BMW er for andet år i træk samlet vinder af AutoIndex. De fire faktorer, der måles på, er oplevelsen af bilen, salgsprocessen, værkstedet og loyaliteten over for mærket.


BMW er klar vinder af oplevelsen af bilen, herunder sikkerhedsudstyr, brændstofforbrug, elektronik, holdbarhed og indretning og denne førsteplads er fastholdt de sidste tre år. Samme position er fastholdt under loyaliteten over for mærket.

Eftermarkedschef hos BMW Danmark, Jack Ruus, siger: ”Vi er meget stolte over årets resultat, som viser os, at vedvarende arbejde med at forbedre produkter og processer bærer frugt. Dette gælder lige fra produktionen til salgslokalet og efterfølgende, når kunden besøger værkstedet”.

Jack Ruus oplyser endvidere: ”Bæredygtighed og ansvarlighed vægter tungt i BMW organisationen. Derfor er det også glædeligt at se, at BMW igen i år – og for ottende gang – er kåret som det mest bæredygtige bilmærke af Dow Jones Sustainability Index. En titel, som går godt i tråd med vores strategiske fokus her i Danmark. I 2012 påbegyndte vi arbejdet med at forberede alle BMW forhandlere og værksteder til ISO 14001 miljøcertificering, og vi forventer at have den samlede organisation i Danmark certificeret ved udgangen af 2013”.