Audi præsenterer nu A4 allroad quattro. Med det permanente firehjulstræk og den øgede frihøjde er den til alle typer gader og veje, men også til der, hvor asfalten hører op.


Designet af Audi A4 allroad quattro ligger sig op mod A4 Avant - skarpe linjer omkranser skulpturelt buede flader, den lave taglinje giver bilen en coupéagtig form. Singleframe-kølergrillen, som er lakeret i lunagrå, har lodrette kromlameller, en mere markant stødfanger og store luftindtag understreger den selvstændige fremtoning. Tågeforlygterne er forsynet med kromringe. Under forenden og bagenden er A4 allroad quattro udstyret med et bundskjold af rustfri stål. I forhold til Audi A4 Avant har den en større frihøjde - 180 mm når bilen er uden læs.

Fra siden lægger man især mærke til de ekstra brede hjulkasser, og de 17" alufælge er standard. En markant ræling med to høje kanter fuldender taget. Stødfangeren bagpå understreger bredden på A4 allroad quattro med sin markante linjeføring og de integrerede, vandrette reflekser.

Motorer
Ved introduktionen tilbyder Audi tre forskellige motorer til A4 allroad quattro - en benzin- og to dieselmotorer - de er alle udstyret med direkte indsprøjtning og turboladning. De imponerer med en høj ydelse, en fremragende trækkraft, en rolig motorgang og et lavt brændstofforbrug. Det skyldes bl.a. de nye teknologier fra Audis effektivitets-modulsystem - fx har alle motorer som standard et genindvindingssystem, som omdanner mekanisk energi til elektrisk energi under deceleration.

2.0 TFSI-motoren, som fire år i træk er kåret til "engine of the year" af en international ekspertjury, har hele 3 avancerede teknologier ombord. De omfatter den direkte benzinindsprøjtning FSI, turboladning og Audi valvelift system, som øger trækkraften via en variabel styring af ventilslaget. I 2.0 TDI-motoren sørger et common rail-system med et indsprøjtningstryk på 1.800 bar for en fremragende motorgang. Modelrækkens topmotor er 3.0 TDI. Denne V6-dieselmotor yder 240 hk og leverer et drejningsmoment på 500 Nm mellem 1.500 og 3.000 omdr./min.


Kraftoverførsel
2.0 TDI overfører sin kraft via en 6-trins manuel gearkasse. I 3.0 TDI og 2.0 TFSI monterer Audi (som ekstraudstyr) den nyeste generation af den effektive S tronic gearkasse. Denne innovative dobbeltkoblings gearkasse skifter mellem de syv gear i løbet af nogle få hundrededele af et sekund og på en ekstremt komfortabel måde.

I drivlinjen på Audi A4 allroad quattro er differentialet placeret foran koblingen umiddelbart bag motoren. Dette medfører, at forakslen rykkes langt fremad, hvilket giver en lang akselafstand og en perfekt fordeling af akseltrykket. Resultatet er rolig ligeudkørsel, god rullekomfort og masser af dynamik.

Audi A4 allroad quattro er udstyret med det permanente firehjulstræk quattro som standard. Med sit rent mekaniske midterdifferentiale fordeler det kræfterne mellem for- og bagakslen med vægt på bagakslen i forholdet 40:60. Efter behov kan op til 65 procent sendes til forakslen eller op til 85 procent til bagakslen.

I stabilitetsprogrammet ESP findes en speciel funktion - den såkaldte offroad detection (ORD), som automatisk registrerer underlagets beskaffenhed og tilpasser ESP's regulering derefter. Denne funktion kommer føreren til gode i råt terræn.

Udstyr
Audi A4 allroad quattro kommer i forsommeren hos forhandlerne. Standardudstyret omfatter 17" letmetalfælge, tågeforlygter, forlygtesprinklere, tagræling, komfortbagagerums-afdækning, vendbar bagagerumsbund, klimaanlæg, elektromekanisk parkeringsbremse, læderrat, lys- og regnsensor og radio concert med cd/sd afspiller og 6,5" farveskærm.