Elbilerne lever en omtumlet tilværelse rundt omkring i verden. Mest af alt fordi den viden den enkelte forbruger har omkring elbiler er begrænset og samtidig lider bilerne af en stor mangel, nemlig rækkevidde. Kun amerikanske Tesla har formået at løse problemet med rækkevidden, og tilbyder samtidig gratis strøm til sine kunder. Men, Tesla bilerne koster også en del (indtil en mindre model ser dagens lys i 2017/2018, red.), hvilket giver liv til andre mærker. Små biler fra Peugeot og Mitsubishi virker som halvfærdige produkter, mens Renault, BMW og Nissan leverer biler, der rent faktisk fungerer i hverdagen – hvis du vel og mærke kan holde dig indenfor den begrænsede rækkevidde på omkring 150 km pr. omladning.

Et af de mærker, som vi ikke har hørt så meget til når det drejer sig om el-biler er Mercedes-Benz. Den store bilproducent har holdt sig lidt i baggrunden, med undtagelse af en SLS elbil, som kun var/er forbeholdt meget få mennesker i verden. Men, det skal der laves om på og Mercedes har derfor introduceret deres B-klasse som elbil. Navnet er B-electric drive – og bag det gemmer der sig en helt almindelig B-klasse (rent optisk, red.), som er blevet udstyret med elmotor og batteripakke.

Men, føles det så ikke, som om det er en eksisterende model, man bare har bygget om, kan man så spørge. Nej, det synes jeg faktisk ikke. B-electric drive er helt sin egen. Små designmæssige detaljer får den til at skille sig ud fra en almindelig B-klasse, og bag rattet føles den gennemført og yderst velkørende. Og du bliver bestemt ikke skuffet, hvis du generelt opfatter B-klassen som en praktisk familiebil. Elmotoren i B-electric drive leverer nemlig et maksimalt drejningsmoment på 340 Nm fra 0 o/min, hvilket er nok til at sende den forbi 60 km/t på blot 3,9 sekunder og runde de 100 km/t på 7,9 sekunder. Topfarten er elektronisk begrænset til 160 km/t af hensyn til strømforbruget. El-motorens effekt i antal hestekræfter er 180, som leveres mellem 9.900 o/min og 12.500 o/min.

Mercedes har opgivet en rækkevidde på 200 km, hvilket er ganske optimistisk, ja faktisk umuligt at nå, med mindre du kører på en bane med en fast fart klokket ind på cruise control. Vi testede B-electric under lidt kølige forhold, og her nåede vi aldrig over 100 km på en opladning. Om sommeren vil du med garanti kunne køre længere – men, der er stadig langt op til 200 km.

B-electric drive fås med almindelig 230V mormorstik, hvor det tager cirka 9 timer at lade den fuldt op. Køber du bilen, vil en wallbox være at foretrække. Her er ladetiden godt og vel 2,5 time.

Køreegenskaberne er tæt på at være identiske med en almindelig B-klasse, hvilket betyder, at det faktisk slet ikke er så ringe. Dette hænger sammen med, at batteripakken er placeret i gulvet, hvilket giver et meget lavt tyngdepunkt. Samtidig alle de almindelige fordele fra B-klassen oveni hatten. Her tænker jeg på specielt på de gode pladsforhold.

Noget der nok vil overraske de fleste ved B-electric drive er prisen. Mercedes forlanger 319.900,- for bilen, hvilket må siges at være ok, da du får alle de normale luksusdetaljer fra B-klassen med i købet. Kan du samtidig nøjes med den begrænsede rækkevidde og har brug for den gode plads – ja, så virker det faktisk som en meget fornuftig pris. Så længe, at vores afgiftssystem er sat sammen som det er og med fritagelse af el-biler.

Personligt nåede jeg at blive rigtig glad for den elektriske B-klasse. Accelerationen, kvaliteten, pladsen og den helt støjfrie kørsel. Men, jeg vil aldrig kunne leve med, at jeg hele tiden skal holde øje med, hvornår jeg kører tør for strøm. Der må Mercedes være skarpere og fiske nogle flere km ud af batteriet. Men, mon ikke det er muligt. De har jo et tæt samarbejde med Tesla i forvejen.