Den nye Volvo V50: Fremme på det danske marked

Den nye Volvo V50 præsenteres hos de danske Volvo-forhandlere i weekenden den 27.-28. marts.

Den nye Volvo V50, der i den kommende weekend (27.-28. marts) når frem til de danske Volvo-forhandlere, kan karakteriseres som en sportswagon – en moderne efterkommer af mange tidligere Volvo stationscar-modeller, hvor et sportsligt design er kombineret med praktiske detaljer.

Vægten er lagt på et attraktivt design og en fornemmelse af sportslighed med en sidegevinst i form af mange praktiske detaljer og ekstra bagageplads. Såvel designsprog som udstyrsniveau i den nye Volvo V50 har bevæget sig et trin opad – og nærmer sig nu den større herregårdsvogn, Volvo V70.

Volvo V50 er mindre, men den giver alligevel kunderne den større bils egenskaber, blot i en mere kompakt form. Kombineret med et spændende design og exceptionel vejbeliggenhed har det gjort bilen til en særdeles slagkraftig udfordrer i segmentet.

En foryngelse af mærket er et vigtigt punkt i Volvo Cars’ strategi. Volvo Cars forventer, at den nye Volvo V50 primært vil appellere til familier med børn, hvor forældrene er mellem 30 og 40 år gamle.

Masser af udstyr – også i basisversionen

Fælles for alle versioner er et omfattende standardudstyr, der naturligvis rummer alt inden for sikkerhedsudstyr inkl. seks airbags, WHIPS-sæder (beskytter mod piskesmældsskader), SIPS, der beskytter ved sidekollisioner og DSTC antiudskridningssystem. Herudover rummer udstyrslisten bl.a. aircondition, el-spejle, el-ruder (for og bag), sædevarme, automatisk lukning af ruder/soltag og ikke mindst den nye elegante midterkonsol.

Det meste af det ekstraudstyr, der kan leveres til den større Volvo V70 kan også fås til den nye Volvo V50. Det gælder f.eks. integreret telefon og navigationssystem.