Billigere Mazda6 med DSC

Mazda6 med DSC er blevet 6.400 kr. billigere. DSC er standard i de mest solgte Mazda6-modeller. Mazda-forhandlerne har Mazda6 med DSC på lager. En større sending biler ankommer i løbet af september.

Alle Mazda6 med det elektroniske stabiliseringssystem DSC er pr.1. juli 2003 blevet 6.400 kr. billigere. Prisnedsættelsen er konsekvensen af en ny lov, der sænker afgiften på dette vigtige sikkerhedsudstyr med 6.300 kr. og samtidig giver et fradrag på 100 kr. for hver selealarm, bilen er udstyret med. Da Mazda6 er udstyret med 1 selealarm, er den samlede prisnedsættelse 6.400 kr. Billigste Mazda6 med DSC, Mazda6 Sedan 2,0 Comfort, koster nu 267.595 kr.

DSC stabiliserer bilen
Forkortelsen DSC står for Dynamic Stability Control og dækker over et elektronisk system, der stabiliserer bilen i kritiske situationer. DSC-systemet er ved hjælp af forskellige følere i bilen i stand til at bestemme den retning føreren ønsker at køre i og konstant sammenholde det med bilens faktiske adfærd.

Hvis bilen enten skrider over forhjulene (understyrer) eller baghjulene (overstyrer), registrerer systemet det på brøkdele af et sekund og tvinger herefter bilen tilbage i sporet ved målrettet at bremse et eller flere hjul.

Standard i de mest solgte modeller
DSC er standard på alle Mazda6 med 2,0- og 2,3-liters benzinmotor samt modeller med 2,0-liters dieselmotor og 136 hk. Prisnedsættelsen gælder dermed også den mest solgte model i Mazda6-programmet, Mazda6 2,0 Touring.

Grunden til at netop denne model er mest efterspurgt, er at den tilbyder en unik kombination af en kraftig motor og et særdeles omfattende standardudstyr til en meget konkurrencedygtig pris. Mazda6 2,0 Touring koster nu fra 277.598 kr.

Større efterspørgsel
Efter prisnedsættelsen forventes en endnu større efterspørgsel efter netop denne model, og derfor er det lykkedes Mazda Motor Danmark at få ændret produktionstildelingen til Danmark med relativt kort varsel.

Det får betydning for de biler, der produceres til det danske marked fra midten af juli, idet en større del af produktionen end oprindeligt planlagt vil falde på modellen med 2,0-liters motor og Touring-udstyr i alle tre karrosserivarianter: 4-dørs, 5-dørs og som stationcar.

Disse biler lander hos de danske Mazda-forhandlere fra slutningen af september, men der er allerede nu biler med DSC på lager hos Mazda forhandlerne.

Mazda2 med DSC
Den nye lov, der gør Mazda6 med DSC billigere, får også betydning for den nye Mazda2. DSC leveres som ekstraudstyr til Mazda2 med 1,6-liters motor, og merprisen har hidtil været 8.400 kr. Fremover tilbydes DSC til en merpris af bare 2.100 kr.