Med sin nye, åbne supersportsvogn tager Audi hul på endnu et kapitel i sin succesfulde R8-historie. Den nye Audi R8 Spyder* forener imponerende præstationer med fascinationen ved åben kørsel. Supersportsvognen gemmer på 540 hk, når fra 0 til 100 km/t på 3,6 sek., og har en tophastighed på 318 km/t. På New York International Auto Show 2016 præsenteres den for første gang.

"Med en spontan speederrespons, hurtig levering af høje omdrejninger og en uforlignelig lyd sørger 5.2 FSI-sugemotoren i den nye Audi R8 Spyder for rendyrket emotion", siger Dr. Stefan Knirsch, der er øverste chef for den tekniske udvikling. "I forhold til R8 Coupé* kan motorlyden nu opleves endnu mere intensivt i den åbne supersportsvogn."

Typisk Audi – den lette stofkaleche
R8 Spyder har en let stofkaleche, som går over i to finner, der spænder stoffet ud. Ligesom den store afdækning til kalecheboksen harmonerer finnerne perfekt med supersportsvognens atletiske design. En elektrohydraulisk motor åbner og lukker kalechen på 20 sek. - op til en hastighed på 50 km/t. Bagruden, der er forsænket i bagvæggen, kan køres ind og ud. Når alle ruder er kørt op, smyger fartvinden hen over karrosseriet med kun ganske lidt turbulens.

Aluminiums- og kulfiberkomponenter – den nye Audi Space Frame
Uden drivmidler vejer den åbne tosæders bil kun 1.612 kg. Dens stabile rygrad er den nyudviklede Audi Space Frame (ASF) i multimaterialekonstruktion, der er fremstillet af aluminium og kulfiber.

Aluminiumsdelene udgør 79,6 procent, og former et bindingsværk, som Audi-ingeniørerne i forhold til R8 Coupé især har forstærket på panelerne, A-stolperne og forruderammen. Innovative fremstillingsmetoder sænker vægten af enkelte komponenter med op til 10 procent. Resultatet er, at det meget stive karrosseri kun vejer 208 kg, samtidig med at torsionsstivheden er øget med mere end 50 procent i forhold til forgængermodellen.

Stærke motorsports-gener
Den rigtige musik i den nye Audi R8 Spyder V10 kommer fra den mægtige centermotor med dobbelt indsprøjtning. Den fritsugende 5,2-liters motor tager gassen på en dynamisk måde. Dens buldrende lyd – som ekstraudstyr forstærket via et sportsudstødningssystem med rørhaler i sort højglans – giver gåsehud. Med en ydelse på 540 hk og et drejningsmoment på 540 Nm ved 6.500 omdr./min. når den fra 0 til 100 km/t på 3,6 sek. og en tophastighed på 318 km/t. Effektivitetsteknologier som den nye friløbsfunktion, hvor R8 ruller med frakoblet motor, sænker samtidig forbruget i forhold til forgængermodellen med 10 %. Den nye R8 Spyder kører 8,5 km/l, hvilket svarer til 277 g CO2 pr. kilometer.

Stabilitet og dynamik – quattro-drivlinjen
Bag V10'eren er der placeret en lynhurtigt skiftende 7-trins S tronic, som føreren betjener elektrisk – by wire. Dobbeltkoblingsgearkassen overfører kræfterne til en nykonstrueret quattro-drivlinje med en elektrohydraulisk betjent lamelkobling på forakslen.Firehjulstrækskoblingen, der afkøles med vand for at opnå maksimale præstationer, fordeler trækkraften fuldt variabelt afhængigt af kørselssituationen – i ekstreme situationer ledes op til 100 % til for- eller bagakslen. Den intelligente regulering er integreret i systemet Audi drive select, som omfatter fire indstillinger – fra udpræget dynamisk til komfortorienteret. Hvis bilen har R8-performance-læderrattet, der fås som ekstraudstyr, tilføjes der tre ekstra køreprogrammer med betegnelserne dry, wet og snow. De gør køreegenskaberne endnu mere præcise og stabile, afstemt efter forholdene på den pågældende strækning.

Fokus på føreren
Betjeningen har komplet fokus på føreren, der kan styre alle vigtige funktioner med multifunktions- og satellitknapperne uden at skulle fjerne hænderne fra rattet eller blikket fra vejbanen. Det 12,3" store, komplet digitale Audi virtual cockpit viser føreren alle informationer i avanceret 3D-grafik og - hvis føreren ønsker det - i en særlig performance-visning med angivelser vedr. køredynamikken.

MMI Navigation plus med MMI touch med intuitiv betjening er standardudstyr, og det samme gælder selemikrofoner. De gør det endnu mere komfortabelt at benytte den naturlige stemmebetjening og at telefonere. Ved hjælp af MMI-søgningen, der allerede kommer med søgeforslag efter angivelse af nogle få bogstaver, kan man hurtigt finde det ønskede indhold.

Et bredt spektrum – infotainment og Audi connect
Audi smartphone interface er en ny teknologi ombord i R8 Spyder. Med det kan man få vist udvalgt indhold fra sin smartphone direkte i Audi virtual cockpit. Fra midten af året er dette tilvalg også tilgængeligt til R8 Coupé. Som ekstraudstyr fås desuden Audi phone box, der kobler mobiltelefoner op med bilens antenne og oplader dem induktivt. Audi connect kobler R8 Spyder op med internettet via LTE og giver adgang til en lang række tjenester – fra Online Media Streaming til trafikinformationer i realtime.

Et andet highlight er Bang & Olufsen Sound System: For første gang integrerer Audi to hovedstøttehøjttalere i hvert af de to sæder, som skaber en ekstraordinær lydoplevelse – også når man kører med åben kaleche.

Kompromisløs forarbejdning
Forarbejdningen af den nye R8 Spyder, der fremstilles næsten udelukkende ved håndkraft, lever op til de højeste kvalitetskrav. Føreren og forsædepassageren kan tage plads på sportssæder eller skålformede sæder med en mere kraftigt udformet sædeform, der giver endnu mere sidestøtte. Som supplement til det omfattende standardudstyr kan kunderne individualisere interiøret og eksteriøret næsten uden begrænsninger: Karrosserikomponenter som frontspoileren, diffusoren og de nye sideblades fås også i kulfiber. LED-forlygter med nyudviklet laserteknologi giver føreren maksimalt udsyn og rækkevidde og dermed øget sikkerhed om natten.