Saab 9-7X: Ny sporty model til det amerikanske marked

Saab 9-7X, der blev præsenteret på den internationale biludstilling i New York, er først og fremmest beregnet til det amerikanske og canadiske marked, hvor den markedsføres til priser mellem $37.000 og $45.000. Produktionen begynder i januar 2005 på GM’s samlefabrik i Ohio.

Møntet på det amerikanske marked har Saab konstrueret den nye model med ”europæiske” køreegenskaber, men med luksusudstyr som læderpolstring og et formidabelt radiosystem, sådan som amerikanerne kan lide det.

Man kan vælge mellem en 5,3-liter V8-motor på 300 hk og en 4,2-liter sekscylindret rækkemotor på 275 hk.

I begge tilfælde er der en elektronisk styret automatgearkasse og firehjulstræk, der automatisk kobles til, når betingelserne kræver det. Ved baghjulstrækket er der spærredifferentiale. Typisk for Saab har den letmetalfælge i sølvgråt, det sikrer altså både lav vægt og beskytter mod korrosion.

Set ude fra genkender man Saabs karakteristiske frontgrill og de bagerste sideruder, der tilsyneladende bøjer rundt om D-stolpen. Saab 9-7X har en meget ren profil uden fremstående stødfangere, og sidelister leveres kun som ekstraudstyr. Bag klart lygteglas er der i hver side tre separate lygter til nær- og fjernlys samt positions/blinklys. Lygtevaskerne popper op, når de er i brug, men er ellers gemt under et dæksel.

Typisk Saab i det indre

I interiøret genkender man Saab på instrumenter og kontrolgreb, der er vendt lidt ind mod føreren. Der er masser af plads til fører og passagerer, og der er rigelig bagageplads. Med anden sæderække i normal stilling er der 1.161 liter, og med kun forsæderne i stilling er der 2.268 liter til rådighed. Et 60/40 splitbagsæde er standard, og det samme gælder en trækkrogholder under et dæksel.

Med V8-motoren er den tilladte trailervægt 2.900 kilo.

Det er førerens bil

Saab 9-7X har køreegenskaber, der gennem førerens gode føling med bilen giver den absolutte køreglæde. Forhjulene er ophængt i dobbelte triangelarme med skruefjedre og en krængningsstabilisator, der er medvirkende til at give bilen god sidevindstabilitet.

Baghjulene er ophængt i en stiv bagaksel kontrolleret af fem føringsarme og affjedret af elektronisk styrede luftfjedre, der holder bagvognen i ensartet niveau uanset vægtbelastning af personer og bagage.

En kompressor er monteret på chassiset, og trykket i luftaffjedringen kontrolleres konstant elektronisk, hvilket også giver konstant lygteindstilling uanset vægtbelasting. Dunlop har udviklet specielle helårsdæk P255/55R18, og der er ventilerede skivebremser på alle hjul.

Dækkene har et godt greb på vejen, hvilket fremgår af bremselængderne på 44 m fra 100 km/t og 54,3 m fra 113 km/t - ensbetydende med at op til 92,2 procent af bilens vægt kan overføres til bremsekræfter. Styretøjet har en udveksling på 18,5:1 med 3½ ratomdrejning fra stop til stop.

Under det læderbetrukne sportsrat er der som sædvanlig to stilkkontakter med viskerfunktioner i den højre. Instrumenterne har grøn belysning med lysdioder. Fra Saab 9-5-modellerne genkender man kopholderne, der er skjult i instrumentpanelet. Ved et let tryk popper de ud i lodret stilling, og med en fjederdæmpet bevægelse drejer de sig til normalstillingen. I midterkonsollen er der desuden en kopholder af konventionel udformning.

Radio med ratbetjening

Det omfattende radioanlæg dirigeres med trykknapper i rattets øverste eger. Knapper til betjening af førerinformationer er sammen med havariblinkets kontakt anbragt på instrumentbordet. Blandt de mangfoldige standardudstyr er de læderbetrukne forsæder med el-opvarmning, seksvejs el-indstilling og el-indstilling af både ryglænshældning og lændestøtte.

