Årets Motor 2003

Mazda´s nye rotationsmotor kåret til Årets motor 2003.

Motoren i den nye Mazda RX-8 er blevet kåret til Årets Motor 2003 og har dermed opnået en af bilverdenens mest eftertragtede hædersbevisninger. Bag kåringen står bladet Engine Technology International og et panel bestående af 50 motorjournalister fra 22 forskellige lande. Bladet kårer hvert år de bedste motorer i 11 forskellige kategorier for derefter at kåre en samlet vinder. Vinderen i år blev Mazda´s nye rotationsmotor med navnet RENESIS, der også vandt i kategorierne "Bedste nye motor" og "Bedste motor mellem 2,5 og 3,0 liter".

Panelet har bedømt motorerne i de nyeste biler ud fra en række kriterier som præstationer, økonomi, gangkultur, støjniveau samt anvendelsen af ny, avanceret teknologi. RENESIS-motoren blev en overlegen vinder, idet hele 44 af de 50 jury-medlemmer valgte den som vinder foran Volkswagens V10 TDI-motor og BMW´s M3-motor.

En anderledes motor
Rotationsmotoren i Mazda RX-8 er konstruktionsmæssigt meget forskellig fra alle andre motorer på markedet. Motortypen kendes i Danmark bedst under navnet Wankel-motor – opkaldt efter den tyske ingeniør Felix Wankel. Den udmærker sig først og fremmest ved at være meget kompakt og ved at bestå af meget få bevægelige dele i forhold til en konventionel stempelmotor. Fordelene ved rotationsprincippet er blandt andet en meget lav vægt og en vibrationsfri, støjsvag motorgang. Rotationsmotoren er desuden meget omdrejningsvillig og har en flad momentkurve.

Mazda har efterhånden mange års erfaring med rotationsmotoren, idet den første model, Mazda Cosmo Sport, blev introduceret i 1967. Til dato har Mazda produceret mere end 1,8 millioner biler med rotationsmotor. Mest kendt i Danmark er sportsvognen Mazda RX-7. I 1991 vandt Mazda det legendariske 24-timers løb i Le Mans med en prototype ligeledes udstyret med rotationsmotor.

Mazda RX-8, der er udstyret med den nyeste generation af rotationsmotoren, er allerede lanceret med stor succes i Japan og lanceres i Europa senere i år.