Den nye Audi A3 Sportback skiller sig rent designmæssigt betydeligt ud fra forgængeren, ved bl.a. at være mere markant i sine linjer. Lygterne er smallere, bilen er lavere, og de mange små detaljer rundt omkring på bilen er designet med klar inspiration fra sportsvogne i en helt anden prisklasse.

Interiør i særklasse
Det er ikke bare udvendigt, at A3 Sportback adskiller sig fra tidligere modeller. Indvendigt er kabinen hævet endnu en klasse, og alt fremstår luksuriøst og gennemtænkt. Alle knapper har et helt specielt ”touch”, som man kun finder hos Audi. En rigtig lækker detalje er de smukke ventilationsdyser, der er designet med inspiration fra flyindustrien. Værd at fremhæve er også sæderne, der yder en formidabel støtte, selv på længere strækninger, og så selvfølgelig MMI-systemet, hvor den meget tynde LCD-skærm dukker op af instrumentpanelet når bilen startes. Systemet er nemt at bruge, og du vænner der meget hurtigt til knappernes placering i midterkonsollen, så du uden problemer kan betjene systemet uden at kigge ned.

CoD - Innovativ motorteknologi
Men, selv om designet er fedt, og detaljerne i kabinen er gennemtænkte og innovative, så er der én ting der overskygger alt ved netop vores testbil, og det finder vi i motorrummet. Modellen vi tester er nemlig en 1,4 TFSI med CoD-funktion. CoD står for Cylinder on Demand, og er nyeste skridt fra Audi når det drejer sig om brændstofbesparelse. Kort fortalt, så er motoren bygget sådan op, at den bruger alle fire cylindre ved normal kørsel – men, lige så snart motoren skal ”slappe af”, så går den ned på to cylindre og sparer derved brændstof. En teknologi der har været kendt og brugt i mange år, men aldrig rigtig i så forfinet og så omfattende stil.

CoD fungerer virkelig godt, og ved normalt brug mærker du på ingen måde, at bilen pludselig skifter fra fire til to cylindre. Med mindre man er lidt fintfølende og virkelig lytter og føler godt efter. Det er nemlig muligt at mærke på bilen, når den skifter mellem antallet af cylindre. Det sker bl.a. ved lande- og motorvejskørsel, hvor en svag lyd og den generelle motorvibration i rattet ændres. Det er sjovt at mærke, hvordan vibrationen lige ændrer karakter, når der skiftes til to cylindre. Men, man skal som sagt være lidt fintfølende for at mærke det.

Fintfølende skal man også være på speederen, hvis man ikke vil have en hilsen fra justitsministeren i sin postkasse. Den 140 hk TFSI-motor er nemlig ikke bare kvik, den er ekstremt kvik. Og da den samtidig er stort set lydløs, selv ved høje hastigheder, så kan man meget nemt komme til at køre for stærkt. Og da vores testbil ikke var udstyret med cruise control, så var det med at holde godt øje med speedometeret ved motorvejskørsel.

At A3 Sportback 1,4 TFSI CoD er kvik, ses bl.a. på præstationerne, hvor 0-100 km/t er overstået på 8,4 sekunder og topfarten er 213 km/t. Men, på trods af de kvikke præstationer, så har bilen energibogstavet A+ og kører 20,8 km/l i gennemsnit, samtidig med at CO2-emissionen kun er 112 g/km. Dette giver en årlig grøn afgift på sølle 580 kroner.

På vejen er A3 Sportback en fornøjelse, og med Audi Drive Select har du mulighed for at indstille bilen efter præcis den form for kørsel du ønsker – sport, comfort eller automatik. Et system der fungerer virkelig godt, men ikke så radikalt som f.eks. Alfa Romeos DNA system.

Plads
Med plads til 380 liter i bagagerummet er A3 Sportback ganske godt med. Den er altså stor nok til mange børnefamilier, og har i den sammenhæng også flere smarte features. En af de rigtig smarte er muligheden for at vælge børnesikring på bagdørene via små knapper oppe hos chaufføren. Normalt skal man have nøglen frem og dreje en lille lås ved selve bagdøren. Men, det har Audi altså overflødiggjort med to små knapper. Man slipper derfor også for at stige ud og åbne døren, hvis man har voksne på bagsædet, og har glemt at slå børnesikringen fra. En stort plus i dagligdagen – specielt ved dårligt vejr.

Prissætning
Audi har formået at sætte nogle rigtig fine priser på seneste generation af A3, så det faktisk er muligt at ”komme med på vognen” for kun 306.000 kroner for en 1,2 liters TFSI med 105 hk og Attraction udstyr. Dertil kommer prisen på det ekstraudstyr du måtte vælge – men, sådan er det jo med stort set alle modeller. Vores testbil var med udstyrsniveauet Ambiente (højeste niveau, red.), og her er prisen kun 354.000 kroner. Og her må jeg være ærlig og sige, at det er altså en super skarp pris fra Audi, når man tænker på motorteknologi, udstyrsniveau etc.

Konklusion
Alt i alt, så er Audi A3 Sportback en smuk, velkørende og yderst interessant bil. Specielt den specielle 1,4 liters turbomotor med CoD er værd at fremhæve. Men, selv den mindste 1,2 liters turbomotor med 105 hk er imponerende god. Samtidig er A3 nu prissat så godt, at flere af dem der normalt ville købe en fransk eller japansk bil til omkring 300.000 kroner, måske vil overveje at kigge mod netop Audi næste gang. Eneste minus omkring priserne er, at ekstraudstyret tit får bilens pris voldsomt i vejret, fordi ”man” lige skal have det ene og det andet og det…

Personligt er jeg virkelig imponeret over A3 Sportback og dens motor med CoD-teknologi. Designet og kvaliteten er helt i top, og pladsen er glimrende til en familie med to børn over barnevognsstadiet. A3 Sportback 1,4 TFSI CoD – en imponerende god bil.