Audi Q7: Test over hele verden under ekstreme betingelser

Godt et halvt år før lanceringen af Audi Q7, løfter Audi sløret for de mange tests som bilen har gennemgået.

"Vi udsætter Q7 for alle de skrækkelige ting, man kan forestille sig som bilist“, fortæller Martin Brand, der er leder af testafdelingen hos AUDI AG. Og Franciscus van Meel, teknisk projektleder for udviklingen af den nye Audi SUV, fortsætter: „Aldrig før er en bil blevet udsat for et så bredt spektrum af udfordringer og prøvelser”. Q7-prototyperne kommer til at køre flere millioner testkilometer, inden seriemodellerne bliver udleveret til kunderne næste forår.

Bilerne bliver testet mange forskellige steder: på Volkswagen koncernens testområder, ved minus 35 grader celsius omkring polarcirklen, i stegende hede i sandørkenerne i det sydlige Afrika, på highways i Florida, på støvede grusveje i Europa, Asien, Brasilien og Mellemamerika og på Nürburgrings berømte Nordschleife. Men også på øde landeveje med masser af sving, på motorveje og midt i storbyernes tætte trafik. I mere end to år har de kamuflerede Q7-modeller kørt på offentlige veje og i de fjerneste egne på jorden under ekstreme dynamiske og klimatiske forhold.

Franciscus van Meel nævner grunden til disse anstrengende testkørsler: „En SUV skal både kunne køre på og uden for almindelig vej og bevise, at kunderne får udbytte af bilen. De mange omfattende tests sikrer, at Q7 opfylder de strengeste krav til pålidelighed, udholdenhed, køreegenskaber, komfort, fleksibilitet og anvendelighed i hverdagen“.

For at opnå dette mål presser ingeniørerne og testkørerne fra Audi bilerne til det yderste. Testkørslerne overvåges af folk fra mange forskellige udviklingsafdelinger hos Audi, fx afdelingerne for undervogn, kørselsdynamik, motorer, gearkasser, elektronik, karrosseri, den komplette bil og kvalitetssikring.

Lederen af testafdelingen giver os et lille indblik i de omfattende test: „På de testområder, vi anvender, har vi en samling af de værste kørsels- og vejtilstande, som man kan forestille sig: store huller, brosten, vejbump, ujævnheder, mudder, markveje, grus, kørsel over store sten, jernbaneoverskæringer, kørsel gennem vand. Det er meget dynamiske strækninger, hvor drivlinjen, karrosseriets vridningsstabilitet og stivhed samt undervognens holdbarhed og funktionssikkerhed afprøves nøje, siger Martin Brand. Desuden skal Q7 bevise sit værd som trækdyr til store anhængere. Hvis bilen kan klare alt det, kan den også klare kravene fra kunderne. En sammenligning understreger hårdheden af disse test: 8.000 kilometer i denne testcyklus svarer til 300.000 kilometers kørsel under normale hverdagsforhold".

Ingeniørerne fra udviklingsafdelingen til korrosionsbeskyttelse skåner heller ikke Q7. I Korrosionsbeskyttelses centret hos Audi udsættes prototyperne for en helt særlig test, der kaldes INKA-testen. Under denne test afvikles 12 år af en bils liv i løbet af seks måneder. Et hydropulsanlæg ryster bilen igennem i strenge frostgrader, derefter udsættes bilen pludselig for ekstremt kraftig solskin i et klimakammer. I saltkamre oversprøjtes Q7 med saltvand i timevis. Kørsel gennem dybe mudderhuller og saltvand samt en stenslagstest på grusveje afslører alle steder, hvor der kunne dannes rust.

Sideløbende med udviklingen af bilen foretages der med jævne mellemrum omfattende godkendelseskørsler i USA, hvor den øverste ledelse hos AUDI AG tester bilerne ned i mindste detalje. Fx gik turen i Q7 også op ad det ca. 4.300 meter høje bjerg Pikes Peak. Dette bjerg lagde i øvrigt navn til den Audi prototype, der var startskuddet til Q7 på Detroit Motor Show 2003.

Audi Q7 vises for første gang på Frankfurt Motor Show den 12. september.