100 kilometer på batteri og Flexifuel som backup

Volvo ReCharge Concept debuterer i en specielt udviklet Volvo C30 på Biludstillingen i Frankfurt. Der er tale om en elektrisk hybridbil med elektriske hjulmotorer og batterier, som kan genoplades i en almindelig stikkontakt.

Da motoren kan genoplades, kan bilen køre omkring 100 kilometer på batteriet alene, inden bilens firecylindrede Flexifuel motor er nødvendig for at drive bilen og oplade batteriet.

"Der er brug for et vist antal elektriske køretøjer, hvis vi skal klare fremtidens krav til CO2 udledninger. Eftersom Volvo ReCharge Concept kombinerer fremragende batteri-rækkevidde med en back-up forbrændingsmotor, er det et særdeles interessant koncept," siger Magnus Jonsson, direktør i Volvo Cars' udviklingsafdeling.
ReCharge konceptet er udviklet i Volvo Monitoring and Concept Center (VMCC), som er Volvo Car Corporation's tænketank i Camarillo, Californien.

"Det er en banebrydende nyhed til bæredygtig transport. En person, der kører under 100 kilometer om dagen, behøver stort set aldrig at frekventere en tankstation. I USA gælder det for næsten 80 procent af de kørende," siger Magnus Jonsson.

Da rækkevidden på el-drift er fremragende, er systemet set fra et brændstoføkonomisk synspunkt særdeles gavnlig for bilejerens tegnebog.

Hvis man alene anvender elmotoren, forventes driftsomkostningerne at være omkring 80 procent lavere end i en tilsvarende benzindrevet bil. "Hvis den køres efter forskrifterne, har denne elektrisk drevne hybridbil omkring 66 procent lavere CO2 udledninger end de bedste hybridbiler på markedet i dag. Udledningerne kan blive endnu lavere, hvis det meste af strømforsyningen stammer fra CO2-venlige kilder såsom biogas, vandkraft og atomkraft," siger Magnus Jonsson.

En elektrisk motor til hvert hjul
Volvo ReCharge Concept kombinerer en række af de nyeste teknologiske opfindelser i en såkaldt "seriehybrid", hvor der ikke er forbindelse med motor og hjul.
• Batteripakken, der er installeret i bagagerummet, anvender lithium-polymer batteriteknologi. Batterierne forventes at have en længere levetid end bilen selv.
• Fire elektriske motorer, en til hvert hjul, leverer uafhængig trækkraft.
• Firecylindret, 1,6 liter Flexifuel motor driver en avanceret generator, som på en effektiv måde driver hjulenes motorer, når der ikke er mere batterikraft.

Elektrisk bil med forbrændingsmotor som back-up
I princippet er Volvo ReCharge Concept en batteridrevet el-bil med en effektiv generator, en såkaldt Auxiliary Power Unik (APU), som træder til, når batteriet ikke længere kan klare passende ydelse.

APU er udviklet til at fordele elkraft til hjulenes individuelle motorer. Eftersom forbrændingsmotoren kun driver APU-systemet, kan den fungere optimalt, både hvad angår udstødning og CO2.

APU er kraftig nok til at forsyne en hel villa med elektricitet. F.eks. kan systemet med mindre ændringer i princippet fungerer som el-generator lige for døren, hvis der skulle opstå en strømafbrydelse.

Føreren kan selv vælge
Forbrændingsmotoren starter automatisk, når 70 procent af batterikraften er brugt. Men føreren kan også vælge at kontrollere den firecylindrede Flexifuel motor manuelt ved hjælp af en kontakt på instrumentpanelet. Det gør det muligt for føreren at starte motoren tidligere for at maksimere batteriopladningen, f.eks. uden for byområder, så batterikapaciteten spares til næste by.

"Der er væsentlig forskel på vores såkaldte "plug-in" hybrid og dagens hybridbiler. Sidstnævnte anvender kun batteriet i korte perioder til at supplere forbrændingsmotoren. Vores løsning er
udviklet, så man kan køre på el-kraft hele tiden og samtidig have  den ekstra sikkerhed, det er at have en forbrændingsmotor i baghånden," siger Ichiro Sugioka, projektleder for Volvo ReCharge Concept. Han tilføjer: "Endvidere bevarer vores C30 med plug-in hybridteknologi sine livlige og sportslige køreegenskaber. Acceleration fra 0 til 100 km/t tager kun ni sekunder og topfarten er 160 km/timen".

Bæredygtig løsning til pendlere
Volvo ReCharge Concept er bedst egnet til bilister, som kører begrænsede afstande hver dag. F.eks. kan en pendler, som tilbagelægger under 100 kilometer mellem hjem og arbejdsplads, dække hele turen på el-kraft alene.

"Det eneste, der kræves, er, at bilens ejer har adgang til en stikkontakt, f.eks. hjemme eller på arbejdspladsen. En fuld opladning tager tre timer. Men en én-times lynopladning alene giver energi nok til at køre omkring 50 kilometer," siger Magnus Jonsson.