Den kommende Sport Utility Vechicle (SUV) fra Audi får navnet Q7. Dette blev afsløret af bestyrelsesformand hos AUDI AG, Dr. Martin Winterkorn, under pressemødet på Paris Motor Show. Bogstavet Q karakteriserer en ny type familie hos Audi, på linie med A, S og RS. 7-tallet indikerer, at Q7 er positioneret mellem A6 og A8.

Den serieproducerede version er baseret på konceptbilen Pikes Peak, som blev præsenteret på Detroit Motor Show i 2003. Ligesom konceptbilen vil den 5-dørs Audi Q7, med mulighed for syv sæder, kombinere kvaliteter som gode off-road egenskaber med dynamik og komfort, som kendetegner Audis højtydende sportslige limousiner.

Audi Q7 får sin debut på det danske marked i starten af 2006.