Vi skal ikke mange år tilbage, før ordene Jaguar og diesel fik tilhængere af det hæderkronede engelske bilmærke til at løbe skrigende bort. Da man så introducerede dieselmotorer i S- og X-Typerne, fik tonen pludselig en helt anden lyd, og i dag kan man kun nikke anerkendende til de velsmurte og kraftige dieselmotorer, der perfekt matcher den afslappende men samtidig momentstærke og lydløse kørsel, der kendetegner Jaguar.

Seneste skud i Jaguars modelrække er den faceliftede XF, der med ganske små optiske ændringer nu fremstår helt perfekt. Selvom jeg sagtens kunne gå i detaljer omkring bilens små ændringer, så vil jeg hellere, i første omgang, kigge nærme på det vi finder under motorhjelmen, nemlig den helt nyudviklede 2,2 liters dieselmotor med 190 hk, som vi også finder i Land Rover Evoque.

Start Your Engines
Motoren har kun fire cylindre, en udvikling vi også ser hos konkurrenterne fra Tyskland. Med de 190 hk og ikke mindste 420 Nm stærke drejningsmoment (450 Nm i overboost, red.) er der masser af power i alle situationer – og sammen med den nyudviklende 8-trins automatiske gearkasse, der leverer gearskift i verdensklasse, er der egentlig ikke noget at kritisere på netop det område. Bedre bliver det, når motorens forbrug bliver bragt på banen. Mere end 18,5 km/l og en CO2-emission på kun 149 g/km er imponerede for en bil af denne størrelse.

Nu skal du ikke gå og tro, at en så økonomisk motor er kedelig og sløv – det burde ydelsen allerede have sendt gode signaler om, at den ikke er. 0-100 km/t er da også overstået på lige over otte sekunder og topfarten er 225 km/t. Selvom de tal er imponerede nok i sig selv, så er det først når du sidder bag rattet og oplever mellemaccelerationerne, at du virkelig forstår, hvor kraftfuld motoren i virkeligheden er.

Bag rattet
Har du kørt Land Rover Evoque, så vil du nikke genkendende til betjeningen af den nye XF – det er nemlig ikke kun motor de to biler deler. Selve midterkonsollen, eller rettere det den indeholder, er 100 % identisk i de to biler – med undtagelse af et lille logo selvfølgelig. Den lækre drejeknap til gearskift, der langsomt og lydløst popper op når bilen starter, samt det smarte og meget brugervenlige multimediesystem er to genialiteter, der giver en sand fornemmelse af luksus. Derudover kan jeg ikke undgå at smile, hver gang jeg starter en XF og ser luftdyserne åbne sig automatisk. Det er små detaljer, men det er cool, og det er sådan noget der giver en sand fornemmelse af eksklusivitet.

Udover at være luksuriøs, så er Jaguar XF så absolut også en af de mest velkørende biler fra det legendariske mærke. Her er tale om en sportslimousine, der på bedste vis kombinere sport og komfort. Du kan vælge at ”glide” rundt i trafikken eller du kan sende klampen i bund og nyde de sportslige gener. Lige meget hvad, så bliver du ikke skuffet.

Nogle journalister mener, at der opstår resonans i kabinen, når man cruiser af sted i 8. gear, fordi motoren spinder ved så lave omdrejninger. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg på intet tidspunkt har oplevet dette, eller det vil sige kun én enkelt gang. Men da var den ene bagrude nogle få millimeter åben.

Konkurrenter
XF befinder sig i en klasse, hvor vi også finder Audi A6 2,0 TDI, BMW 520d og Mercedes-Benz E220 CDI. Her er også tale om tre imponerende dieselbiler, der også på bedste vis kombinere ny dieselteknologi med eksklusive detaljer og formidable køreegenskaber. Ydelsesmæssigt er Jaguar XF den kraftigste, og prismæssigt er den lige i midten – og så besidder den i mine øjne noget, som de tre andre modeller ikke har helt så meget af, nemlig sjæl. Det lyder måske fjollet, men det hænger sammen med det faktum, at XF er en bil folk vender sig efter når de går på gaden. Det er en bil, der udstråler eksklusivitet og pondus og måske ikke fremstår så mainstream som andre modeller har tendens til at gøre.

Personligt har jeg stadig fire år til jeg ramme de fyrre, men jeg skal være ærlig og sige, at XF tiltaler mig på så mange punkter, at jeg i dagens marked nok ville vælge den. Jeg tror ikke, det er fordi jeg er blevet ældre, jeg tror nærmere at det er fordi Jaguar er blevet yngre – hvis det altså giver mening.