En gang i mellem er der en bilproducent, der tør design en model som skiller sig ud fra mængden – nogle gange går projektet godt - andre gange går knap så godt. Fiat Multipla hører ind under den sidste kategori, der med sit specielle udseende fik megen negativ omtale, da den kom frem og det fortsatte de efterfølgende år.

Væk med dellen
Det er nu blevet tid for et facelift af Multiplaen og Fiat har taget kritikken til sig. Det har bl.a. betydet, at ”dellen” under forruden er væk, og selve frontdesignet er blevet tilpasset resten af Fiats modelprogram. Den lidt aparte bagende og de store vinduesarealer er dog bibeholdt.

Plads til 6 voksne
Pladsen er Multiplas store force. De 6 enkelt sæder – 3 foran/3 bag - giver fin plads til 6 voksne. Samtidig har bagagerummet en fornuftig størrelse med plads til 430 liter. Mange andre MPVer har det problem, at bagagerummet er yderst minimalt når alle de 7-8 siddepladser er i brug.

Bagagerummet kan udvides til at kunne rumme 1.300 l, når de 3 bagerste sæder tages helt ud. Selve proceduren med at klappe sæderne sammen, og tage dem ud er hårdt arbejde. Her kan man godt mærke, at nyere biler er kommet at par skridt videre i den udvikling.

Dynamic
Den testede bil har udstyrsniveauet ”Dynamic”, og det bringer testbilens pris op til 279.635,-. Basismodellen med ”Active” udstyr koster 250.122,-. Udstyret tæller bl.a. 4 airbags, 6 pkt. seler ved alle pladser, radio med cd, fjernbetjent centrallås, el justerbare spejle og el justerbart førersæde. Ved at vælge ”Dynamic” udstyret får man førersæde med lændestøtte, aircondition, spejle med varme der kan foldes ind elektrisk og tågelygter foran. Elruder bag koster 4.149,- ekstra.

De ekstra udstyrsfinesser koster acceptable 30.000,-, så man bør nok tage ”Dynamic” udstyrsniveauet med i sit budget. Især aircondition viser sig at være guld værd for holde duggen fra ruderne med 6 personer i bilen.

Kabinen
Bag rattet virker bilen temmelig stor, men samtidig er udsynet hele vejen rundt så godt, at man har fuldt overblik over bilens hjørner. Ergonomien har været i højsædet, da Multipla blev designet. Førersædet er elektronisk højdejusterbart, så kan let kan tilpasse sin siddehøjde. Gearstangen er placeret i selve instrumentbordet. så den ligger lige ved hånden. Desværre er det ikke let komme til ventilationsknapperne, når man kører i 1., 3. eller 5. gear da gearstangen spærrer gevaldigt.


Ny og forbedret, måske
Sikkerhedsmæssigt har Fiat haft kvaler med Multipla. Da den blev testet hos EuroNcap i 2001, der er en uafhængig crashtest organisation, fik den blot 3/5 stjerner og fik meget kritik med på vejen. Også denne kritik tog Fiat til sig, og forbedrede kabinesikkerheden. Desværre har den nye og forbedrede Multipla ikke været på besøg hos EuroNcap, så om forbedringerne har hjulpet står endnu hen i det uvisse.

Der er standard 4 airbags monteret, mens airbag gardiner er ekstraudstyr til 4.001 kr.. ESP fås udelukkende til Multipla diesel. Det er ikke godt nok, når man sammenligner med de yngre konkurrenter.

Basismotor
Basismotoren i Multipla den 1.6 liters 16v motor med 103 heste og et moment på 145 Nm. 103 heste er i underkanten til 1.300 kg, og det ses og mærkes på præstationerne. 0-100 km/t klares på 12,6 sek. og tophastigheden er 170 km/t. Gearingen er forholdsvis lav, så ved 130 km/t løber motoren over 4.000 o/m. Det giver en del støj, hvilket heller ikke er sundt for benzinøkonomien. EU-mixet lover beskedne 11,6 km/l. Vores testforbrug landede på 11,0 km/t.

Konklusion
Selvom Multipla har fået et facelift kan den ikke løbe fra sin alder. Selve indretningen af kabinen med 6 separate siddepladser er genial, men på flere områder bl.a. sikkerhed, motorteknik og kvalitet kan Multipla ikke følge med konkurrenterne.  Prismæssigt er Multipla dog meget konkurrencedygtig, og det hænger selvfølgelig også sammen med alderen. Som gulpladebil virker Multipla særdeles attraktiv, da man får 3 siddepladser. Det finder man ikke i andre personbiler. Fiat Multipla diesel van fås fra 174.774,- inkl. moms.