Som motorjournalist kan man ikke lade være med at glæde sig lidt ekstra, når kalenderen viser, at næste bil der skal testes og skrives om er en Mini. Og årsagen til dette kan ganske nemt beskrives – nemlig med ordet køreglæde. Mini bilerne er indbegrebet af køreglæde, hvilket afspejler sig i deres design, hvor du har perfekt vægtfordeling, hjulene helt ude i hvert hjørne, et lavt tyngdepunkt og en lav vægt. Samtidig er stort set alle motorer i Mini-programmet fuldt ud tilstrækkelige rent ydelsesmæssigt til at få et stort smil frem på læberne.

Smilet har det dog med at lægge sig en smule, hvis du gerne vil have folk med i bilen, så du kan dele den herlige køreoplevelse med andre. For selvom Minien egentlig har et fornuftigt bagsæde, bilens størrelse taget i betragtning, så er adgangen dertil absolut ikke nem, og får kun smilet frem, hvis dine gæster er af hunkøn og iklædt små shorts (hankøn og stramme jeans til vores kvindelige læsere, red.).

Problemet med afgangsforholdene er kun delvist løst med Mini Clubman, der kun har bagdør i den ene side. Så kan man selvfølgelig vælge Mini Countryman, men så forsvinder hele ”Mini” ideen. Derfor var det med stor glæde, da Mini introducerede denne 5-dørs model. Modellen er hele 16 cm længere end den almindelige Mini og har en forøget akselafstand på 6 cm, hvilket var en nødvendighed for at skabe plads til de ekstra døre og gøre bagsædet yderligere komfortabelt.

Lad os bare slå fast med det samme, at selvom Minien er blevet længere, så har det ikke nogen effekt på føromtalte køreglæde. Den er 100 % intakt. Og den har faktisk fået sig et lille nøk opad takket være en helt nyudviklet 3-cylindret motor på 1,5 liter. Motoren har en maksimal ydelse på 136 hk, som virkelig gør det godt. Ja, jeg burde vel egentlig skrive perfekt, for sådan føles motoren virkelig, når den sættes samme med Minien. Samtidig er gearskiftet fuldstændig på BMW niveau (BMW ejer Mini, red.) og undervognen afstemt til sjov og ballade. Det gør måske ikke Minien til jordens mest komfortable bil, men så absolut heller ikke ulidelig. Overordnet set vil jeg også selv have valgt denne opsætning, hvis det altså havde været op til mig.

Før omtalte motor finder vi i modellen til godt 270.000,-. Desværre har Mini den ulempe, at bilerne ikke ligefrem bugner af udstyr fra fabrikken. Så med lidt basale tilvalg fra listen over ekstraudstyr ender bilen på cirka 340.000,-, hvilket er en pæn sjat. Men, det glemmer man virkelig, når først motoren spiller. De 136 hk sender den lille gokart forbi de 100 km/t på 8,2 sekunder – og den gør det i en lydkulisse, der virkelig igen får smilet frem.

Sammenlignet med første generation af BMW’s Mini biler, så er der sket utrolig meget indendørs. Ved hvert facelift har man lige skruet op for kvaliteten i kabinen, og faktisk er niveauet ganske højt på nuværende tidspunkt. Men, det skal det selvfølgelig også være, når vi taler om en bil i denne prisklasse.

Personligt mener jeg ikke, at Minien har mistet noget ved at få et ekstra sæt døre. I hvert fald ikke i forhold til det den har fået. Den nemmere adgang til bagsæderne er et kæmpe plus, specielt i et land som Danmark, hvor vi har en forkærlighed for små biler, der kører langt på literen.

Samlet set er den nye 5-dørs model en positiv oplevelse. Den nemmere adgang åbner op for en helt ny målgruppe af kunder og den nye 1,5 liters motor fortjener alle de roser den overhovedet kan få. Prisen afholder selvfølgelig en hel del mennesker fra at købe en Mini – ligesom det også er tilfældet med andre små biler fra de tyske luksusmærker. Man kan forsvare det med, at det naturligvis bevarer en hvis eksklusivitet omkring mærket. Et eller andet sted er det bare synd, da alle simpelthen burde opleve glæden ved at sidde bag rattet i en Mini.