En bil, der er så god og så smuk at den burde skamme sig. Sådan siger Skoda selv i diverse reklamer for den nye Octavia. Nogen vil måske rynke lidt på næsen og sige at Skoda har fået storhedsvanvid og vist hellere må dæmpe sig lidt. Sådan er vi ikke her på redaktionen – vi valgte at teste Skodas påstand i stedet for.

Til testen faldt vores valg på den 1,9 liters TDi motor med 105 hk. Bilen var udstyret med Elegance-pakken, hvilket er højeste udstyrsniveau for Octavia-modellen. Samtidig havde Skodas eget navigationsudstyr fundet vej frem til listen over ekstraudstyr, hvilket bestemt er et stort og velfungerende plus.

Motoren, undervognen og gearkassen
Den 105 hk pumpedyse motor er et utroligt positivt bekendtskab. Den byder på masser af overskud og virker meget kraftigere end de tørre tal fortæller. Momentet på 250 Nm. indfinder sig allerede ved 1.900 o/min og gør turene på lande- og motorvej til en ren luksus. Men, selvom det er en diesel, så opfører den sig faktisk meget lig en benzinmotor, når først turen går forbi de kringlede landeveje. I et glimrende samarbejde med den lækre undervogn, den 5-trins gearkasse og den elektromekaniske servostyring, lever Skoda Octavia 1,9 TDi indtil videre, fuldt ud op til reklamerne.
Umiddelbart vil man nok sige at en 5-trins gearkasse er lige i underkanten – specielt til en dieselbil. Men, dette er ikke tilfældet. Gearingen er så godt tilpasset, at man ikke føler at det 6. gear mangler.

Kabinen og bagagepladsen
Et kritikpunkt ved den tidligere Octavia-model var bestemt bagsædepladsen. Men, denne gang er det lykkedes Skoda at skabe et bagsæde, hvor støtten til benene er rigtig god og pladsen til knæ og fødder er yderst acceptabel. Et klart bevis på at man virkelig har lyttet til den kritik man har fået.
Resten af kabinen følger trop og under kørsel føler man sig rigtig godt tilpas i de gode sæder. Det er nemt at finde en god kørestilling og lange ture er ikke noget problem.

Finishen i kabinen er ikke på VW niveau – den er over. Ja, man føler helt at VW skyder sig selv i foden, ved at skabe en bil som Octavia, der på så mange punkter er foran VW’s egne biler.

Et andet punkt, hvor Octavia slår alle af pinden er bagagepladsen. 560 liter er der blevet plads til, hvilket er mere end alle konkurrenterne, samt hvad de fleste biler der befinder sig en eller to klasser over Octavia kan præsterer. Dette er rent ud sagt imponerende. Samtidig har man fortsat de smarte kroge i bagagerummet, så man kan sikre indkøbsposer og varer mod at rulle frit rundt i bagagerummet. En god og brugbar detalje, som vi gerne så i flere biler.

Designet
Skoda påstår selv at Octavia burde skamme sig over at se så godt ud. Denne påstand er måske lige i overkanten – men man kan ikke løbe fra at Octavia er en utrolig flot designet model, der ganske som sin storebror Superb har noget majestætisk over sig.

Priserne
Med priser der starter omkring  225.000,- kroner, må Skoda siges at stå utroligt stærkt på markedet. Udvalget af motorer er meget bredt og begynder med en 1,6 liters benzinmotor og slutter med den kraftige 2 liters diesel med 140 hk. Midt imellem finder vi en bredt udvalg, her iblandt den lækre 1,6 liters FSI motor med115 hk. Vi glæder os meget til en kommende RS udgave, som formentlig vil blive udstyret med den velkendte 1,8 liters turbomotor med 180 hk. Måske er vi så heldige at en modificeret udgave med 200 hk finder vej til motorrummet – vi kan kun håbe.

Konklusion
Umiddelbart har jeg svært ved at finde fejl eller mangler ved den nye Octavia. Bilen leverer en køreoplevelse ud over det sædvanlige og den 1,9 liters dieselmotor er en fryd at køre. Kabinen byder på en lækker samlekvalitet og rigtig gode sæder med god støtte over alt. Designet på bilen er formidabelt og viser at Skoda kan nogle tricks på tegnebordet. Og da man samtidig har fjernet det minus, der hed manglende bagsædeplads, rykker Octavia helt frem og sætter standarden på utroligt mange områder. Det er nemlig lykkedes Skoda at lave en bil, hvor jeg ikke umiddelbart kan finde noget at kritiserer. Det kommer måske når en anden motorversion bliver testet – men lige nu får Octavia topkarakter.