Hvis vi kigger lidt nærmere på den luksuriøse ende af den store firmabilsklasse, så er der tre modeller, der altid har skilt sig ud, som værende oplagte konkurrenter. Jeg taler selvfølgelig om Audi A6, BMW 5-serie og Mercedes-Benz E-klasse – og nu, hvor det er blevet så populært med ”grøn” kørsel og downsizing, så er det oplagt at kigge nærmere på de store luksuriøse biler med ”små” motorer. Har de samme kraftoverskud, komfort og forkælende behandling af chaufførerne, som de større maskiner har/havde? Jeg har kigget nærmere på Audi A6 Avant med 2,0 liters dieselmotor og trinløst automatgear.

Design
Det er åbenlyst for enhver, der kigger på Audi A6 Avant, at designerne virkelig har taget sig god tid. Der er ingen små svipsere eller steder, hvor man ”har skullet skynde sig”, som vi til tider ser i bilbranchen. Her er det tydeligt, at man har sat sig for at skabe en bil, der skulle være en fryd for øjet fra alle vinkler, og man havde ikke tænkt sig at stoppe, før alle var enige om det færdige resultat. A6 Avant ser nemlig tæske-godt ud og formår virkelig at dreje hoveder, hvor end den kommer frem. Vælger du samtidig den smukke Gletcher White metallak, som vores testbil blev leveret i, ja, så er der ikke et øje tørt. Og da Audi-importøren samtidig havde valgt at smide nogle velvalgte 18” aluminiumsfælge på bilen, ja, så blev det visuelt ikke bedre. Det skal da lige være, når tændingen slås til, og det smukke LED-kørelys giver fronten af bilen et ekstra aggressivt og futuristisk look.

Audi har altid skilt sig ud fra de fleste, når det drejede sig om kabinedesign. Det har på en eller anden måde været deres varemærke igennem mange år, og det har bestemt ikke ændret sig nu. De fleste biler i denne klasse har kombinerede analoge- og digitale instrumenter, hvilket også er tilfældet i Audi A6. På mesterlig vis har man tilpasset de analoge visere med et centerdisplay i farver. Derudover dominerer det enorme MMI-system midterkonsollen på bedste vis under kørslen og forsvinder ind i instrumentpanelet igen, når bilen slukkes – helt lydløst. MMI-systemet har, siden det først blev introduceret, fungeret upåklageligt. Jeg har altid været yderst tilfreds med det, hvilket bl.a. hænger samme med den logiske opsætning og ikke mindst den smukke udførsel, både grafisk og materialemæssigt.

Bag rattet kan du ikke undgå at føle dig hjemme – takket være de mange detaljer og den imponerende kvalitet. Tro mig, jeg har forsøgt – men jeg kan ikke finde noget negativt om indretningen og kvaliteten af kabinen.

Motorrummet
Når startknappen trykkes ned, og motoren vækkes til live, foregår det meget støjsvagt. Og når der er kommet lidt varme i motoren, er støjniveauet endnu lavere. Audi har formået at lyddæmpe deres dieselmaskiner på bedste vis – noget jeg oplevede første gang, da den store 3,0 liters TDI-motor blev introduceret i Audi A5.

Motoren i vores testbil er på 2,0 liter og yder hele 177 hk. Drejningsmomentet er på 380 Nm ved 1.750 o/min, hvilket placerer A6 2,0 TDI i midten, hvis vi sammenligner med BMW 520d og Mercedes E220 CDI, som har henholdsvis 184 hk og 170 hk. Præstationsmæssigt ligger de tre modeller helt tæt (på papiret), både når det angår økonomi og kraftoverskud. I praksis er der heller ikke den store forskel, og man skal virkelig ned i detaljerne for at finde lidt omkring støjniveauet eller accelerationen. Det vil jeg holde mig for fin til og hellere kigge nærmere på det faktum, at A6’eren er den eneste, der tilbydes med trinløst automatgear, også kaldet CVT. Jeg har testet masser af biler med CVT og har aldrig nogen sinde fundet en bil, hvor det fungerer godt – men det har jeg nu. Audi kan åbenbart noget, som de ikke formår ude i Østen, hvor de normalt holder meget af netop denne form for gearskifte. Forskellen er, at Audis transmission formår at opføre sig, som om den ikke var trinløs. Det gør de andre ikke, hvilket altid ender i en masse omdrejninger og en irriterende lydkulisse. Så skal du have CVT, så er Audis Multitronic den eneste rigtige løsning.

De 177 hk gør A6’eren i stand til at passere de 100 km/t på 8,5 sekunder og først stoppe ved 216 km/t. Accelerationen foregår på imponerende vis, og følelsen af "kun" at være udstyret med en 2,0 liters motor med fire cylindre er på ingen måde tilstede. Samtidig lover Audi 19,6 km/l, hvilket må siges at være godkendt. I praksis nåede vi et gennemsnit på 17,8 km/l.

Bag rattet
A6 kører glimrende og vil efterlade et kæmpe smil på de flestes læber. Vores testbil havde ikke firehjulstræk, hvilket naturligvis havde tilføjet lidt ekstra til bilens formåen i sving og naturligvis også sikkerhedsmæssigt i vådt og glat føre. BMW har ”slækket” lidt på 5-seriens sprøde køreegenskaber for at vægte komforten lidt højere. Audi har strammet op og satset lidt mere på det sportslige, hvilket har gjort, at de to biler ligger meget tættere end tidligere på dette område – dog stadig med et lille plus til bilen fra Bayern.

Pladsen
Bag rattet mangler du på ingen måde plads, hvilket også gør sig gældende for bagsædepassagererne.  Her er yderst behageligt at opholde sig dog uden, at pladsforholdene når Skoda Superb størrelse. Bagagerummet er på 530 liter, hvilket ikke gør den til den største i klassen. Den trone sidder Mercedes E-klassen på med sine 695 liter. Men bagagerummet er regulært og nemt at læsse.

Konklusion
Audi har med A6 Avant skabt en stationcar, der i 99 ud af 100 tilfælde vil få et anerkendende nik for sit design. Samtidig har man formået at lave en kabine, der ikke fås bedre i klassen, og som de fleste vil føle sig hjemme i. Køreegenskaberne er virkelig gode, og den firecylindrede motor gør et virkelig godt stykke arbejde. Gearskiftet er det bedste CVT-gear på markedet – men jeg ville stadig vælge et konventionelt automatgear, hvis det altså var muligt – det er det bare ikke. Så jeg siger ja tak til Multitronic.

Prismæssigt koster bilen godt 680.000,- uden ekstraudstyr, hvilket stort set er det samme, som BMW 520d, men mere end 160.000,- mindre end Mercedes-Benz E220 CDI. Skal du vælge, så bliver det i sidste ende et spørgsmål om stil. Jeg ved bare, at Audi, uden sammenligning, har den mest gennemførte kabine i klassen. Den er der ingen, der formår at gøre dem efter. Og det er trods alt her du primært opholder dig.