Igennem en årrække har de uafhængige motorjournalister fra 1stMediaBank og Biltorvet.dk afholdt kåringen af Årets 4x4 i Danmark. Hvert eneste år har vi startet ud med at fortælle, at firehjulstrækkerne ikke får så stor opmærksomhed, som de almindelige personbiler. Men i år ser det unægtelig noget anderledes ud, for aldrig har 4x4 bilerne fået så meget opmærksomhed i pressen som nu. Det er selvfølgelig den megen fokus på registreringsafgiften, gule nummerplader og ikke mindst miljøet, der har bragt de store biler i fokus – tre faktorer som vi naturligvis også har med i vores vurdering, når vi følger traditionen og kårer ÅRETS 4X4 I DANMARK 2007.

Deltagerfeltet var i år mere omfattende end tidligere. Alle de producenter, der mente, at de havde en reel chance for at tage titlen, var dukket op med deres biler. Dommerpanelet skulle derfor tage stilling til, om vinderen i år skulle komme fra Jeep, Mercedes-Benz, Land Rover, Mazda, Suzuki eller KIA.

Igen i år blev bilerne vurderet ud fra deres evner indenfor terrænkørsel i mudder, sand og skov. Dernæst vil bilens evner på asfalt få betydning, samtidig med at den samlede økonomiske faktor, herunder brændstoføkonomi, pris, værditab etc. medregnes. Da alle disse faktorer var taget betragtning, kunne vinderen findes.

Der var mange overraskelser for dommerpanelet, både gode og dårlige. Imponerende var det at se en pick-up som Mazda BT-50, der virkelig var i sit es i terrænet. Lækkert var det også at se, at Jeep Wrangler virkelig er tilbage i stor stil med en bil, der imponerer både i og udenfor terrænet. De store kæmper fra Ranger Rover og Mercedes-Benz var ligeså imponerende under kørslen, som i deres fremtoning, og den nyeste udgave af KIA Sorento viste, at koreaneren kan mere end at holde en god pris og se godt ud i bybilledet. Den yderst populære Suzuki Grand Vitara kæmpede hårdt for at overbevise dommerne om, at titlen som den mest solgte 4x4 i Danmark hang sammen med titlen som den bedste 4x4 – og grønskollingen Jeep Compass var lige så opsat på at vise, at frihøjde og reduktionsgear ikke er altafgørende, når bakker og mudder skal forceres.

Samlet set var der dog én bil, der skilte sig ud fra mængden, når alle ovenstående faktorer blev medregnet, og den kom fra engelske Land Rover. Med sin elegance, smarte design, suveræne teknik, imponerende køreegenskaber og fornuftige samlede økonomi, kunne dommerpanelet ikke andet end at tildele titlen som ÅRETS 4X4 I DANMARK 2007 til: Land Rover Freelander 2. Tillykke til Land Rover!