisen er sat til 4.800 svenske kroner, mens den lukkede udgave, som kort efter præsenteres under modelnavnet PV4, koster 1.000 kroner ekstra. Målet er at bygge 500 biler i hver serie, men det viser sig at være svært at finde kunder, og der bliver kun solgt 297 biler det første år. Ved roret for den unge virksomhed, og der blev de indtil midten af halvtredserne, står virksomhedens to grundlæggere Assar Grabrielsson, adm. direktør, og Gustaf Larson, udviklingsdirektør.

1937

Året inden blev en relativt simpel model præsenteret – PV51. Modellen kan ses som Volvo's første forsøg med en volumensælger, og den har bestemt ikke lige så spændende linier som den strømlinede PV36 Carioca, men ikke desto mindre har den i høj grad samme karakter og har samme type sekscylindrede motor. PV51 sælger derfor langt bedre. Ved starten af 1937 introduceres en supplerende model, PV52, som er bedre udstyret end PV51, men ellers har samme udseende. I løbet af året produceres der 1.815 Volvo-biler.

1947

Efter seks års krig fulgt af en lang industri-strejke i Sverige og generelle opstartsproblemer primært pga. mangel på råstoffer starter serieproduktionen af PV444 omsider i februar måned. PV444 er Volvo's første lille bil med et selvbærende karrosseri og motor med overliggende ventiler. På nuværende tidspunkt har Volvo allerede ordrer på 10.181 biler af den planlagte produktion på 12.000. De første 2.300 bestilte biler sælges med tab for 4.800 svenske kroner, som er den pris, bilen blev annonceret til, da den blev vist første gang i 1944. I 1947 er prisen på en ny PV444 8.000 svenske kroner. Volvo er blevet en større virksomhed med 3.000 ansatte og en omsætning på 112 millioner svenske kroner. Produktionen når i 1947 op på 2.531 biler.

1957

I efteråret året før blev den nye Volvo Amazon præsenteret, og i starten af 1957 kommer serieproduktionen i gang. Den nye model koster 12.600 svenske kroner ab fabrik. I årets løb monteres fastgøringsbeslag til topunkts seler foran som standard i alle Volvo personbiler. Den sidste Volvo Sport model ruller af båndet, og bringer produktionstallet op på blot 67 biler, og 1957 er også sidste modelår for PV444. Volvo har nu været repræsenteret på det nordamerikanske marked i to år og har allerede over 100 forhandlere der. Eksporten til Nordamerika og mange andre markeder er i fuld gang. Der bygges 42.192 biler dette år, af 13.000 medarbejdere.

1967

Dette er første modelår for den nye Volvo 144, som blev vist første gang i august året før. Med denne model, der har en listepris på 19.300 svenske kroner, tager sikkerheden et gigantisk skridt fremad. Bilen har skivebremser både for og bag, en sikkerhedsratstamme og en ny type fastgøring til trepunkts sikkerhedsseler. Karrosseriet er udstyret med energiabsorberende struktur for og bag, og bremserne har et unikt triangeldelt tokreds system. Volvo præsenterer også verdens første bagudvendte barnestol dette år, og sikkerhedsseler introduceres på bagsædet i Volvo-biler. Senere på året præsenteres Volvo 145 Herregårdsvogn. Volvo-modeller med dobbelte karburatorer til eksport til USA er forsynet med et filtreringssystem til udstødningen. Årlig produktion i alt 148.742 biler.

1977

Volvo fylder 50 og fejrer fødselsdagen med en særlig udgave af 240-serien, som har erstattet 140-serien. Volvo 262 Coupé afsløres senere på året, en yderst eksklusiv model udviklet og bygget af den velestimerede italienske bildesigner Carrozzeria Bertone. Volvo viser sin første miljøoptimerede bil, en lille, tosædet elektrisk bil, som der blev bygget to af. At miljøet er et højt prioriteret område for Volvo kan også ses af den kendsgerning, at de Volvo-biler, der i de seneste to år er solgt i Californien, er forsynet med en verdensnyhed – en trevejs katalysator med lambda sonde. Det er sidste år, bilvirksomheden er en division i AB Volvo. Året efter træffes beslutning om at etablere et uafhængigt, men fuldt ejet datterselskab, Volvo Car Corporation. Der produceres 225.700 Volvo-biler i 1977.

1987

I de seneste to årtier er andelen af Herregårdsvogne steget støt, og Volvo er nu den klart dominerende producent af Herregårdsvogne i sin klasse med et årligt volumen på omkring 120.000 biler. Volvo er begyndt at montere motorerer med katalysator og lambda sonde i adskillige europæiske lande. Volvo 760, den mest eksklusive variant i 700-serien, får et facelift og en teknisk opgradering, som bl.a. omfatter en ny, uafhængig baghjulsophæng, Multilink. Volvo fylder 60, og det fejres ikke mindst med en bilkavalkade gennem gaderne i virksomhedens hjemby, Göteborg. Tiderne er gode, og året sætter ny produktionsrekord – 423.800 biler.

1997

For første gang i over 40 år præsenteres en åben Volvo-model, C70 cabriolet. Det er den første åbne Volvo siden Volvo Sport i 1950'erne. En anden ny model er den firehjulstrukne V70 XC. Firehjulstræk blev introduceret i Volvo-biler året før, og V70 XC præsenteres som en robust og sportslig bil med højere frihøjde og avanceret firehjulstræk. XC konceptet viser sig at være en vinder Volvo Cars. De baghjulstrukne Volvo'er, hvoraf der er tre modeller, er nu i deres sidste generation. Konceptet forsvinder helt ud af produktprogrammet året efter. Og inden for yderligere to år overtages virksomheden af Ford Motor Company. Der produceres 387.400 Volvo-biler i 1997.

2007

Jubilæumsåret åbner i Detroit på biludstillingen, hvor den modige nye XC60 konceptbil præsenteres for verden. Med tanke på nogle af de tidligere årtiers Volvo-modeller er det svært af fatte, at det virkelig er en Volvo. XC60 Concept er en såkaldt crossover model, en stil som for øjeblikket er på mode, og som viser usædvanlige linier og masser af attitude. Andre nye produktlanceringer i løbet af 2007 er nye udgaver Volvo V70 og XC70, som præsenteres på biludstillingen i Geneve.

"I dag bygger vi lige så mange Volvo-biler på tre timer, som vi gjorde hele 1927. Vi har skabt omkring 15 millioner biler, siden vi startede virksomheden i april for alle disse årtier siden, og hvert eneste år bevæger vi os endnu et stort skridt fremad. Vores 2007 modeller er de meste spændende Volvo-biler, vi nogensinde har præsenteret, og mange flere er på vej. Noget, de alle har til fælles, er, at de alle viser vej hen imod en mere ungdommelig Volvo. For jo ældre Volvo bliver, jo yngre og mere levende bliver vores modeller," siger Fredrik Arp, adm. direktør og koncerchef for Volvo Car Corporation.