Peugeot har netop offentliggjort de første fotos af sin helt nye model: Peugeot 4007. Med 4007 gør Peugeot sin entré på 4x4 SUV området, og navnet ”4007” med de to nuller i midten indikerer, at her er tale om en helt ny model og en spændende udvidelse af det eksisterende modelprogram.

Peugeot 4007 er 4,64 m lang og udstyret med en HDi motor med partikelfilter (FAP). Den er resultatet af et frugtbart samarbejde mellem Mitsubishi Motors Corporation og PSA Peugeot Citroën, og den forventede introduktion på det danske marked finder sted i efteråret 2007.

Peugeot sætter sit aftryk på SUV-segmentet

Peugeot 4007 er tro mod mærkets fire kerneværdier: sikkerhed, dynamik, design og innovation. Den sporty og katteagtige front med de smalle forlygter og det imponerende åbne kølergitter er udviklet i Peugeots Design Center og viser med al tydelighed slægtskabet til det øvrige modelprogram. Taglinjen giver en aerodynamisk profil, som fremhæver bagendens moderne snit, mens de store hjulkasser og den forhøjede frihøjde understreger 4007´erns kraftfulde udseende.Også den fleksible kabine har været i Peugeots hænder. Designerne har bl.a. arbejdet meget med materialerne på instrumentbrættet og dørpanelerne for at leve op til de europæiske kunders forventninger.

Miljøvenlig HDi motor under hjelmen

Peugeot fortsætter den velkendte grønne linje og har valgt at udstyre 4007-serien med en nyudviklet Common Rail HDi motor med et partikelfilter, der er baseret på additiv-teknologien. Motoren har direkte indsprøjtning og en cylindervolumen på 2,2 liter. Den yder 156 hk, har et drejningsmoment på hele 380 Nm og kan som alle Peugeots HDi modeller køre på biodiesel med helt op til 30 % planteolie.

Den nye motor er udviklet med fokus på både miljøet og køreoplevelsen. Dens brændstoføkonomi og CO2 udledningen er blandt de bedste i klassen, men samtidig bliver motorens egenskaber udnyttet optimalt af en 6-trins manuel gearkasse, hvilket sikrer både smidighed og køreglæde.

Fokus på vejgreb

De fire drivhjul er elektronisk styrede, hvilket giver et gennemført vejgreb, og samtidig er de elementære dele som styring, bagtøj, undervogn, bremser og dæk blevet tilpassede for at sikre maksimal udnyttelse.I lighed med alle Peugeot-modeller tilbyder Peugeot 4007 både sikkerhed og dynamiske køreegenskaber.

Det voksende SUV-segment

Udviklingen af 4007 er en del af Peugeots langsigtede strategi om at udvikle og tilpasse modelprogrammet til at efterkomme ønskerne fra en stadig bredere kundekreds, og Peugeot har således et stærkt kort på hånden på det voksende marked for firehjulsdrevne SUV-modeller.Den stigende interesse for firehjulstrukne SUV-modeller har også påvirket det danske marked, hvor firehjulstrækkere på gule plader p.t. udgør hele 23 % af det samlede varebilsmarked, mens salget af SUV´ere på personbilsmarkedet er fordoblet til 4 % i forhold til sidste år.