Den nye Audi S4

Siden den nye Audi S4 blev vist offentligt på efterårets biludstilling i Paris, har interessen for den nye S model været enorm.

En ny S model
Selv om der er tale om en helt ny model, er betegnelsen S model af ældre dato. De første S modeller blev præsenteret i 1980’erne, da de nu legendariske Audi quattro kørte fra sejr til sejr på verdens rally etaper. Den første model, der fik betegnelsen S hæftet til modelnavnet var den spektakulære quattro S1 med de store spoilere, og med hvilken bl.a. Walter Röhrl vandt Pikes Peak løbene.

Den første af de almindelige Audi modeller, der fik S betegnelsen, havde et mere ydmygt udseende. Det var S2, der med en 2,2 liter fem cylindret turbomotor på 169 kW (230 hk) var nok så atletisk af natur. I anden halvdel af 1990’erne introducerede Audi S3, S4/S4 Avant, S6 og S8 i de forskellige modelserier.

Eksteriør
Den nye Audi S4 har netop denne tilsigtede tilbageholdenhed i sin fremtoning. Men – især for Audi-kenderen – er den alligevel let genkendelig. Forfra er det på de hellakerede stødfangere med store luftindtag, xenon-forlygterne i titaniumsfarvede lygtehuse og sidespejle i aluminiums-look. Bagfra er det på udstødningsrørene, ét i hver side, og på S4 Limousine er det den diskrete spoiler øverst på bagagerumsklappen. Set fra siden er det de indfarvede stødlister og de kontrastfarvede lister nederst på dørene, men mest er det de karakteristiske ”S” fælge i Avus-design. De bagvedliggende 340 mm store bremseskiver er den visuelle indikation af systemets enorme kapacitet.

Interiør
De sportslige elementer går igen i interiøret. Det tre-egede lædersportsrat med S-logo – og med skiftekontakter til den 6-trins tiptronic-gearkasse, hvis det er det, man har valgt. Recaro sportssæderne for og bag, dekorindlæg i enten carbon-fiber, træ, aluminium eller piano finish, foruden valget og sammensætningen af stoffer og trim, der kendetegner det eksklusive og det sportslige ved den nye S4.

Motor
Kraftværket i den nye S4 er en nyudviklet V8 motor på 4,2 liter med fem-ventilteknik (40 ventiler i alt), der yder 253 kW/344 hk, og har højeste drejningsmoment på 410 Nm ved 3500 omdr./min. Den fylder minimalt, eftersom kæden, der driver knastakslerne, er lagt om bagved motoren. Det kunststykke forkorter motorlængden med hele 5,2 cm. Der er også sparet vægt, hvor det har kunnet lade sig gøre. Blot 195 kg vejer V8 motoren. Præstationerne, som den giver bilen, lyder: 0-100 km/t på 5,6 sek., 0-200 km/t på 20,6 sek., mens elektronikken begrænser tophastigheden til 250 km/t.

Transmission
Den nye S4 leveres med en 6-trins manuel gearkasse, og takket være en speciel montering af skiftegaflen sker skiftene med den manuelle gearkasse helt uden vibrationer, og føreren vil derfor aldrig mærke rystelser i transmissionen. Allerede fra november tilbydes S4 også med en 6-trins tiptronic gearkasse. Den 6-trins tiptronic gearkasse får DSP-system (Dynamisk Skifte Program) og sportsprogram. Føreren vil opleve meget korte gearskift, specielt ved nedgearinger. I forhold til den tidligere 5-trins gearkasse, er spredningen imellem udvekslingerne øget med 25%. Det betyder væsentlig forbedret acceleration i de lave gear og færre omdrejninger i de høje gear (mindre støj, lavere brændstofforbrug).

Alle Audi S modeller har quattro firehjulstræk. Det giver størst mulig vejkontakt og sporstabilitet under alle vejforhold. Det selvspærrende Torsen-differentiale fordeler kræfterne optimalt imellem akslerne.

Undervogn
Aluminiumsundervognen er den ideelle basis for maksimal agilitet, styrepræcision og køreglæde. Og komforten følger med, for den minimale uaffjedrede vægt resulterer i spontane og præcise reaktioner fra affjedringen. Hjulene har 8x18” fælge med 235/40 R18 dæk. Bremsesystemet har ventilerede skiver, foran 340 mm, bag 300 mm. Det har et dobbeltvirkende servosystem, der giver optimalt pedaltryk uanset hastighed og kørestil. Det er naturligvis udstyret med ESP og bremseassistent.

Udstyr
S4 er topmodellen i A4 serien, og udstyrsniveauet er derfor også det bedste. Foruden det særlige S-model udstyr, har S4 sportsundervogn (sænket 20 mm), 18” alufælge, el-opvarmelige og –indstillelige sidespejle, Recaro sportssæder (de forreste el-justerbare), el-rudehejs for og bag, xenon-forlygter, lyspakke, asymmetrisk splitbagsæde med skisæk foruden alt det udstyr, der er standard for A4-serien, herunder blandt andet seks airbags, automatisk to-zoners klimaanlæg og fjernbetjent centrallås.

Priser
Audi S4 og S4 Avant kan bestilles hos de danske Audi forhandlere. Prisen for S4 Limousine er 1.070.000 kr. og S4 Avant 1.099.000 kr.