To kraftige motorer

Der kan vælges mellem to motortyper, begge i letmetal. En 5,3-liter V8-motor på 224 kW/300 hk med et drejningsmoment på 447 Nm ved 4000 omdrejninger i minuttet, kompressionsforholdet er 9,9:1, og bankesensorer sikrer fejlfri motorgang i kraftig hede og/eller benzin med lavt oktantal.

Den anden motor er en sekscylindret rækkemotor på 4,2 liter, der udvikler 205 kW/275 hk ved 6000 omdrejninger i minuttet med et maksimalt drejningsmoment på 372 Nm ved 3600 o/min. men med 90% af dette moment allerede ved 1200 o/min. Begge motorer har en speciel udformning af firehjulstrækket, idet differentialeakslen går gennem en indstøbt kanal i bundkarret i stedet for som sædvanlig at gå under bundkarret, hvilket medfører at motoren må løftes. Med denne ”pan-Axle”-konstruktion kan motoren indbygges i normal højde – lav motorhjelm giver bedre udsyn – og desuden får man størst mulig frigang under bilen. I tilgift bliver transmissionsstøjen isoleret fra kabinen, da fordelerdifferentialet er boltet til bundkarret og ikke til chassiset.

Begge motorer har et system, der forhindrer starteren i at fungere, hvis motoren allerede er i gang. Den sekscylindrede har desuden variabel timing af udblæsningsventilen, elektronisk kontrol af spjældet og spoler direkte til tændrøret.

Uanset motortype har den nye Saab 9-7X en firetrins elektronisk styret ”HydraMatic”-transmission med automatisk overgear og låsning med en kobling af momentomformeren.

Uanset valg af motor er tophastigheden 191 km/t. Accelerationen 0-60 mph (96,5 km/t) er 8,9 sekunder for den sekscylindrede og 7,8 sekund for V8. Vendediameter mellem kantsten er 11,5 meter, og benzintanken rummer 83 liter.

Sikker og komfortabel

Saab 9-7X er både sikker og komfortabel. Ved forsæderne er der 2-trins airbags, der blæses op i forhold til kollisionens sværhedsgrad. I den højre forstol er indbygget en føler, der aflæser, om sædet er besat – og er det tomt blæses airbag’en ikke op. Desuden er der gardinairbags og sensorer til konstatering af, om bilen ruller rundt, hvilket det centrale styringssystem reagerer på. Selvfølgelig er der ved forsædernes seler selestrammere med kraftbegrænsere og advarsel mod ikke spændte seler.

Under speedometeret sidder et display, der kan give føreren mange forskellige oplysninger – tilmed på engelsk, fransk eller spansk. Blandt de faste oplysninger er oliestand, oliekvalitet baseret på kørestrækning og – betingelser, åbne døre eller bagklap, advarsler for lavt niveau i batteriet, lav udetemperatur og åbent tankdæksel. Desuden oplysning om benzinstand, gennemsnitsforbrug, øjeblikkeligt forbrug, dobbelte triptællere og køretid.

Mange servicefunktioner

Der er hukommelsesfunktion for sædeindstilling, sidespejle, radiostationer, klimaanlæg, og dertil kommer forskellige selvvalgte funktioner som automatisk dørlåsning, når hastigheden overstiger 15 km/t, automatisk dørlåsning når tændingsnøglen tages ud enten af samtlige døre, førerdøren eller slet ikke. Forlygterne kan sættes til at brænde i 220 sekunder efter bilen er blevet låst. Kaldet follow-me-home lys.

Med til komforten hører også lydsvag kørsel. For i usædvanlig grad at opnå dette er der brugt specielt lamineret glas til vindspejlet og ruderne i fordørene, speciel tætning ved døre og ruder til undertrykkelse af vindstøj, dørmåtterne er udformet som både lysbarriere og lyddæmper, og der er benyttet mange forskellige lydisolerende materialer i døre, stolper og paneler.

En markedsundersøgelse har vist, at 39 procent af Saabs amerikanske kunder også har en SUV i husholdningen. Desuden har det vist sig, at 30 procent af de kunder, der har forladt Saab, i stedet har købt en firedørs SUV. Med Saab 9-7X er der kommet et stærkt våben til at ændre disse forhold, så flere SUV-biler kommer til at bære et Saab-emblem.