Bilen man bare har lyst til at køre videre i.

Bilmærket Honda har for mig altid stået som noget specielt og eksklusivt, og jeg er sikkert ikke den eneste der har den opfattelse. Og det er sådan set ikke underligt, at man har fået den opfattelse af mærket, da det netop er det Honda gerne vil med Accord’en – bilen er nemlig tænkt som en konkurrent til bl.a. BMW 3-serie og Audi A4. Priserne for en Honda Accord har som regel ligget en smule over de andre ”normale” mellemklasse biler på det danske marked, men kvaliteten, teknikken og udstyret skulle bl.a. kunne retfærdiggøre den højere pris.

Ved introduktionen af den nye Accord fulgte selvfølgelig også en prisstigning - men i forhold til konkurrenternes nye modeller: Mondeo, Avensis, Vectra, Mazda6 og BMW 3-serie, er den nye Accord meget konkurrencedygtig. Prisen for testbilen; en 2 liters med 150 heste og Comfort udstyr ligger på 324.000. En Toyota Avensis 2.0 og Opel Vectra 2.0 ligger begge på samme niveau med pris på henholdsvis 330.000 og 316.000. BMW 318i med 143 heste nærmer sig de 420.000,-.

Den nye Accord er designmæssigt blevet mere strømlinet og fronten har egentligt en del til fælles med Mazda6. De ydre dimensioner er ikke imponerende, hvilket også kan mærkes på kabines størrelse. Specielt på bagsædet er pladsen ikke så god som i fx Toyota Avensis eller Ford Mondeo, men er fuld tilstrækkelig til voksne personer. Pladsen ved forsæderne er lige så god som hos konkurrenterne.

Testbilen var udstyret med en beige kabine, som man lige skulle vænne sig til at sidde i. Men efter en kort tilvænnings periode finder man faktisk ud af, at den farve passer rigtigt godt til bilen. Den lyse farve giver både et indtryk at en venlig og rummelig kabine, og desuden ser det mere eksklusivt ud end en standard grå/sort kabine. Det største minus ved beige er selvfølgelig, at den er meget sart overfor chokoladeis.

Selve kabinen er godt gennemtænkt, og både materialer og samlekvalitet er på et højt kvalitetsniveau. Dette gælder især for placeringen og betjeningen af bl.a. radio og a/c, der er placeret i korrekt højde og med knapper, der er lette at betjene.
   
Udstyret i Accord 2.0 Comfort er stort set komplet mht. til komfort, hvor bl.a. Dual Zone klimaanlæg, fjernbetjentcentrallås, el-ruder og el-spejle, samt ratbetjening af radio er standard. Desværre mangler Accord’en på sikkerhedssiden ESP, som ikke er standardudstyr i denne 2.0 liters version, mens det er efterhånden ved at være standard i mange af konkurrenterne. 6 airbags er standard.

Honda har længe været kendte for deres motorer og gearkasser - og det er ikke uden grund. Motoren i denne bil er en 2.0 liters med 4 cylindre og 16 ventiler. De 150 Hk ydes ved 6.000 o/min og momentet på 190 Nm nås ved 4.500 o/min. Selvom bilen vejer 1.300 kg. giver de 150 Hk nogle pæne præstationer. 0-100 km/t klares på 9,2 sek. og 80-120 km/t er overstået på 6,1 sek.. Hastigheden topper ved 217 km/t. Motoren er utrolig velkørende, omdrejningsvillig, støjsvag og sammen med et gearskifte, der i mine øjne ikke fås bedre, er det en sand fornøjelse at køre bilen.

Undervognen er ganske komfortabel og hælder til den sporty-side, hvilket resten af bilen også lægger op til. Derfor kan det være vanskeligt at forstå, hvorfor man har valgt at montere 15” hjul som standard. Det går ud over både køreegenskaberne og ikke mindst bilens designmæssige linier.

Ligesom med resten af bilen er bagagerummet ikke overvældende stort – og rummer kun 459 liter i for hold til fx. Mondeo (500 liter) eller Avensis (520 liter). Derudover er bagagerummet ikke helt regulært og udstyret med "kuffertknusere" - de er dog skærmet af, så man ikke risikere ødelægge bagagen.

Alt i alt må man sige om en Honda Accord at det ikke er bilen man vælger med hjernen men med hjertet. Den er ikke lige så stor og fleksibel som konkurrenterne -men kvaliteten, teknikken og prisen gør at bilen er utrolig velkørende, attraktiv og eksklusiv.