Selvom alle nye biler adskiller sig fra hinanden rent optisk, så kan man ved mange af modellerne godt undre sig over, at de enkelte mærker ikke gør lidt mere for at skille sig ud. Derfor var det også spændende, da Seat introducerede deres lille ny for verdenspressen. Modellen hedder Altea og skiller sig bestemt ud fra mængden, når snakken falder på design. Linierne er smukke og stilfulde og Altea er et perfekt eksempel på, at designerne kan så meget mere end det vi ser til hverdag. Men, når modellerne skal bygges, vælger man alligevel det sikre alternativ – den dæmpede version.

Selvom Altea i virkeligheden er en mini MPV, så har Seat valgt deres helt egen betegnelse, nemlig MSV, som står for Multi Sport Vehicle.

Motorerne
Når nu Altea ser så godt ud, er det bestemt spændende, hvad man har valgt at udstyre bilen med rent motormæssigt. Festen begynder med en 1,6 liters benzinmotor med 102 hk og slutter med en lækker 2,0 liters FSI motor med 150 hk. Begge er motorer vi kender på forhånd fra VW koncernens motorprogram.

Udover de to benzinmotorer, har også to dieselmaskiner fundet vej til motorrummet. Den mindste er en 1,9 liters TDI motor med 105 hk, mens den anden er en 2,0 liters TDI motor med hele 140 hk. Det var præcis denne motor, som havde fundet vej til vores testbil.

DSG
Motoren er en lille perle i sig selv. Med 320 Nm i moment allerede ved 1.750 o/min, er der konstant overskud i alle situationer. 0-100 km/t er samtidig overstået på blot 9,8 sekunder, hvilket giver lidt fornemmelse af GTi, når man sidder bag rattet. Samtidig var vores testbil udstyret med det lækre DSG gearskifte, som vi også kender fra Audi, hvilket gjorde acceleration til en sand fornøjelse og fjernede alt tvivl om at dieselbiler kun er hurtige i mellemaccelerationerne.


Det skal dog siges, at når bilen var kold og man satte i gang, kunne alm. acceleration godt virke lidt kænguru-agtigt. Som om at bilen ikke helt vidste, hvor den skulle placerer sig rent gear og omdrejningsmæssigt. Problemet forsvandt så snart at der kom lidt varme i motoren. Men det ændre jo bestemt ikke på at det er ganske irriterende.

Rent praktisk
Med en længde på 428 cm er Altea forholdsvis lang af en mini MPV at være. Længden giver ganske gode pladsforhold på bagsædet og efterlader samtidig mulighed for at fylde 409 liter bagage ind bag bagsmækken.
På forsædet er pladsen også ganske glimrende og de forskellige kontakter er samtidig placeret, så det meste er nemt at komme til. Materialerne er gode og efterlader et rigtig godt indtryk. Samtidig er natkørsel i bilen en sand fornøjelse, da instrumenterne lyser op i en behagelig rød farve, samtidig med at midterkonsollen og gearstangen er oplyst af to røde dioder, der sidder oppe ved bakspejlet. En glimrende detalje, som vi også kender fra luksusmærker som BMW og Audi.

Overall
Altea bliver bygget i Spanien under mottoet, ”Tysk kvalitet, spansk temperament.” Jeg kan ikke helt undgå at trække lidt på smilebåndet, når jeg læser dette – for det er præcis den følelse jeg sad tilbage med, efter at have tilbagelagt mere end 1.300 km i bilen. Alt virker som det skal og kvaliteten er god. Bilen er med den kraftige dieselmotor og det vidunderlige DSG gear en rigtig hurtig fætter, der nok kunne sætte en del ”Brian’er” på plads, hvis det skulle være tilfældet.

Men, hvad skal man så betale for en bil, der ser godt ud, har en lækker motor og et dejligt gearskifte? Ja, priserne starter ved 235.000,- kroner for den billigste model (1,6) og stopper  omkring de 400.000,- kroner for topmodellen. Kigger man markedet rundt, virker dette nu ganske acceptabelt, hvis man kan sige sådan om en bilpris i dagens Danmark.
Hvis du derfor går og overvejer en mini MPV af de store, så kig lige forbi Seat inden du skriver under hos konkurrenten.

Altea fås også som varebil på gule nummerplader – hvilket gør bilen ekstra interessant for det danske marked.