Den nye performance SUV - Audi Q7

Den nye Audi Q7 kombinerer på en suveræn måde sportslighed og fleksibilitet, avanceret teknik og luksus. På vejen udmærker den sig med præstationer og kørselsdynamik som i en sportsvogn; i terrænet viser den helt nye muligheder i klassen. En bil, der ikke lægger skjul på de kvaliteter, som teknikken i bilen muliggør, på alle typer veje, under alle forhold.

Coupéagtigt design

Allerede designet af Q7 sætter kursen. Den Audi typiske dynamik ses på den svungne taglinje og det særlige forhold mellem store karrosseriflader og smalle ruder. Frontens dynamiske pileform og den kraftfulde bagende med stærkt hældende D-stolper giver Q7 en coupeagtig profil. Andre karakteristiske elementer fra det aktuelle Audi formsprog er skulderlinjen og den dynamiske linie, der sammensætter bilens side. En karrosserilakering i to forskellige farvetoner (ekstraudstyr) giver Q7 et helt særligt udseende.

Med en længde på 5,09 m og en akselafstand på 3 m (bredde 1,99 m/højde 1,7 m) er Audi Q7 den største i SUV-klassen. Passagererne kan nyde godt af den fremragende komfort og en helt ny dimension af fleksibilitet: Man kan vælge mellem ikke mindre end 28 sæde- og bagagerumskombinationer i Q7.

Der er plads til maks. syv personer i tre sæderækker. I anden sæderække kan sæderne forskydes separat i længderetningen; her har passagererne i øvrigt klassens længste fodrum. De to bageste sæderækker kan klappes frem, så bagagerummet efter behov kan rumme 2.035 liter, uden at nogen af sæderne skal tages ud. Når den anvendes til fem personer, er der plads til 775 liter i bagagerummet på Q7.

Højtydende motorer

Ved introduktionen kan kunderne vælge mellem 2 højtydende motorer: Den nye 4.2 liter store V8-motor med direkte benzinindsprøjtning (FSI) yder 350 hk og har et maksimalt drejningsmoment på 440 Nm. Den 6-cylindrede 3.0 TDI har common rail-indsprøjtningssystem af nyeste generation med piezo-injektorer. På den måde kombineres den høje ydelse på 233 hk og et imponerende drejningsmoment på 500 Nm med en meget rolig motorgang og økonomi.

På begge motorer foregår kraftoverføringen via en 6-trins tiptronicgearkasse.

Nyeste generation quattro firehjulstræk

Det permanente firehjulstræk quattro er standard på Audi Q7. Torsenmidterdifferentialet overfører trækkraften til alle fire hjul, både onroad og offroad. På den måde opnås fremragende vejgreb og sideføring, forudsætningerne for maksimal kørselsdynamik og kørselssikkerhed. Dette trækprincip har vist sit værd gennem 25 år, i mere end to millioner serieproducerede Audi biler samt ved utallige sejre på racerbaner og i rallyløb.

Audi Q7 har, lige som Audi RS4, et torsendifferentiale af den nyeste generation. Som standard er momentfordelingen i forholdet 40:60 (foran/bagpå). Det giver føreren endnu mere sportslige køreegenskaber og en styrepræcision, der næsten ikke påvirkes af trækkraften, også takket være den næsten helt udlignede fordeling af akseltrykket.

Undervogn med allround kvaliteter

Undervognen på Audi Q7 imponerer med allround-kvaliteter. Stålfjedrene og de dobbelte støddæmpere er afstemt efter sportslige køreegenskaber og stor komfort, også i terrænet. Den skrå placering af den bageste fjeder-/dæmperenhed reducerer højden og giver dermed mere plads ved bagsæderne.

Den luftaffjedrede undervogn ”adaptive air suspension” fås også som ekstraudstyr. Kombinationen af luftaffjedring og elektronisk reguleret dæmpningssystem giver den optimale sammensætning af markant sportslige køreegenskaber og stor affjedringskomfort. Den dynamiske stabilisering af vippebevægelserne reducerer karrosseriets bevægelser omkring længdeakslen til et minimum.

Den variable frihøjde, normal højde: 180 mm, kan øges til 240 mm i lift-funktionen, giver også mulighed for at køre i vanskeligt terræn. Offroad-funktionen med en frihøjde på 205 mm og en tilpasset dæmperregulering er optimal til almindelig terrænkørsel. Et ekstra plus for komforten er muligheden for at sænke læssekanten: Tunge genstande kan nemt læsses ind i bagagerummet.

Til den nye performance SUV fra Audi kan man som ekstraudstyr få flere innovative førerassistentsystemer: den radarstyrede assistent til kørebaneskift ”Audi side assist” og ”parking system advanced” med optisk/akustisk visning og bakkamera.

ESP har fået en lang række nye funktioner som fx nedkørselsassistent. En særlig offroad-funktion optimerer bremseydelsen og vejgrebet på løst underlag. Stabiliseringsfunktionen reducerer risikoen for, at en anhænger begynder at slingre, ved hjælp af et målrettet bremseindgreb.

Audi Q7 præsenteres for første gang i Danmark på ”Biler for Alle” udstillingen i Herning fra 27.–30. oktober. De danske Audi forhandlere åbner op for bestillingen af Q7 ultimo oktober, og de første biler kan leveres i marts 2006.