Audi Danmark har netop gennem RFRSH Entertainment lukket en aftale med det danske eSport team Astralis, der i øjeblikket rangerer som verdens bedste inden for Counter-Strike.

Aftalen tager afsæt i Audi Q2 kampagnen ”#untaggable” og bliver aktiveret ved de to turneringer – The ELEAGUE Major i Atlanta i næste uge og Dreamhack Masters i Las Vegas i februar. Marketingchef for Audi Danmark, Christian Weiglin Thorn, uddyber: ”Aftalen skal ses som en pilot case for Audi Danmark i forhold til at udforske potentialet i eSport, men som udgangspunkt ser vi et godt match mellem eSport og Audis stærke digitale fokus.”

Christian Weiglin Thorn fortsætter: ”eSport er en utrolig spændende og hurtigt udviklende industri, og vi har her mulighed for at komme i kontakt med et yngre publikum, der ligger uden for vores normale kernemålgruppe.” Timingen er perfekt, idet Audi lige har lanceret en ny bilmodel, Audi Q2, med kampagnen #untaggable, der henvender sig til den yngre målgruppe.

”Vi ser det som en spændende mulighed at kunne repræsentere et dansk team, der pt. ligger nr. 1 i verden, og vi ser det samtidig som en del af vores lokale talentprogram at støtte de fem Astralis teammedlemmer,” slutter Christian Weiglin Thorn.