Audi er klar med en ny udgave af deres topmodel indenfor SUV segmentet, Q7. Øverste chef for Audis tekniske udvikling, Prof. Dr. Ulrich Hackenberg, fortæller om den nye kreation: "Den nye Audi Q7 er et statement for vores kompetencer: Med en vægt, der er reduceret med 325 kg, sætter den standarden blandt konkurrenterne. Den er ca. 26 % mere effektiv og har de nyeste assistentsystemer, infotainmentkomponenter og connect-features ombord."

Audi Q7 er med en egenvægt på 1.995 kg (3,0 TDI) den letteste i klassen for store SUV’er. Faktisk vejer den 325 kg mindre i forhold til sin forgænger. Og med et letvægtskarrosseri i multimaterialekonstruktion og en grundlæggende ny undervogn bliver den ifølge Audi mere komfortabel, samtidig med at den byder på de typiske præstationer fra en sportslig Audi – endda med fremragende CO2-tal. Audis ingeniører har formået at sænke brændstofforbruget for Q7 med op til henholdsvis 28 % (TFSI) og 23 % (TDI).

Motorerne leverer nye toppræstationer i segmentet for store SUV'er med firehjulstræk: 3,0 TDI med 272 hk og 3,0 TFSI med 333 hk accelererer den nye Audi Q7 fra 0 til 100 km/t på 6,1 sek. (TFSI) og 6,3 sek. (TDI). V6-dieselmotoren kører imponerende 17,5 km/l ved blandet kørsel (149 g CO2 pr. km).

MMI systemet i den nye Audi Q7 sætter ifølge Audi også nye standarder inden for betjeningskonceptet, infotainment, connectivity og førerassistentsystemerne. Anden generation af den modulopbyggede infotainmentplatform er også ombord, og det samme gælder Audi virtual cockpit. Den nye MMI all-in-touch-betjeningsenhed med stor touchpad gør betjeningen legende let. Af andre attraktive innovationer kan nævnes de udvidede tjenester fra Audi connect, Audi tablet til bagsædepassagererne og to sound-systemer med 3D-lyd. En anden nyhed er smartphone-integration af Google Android Auto og Apple Carplay. Den nye Audi Q7 kan som en af de første biler i verden fås med disse funktioner.

Audi Q7 e-tron quattro, som kommer på markedet lidt senere end de normale modeller, er den første plug-in-hybrid med dieselmotor fra Audi. Den har en imponerende ydelse på hele 373 hk og et drejningsmoment på 700 Nm, og er samtidig den verdens første diesel-plug-in-hybrid med quattro i premium-SUV-segmentet. Dens forbrug ligger på ganske imponerende 58,8 km/l (mindre end 50 g CO2 pr. km), og en komplet opladning af batteriet giver en rækkevidde på 56 km.

 

Prismæssigt ved vi ikke noget om Q7 endnu. Men, vi forventer en lille prisstigning i forhold til den nuværende modelrække.