Biltorvet.dk bruger cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og målrette annoncer. Ved at bruge sitet accepterer du dette. Læs mere her
OK

BMW 135i Coupé

1 / 10
  • BMW 135i Coupé
  • BMW 135i Coupé
  • BMW 135i Coupé
  • BMW 135i Coupé
  • BMW 135i Coupé
  • BMW 135i Coupé
  • BMW 135i Coupé
  • BMW 135i Coupé
  • BMW 135i Coupé
  • BMW 135i Coupé

BMW 135i Coupé

|

Det har aldrig været nogen hemmelighed at designet på hatchback modellen af BMW's 1-serie, fra visse vinkler, godt kan se lidt "sammenklemt" ud. Den flade bagende og den store snude er ikke, for alle, den bedste sammensætning - men sådan behøver det ikke længere at være. BMW har nemlig gjort 1-serien til den model, der produceres i flest varianter, du får derfor både en 3-dørs hatch, en 5-dørs hatch, en cabriolet og denne coupé. Kendetegnet for både cabriolet og coupé modellerne er, at de har fået bagende - og det har en voldsom betydning for det samlede designmæssige indtryk.

Designet
BMW har kreeret en coupé, der er blandt de smukkeste biler i deres line-up. Bilen er meget harmonisk at se på, takket være den ændrede bagende og derved profil. Ændringen af designet har ikke haft nogen indflydelse på 1-serien store force, den perfekte vægtfordeling. Med en aksellastfordeling på 50:50 styrer 1-serie coupé som en drøm i alle situationer. Den perfekte vægtfordeling er opnået igennem brug af letvægtsmaterialer, som f.eks. aluminium. Samtidig har baghjulstrækket og den avancerede multiledsbagaksel en stor del af æren for den suveræne køreoplevelse. Suverænt lavet BMW!

Indvendigt
Der er aldrig nogen der har beskyldt 1-serien for at have et eksklusivt look indvendigt - hvilket er meget fornuftigt, da det jo ikke ville være sandt. Designet kan ikke helt hamle op med visse konkurrenter, når vi altså taler om instrumentpanelet. Sæderne er derimod af bedste klasse og tager sig rigtig godt ud - specielt i den brune nuance, som vores testbilen var udstyret med.

Pladsen i kabinen er glimrende, når man sidder foran. Bagi kniber det derimod med benpladsen - men det er på den anden side noget der er tilfældet i de fleste små coupéer. En coupé er en bil for personen der sætter design over praktisk anvendelse. Så bagsæderne er til små børn eller en ekstra sportstaske. Bagagerummet har plads til 370 liter, hvilket er en smule mere end en tilsvarende hatchback.

Motoren
Har du forelsket dig i coupé designet på 1-serien og gerne vil have en sådan bil stående i garagen, så skal du lige være opmærksom på at den kun tilbydes i tre forskellige motorvarianter - og det er bestemt ikke små motorer vi taler om. 120d og 123d er dieselvarianterne, hvilket betyder 177 hk eller 204 hk, samt 350 Nm og 400 Nm i drejningsmoment - wow! Eneste benzinvariant er denne 135i, der uden sammenligning er noget af det mest smidige indenfor 6-cylindrede rækkemotorer, vi nogensinde har kørt. Motor er en twin-turbo med 306 hk og et drejningsmoment på 400 Nm allerede ved 1.300 o/min. De to små turboladere pumper komprimeret luft ind i forbrændingskamrene helt uden forsinkelse, hvilket giver en motorrespons helt uden sammenligning. Derfor vil 135i gerne lege med i Porsche land, hvilket dens 0-100 km/t tid på 5,3 sekunder også berettiger den til. Samtidig er den 6-trins gearkasse værd at fremhæve for sine ultra præcise og korte gearskift.

Alle de muskler burde jo gøre 135i til en ren benzinsluger - men sådan er det faktisk ikke. EU-mikset er på 10,9 km/l, hvilket er virkelig godt. Den optimale udnyttelse af hver dråbe brændstof kan vi takke BMW's HPI-System (High Precision Injection) for. Her optimeres forbrændingen og hver eneste dråbe brændstof udnyttes optimalt. På CO2 siden ligger 135i i den tunge ende, med 220 g/km. Her skiller dieselmaskinerne sig ud ved at have lave CO2 tal på 128-138 g/km, samtidig med at brændstofforbruget ligger på 19,2 - 20,8 km/l i gennemsnit.

Det evige problem...
Lige siden sin introduktion har BMW's 1-serie haft ét stort problem - priserne! Og det går selvfølgelig også igen i coupéen. For at få fat i den lækre twin-turbo-motor, skal du vælge coupé eller cabriolet, og coupéen koster 729.200,- kroner. Dertil kommer så ekstra-udstyr som f.eks. læder, aktiv styring, fartpilot etc. Alt sammen noget man egentlig vil mene hører hjemme i en sportsvogn i denne klasse. Så når man er færdig med at vælge de "nødvendige" ting fra listen over ekstra udstyr - ja så ender vi omkring de 900.000,- kroner, hvilket er en ordentlig omgang for en bil i denne størrelse - også når man sammenligner med mulige konkurrenter.

Konklusion
BMW 1-serie er en bil for personen der elsker en suveræn køreoplevelse. Den er skabt til dem der vil have en køreoplevelse ud over det sædvanlige, hver gang. Skabt til dem der sætter design over det praktiske og som egentlig er ligeglade med, hvad de skal betale for det. Er du en af dem, så er 135i absolut bilen for dig. Den kører suverænt, ser hamrende godt ud og efterlader dig med et smil på læben efter hver eneste køretur.

 

 

BMW 135 til salg på biltorvet.dk

BMW 135i 3,0 Cabriolet
kr. 459.000

Brugte biler fra alle bilmærker