Så er Audi klar med en ny udgave af deres RS3. Og det lader umiddelbart til at blive en interessant affære. Audi har nemlig skruet op for ydelsen, så RS3 bliver den kraftigste model i den dyre kompaktklasse, hvor nærmeste konkurrenter er Mercedes-Benz A45 AMG (360 hk) og BMW M135i (320 hk).

"Femcylindrede motorer har en lang tradition hos os", siger Prof. Dr. Ulrich Hackenberg, som er øverste chef for den tekniske udvikling hos AUDI AG. "I 1980'erne gjorde de Audi til det sportslige mærke både inden for motorsporten og i serieproduktionen. I den nye Audi RS 3 Sportback præsenterer vi nu næste udviklingstrin af vores 2,5-liters femcylindrede motor – som den stærkeste serieproducerede motor i den modulopbyggede tværkonstruktion."

I den nye RS 3 Sportback har den prisbelønnede 2,5 TFSI-motor 367 hk og et drejningsmoment på 465 Nm. Turbomotoren accelererer den kompakte femdørs bil fra 0 til 100 km/h på 4,3 sek., hvilket er 0,3 sek. hurtigere end forgængeren. Men, det er også nødvendigt for at følge med konkurrenterne, hvor Mercedes-Benz A45 AMG klarer opgaven på 4,6 sekunder og BMW M135i på 4,7 sekunder. Umiddelbart virker det som om, at det har været vigtigt for Audi, at snige RS3’s ydelse forbi de 360 hk, som er den maksimale ydelse hos konkurrenten. En lille ”konkurrence”, som vi sætter pris på.

En 7-trins S-tronic, som skifter endnu hurtigere end i forgængermodellen, overfører kraften fra den 2,5 liters TFSI-motor til det permanente firehjulstræk quattro. Systemet arbejder sammen med torque vectoring via en intelligent software og har en konsekvent opsætning som gerne skulle resultere i maksimal køreglæde.

Undervognen på den 5-dørs bil sætter også nye standarder. I forhold til Audi A3 Sportback er karrosseriet sænket 25 mm. Forakslens pinollejer, det progressive styretøj, den RS-specifikke sportsundervogn og den adaptive støddæmperregulering Audi Magnetic Ride (ekstraudstyr) har en RS-specifik opsætning. Som ekstraudstyr monterer Audi bremseskiver af kulfiberkeramik bag 19"-fælgene på forakslen – en nyhed i segmentet for kompakte premiumbiler.

Skarpe detaljer udvendigt og indvendigt samt et righoldigt udstyr afrunder den komplette pakke – Audi RS 3 Sportback. Den nye topmodel i A3-familien lander hos forhandlerne til sommer 2015. Vi vender naturligvis tilbage med en omfattende test.