Audi Cross Coupé quattro - den kompakte SUV

Designet af konceptbilen har en typisk Audi profil, der tydeligt viser slægtskabet med de sportslige modeller fra mærket med de fire ringe. Proportionerne og de store 20“-fælge sender klare signaler om Cross Coupé quattros offroad potentiale. Foldetaget i stof er et nyt element, der i åben tilstand giver maksimal pladsfornemmelse oppefra og masser af frisk luft. Kalechen kan åbnes og lukkes elektrisk.

Den komplet nyudviklede, tværstillede 4-cyl. TDI-rækkemotor med common rail-indsprøjtning og piezo-injektorer sørger med sine 204 hk og et drejningsmoment på 400 newtonmeter for sportslige præstationer og har samtidig med en meget høj effektivitet. Den topmoderne 2.0 TDI kører hele 16,9 km/l i gennemsnit. Dieselpartikelfiltret og Bluetec-systemet sørger for en effektiv reducering af sod og kvælstofoxid. Audi Cross Coupé quattro opfylder allerede i dag fremtidens udstødningsnormer.

Denne Audi med offroad potentiale er naturligvis udstyret med det permanente firehjulstræk quattro. Kraften fordeles via haldexkoblingen afhængigt af den pågældende kørselssituation. Den sportslige dobbeltkoblingsgearkasse Audi S tronic leverer lynhurtige gearskift i løbet af millisekunder.

Undervognen med McPherson-foraksel og 4-leddet bagaksel er konstrueret ud fra princippet om sportslige og agile køreegenskaber samtidig med stor stabilitet, og den gør det sjovt at køre gennem sving. En ekstra kvalitet er undervognens køreegenskaber på alle typer veje og i terræn med en kørekomfort, der endda lever op til kravene i større bilklasser. Keramikbremseskiver sørger for optimal nedbremsning uden forsinkelse. 20”-fælgene giver Cross Coupé quattro den passende frihøjde.

En lang række elektroniske systemer hjælper føreren. Med Audi drive select kan man vælge tre meget individuelle indstillinger af motor, gearskiftekarakteristik, styretøj og de adaptive støddæmpere. Resultatet er en bil, der kan nydes på tre helt forskellige måder.

Ud over standardindstillingen dynamic og sport-indstillingen kan Audi Cross Coupé også indstilles til drive select-køreprogrammet efficiency. I dette program ændres motorens datafelt og gearskiftepunkterne, så kørslen bliver så økonomisk som muligt. Desuden afbryder systemet visse komponenter, der bruger særligt meget energi, som fx klimaanlæggets kompressor.

Endnu en nyhed er betjeningen af MMI via et berøringsfølsomt felt (touch pad). Systemets skærm har for første gang dual view-teknologi, hvilket betyder, at systemet kan vise forskellige billeder til føreren og forsædepassageren, og billederne kan kun ses fra en bestemt retning. Fx kan føreren aflæse data fra kørecomputeren, mens forsædepassageren ser tv og hører lyden via hovedtelefoner.

Audi Cross Coupé quattro er netop blev præsenteret på Shanghai Motorshow.