Citroën Nemo .. ny praktisk varebil

Citroën introducerer snart en ny lille praktisk varebil under navnet Nemo som et supplement til det eksisterende modelprogram med Berlingo, Jumpy og Jumper.

Tilpasset trafikbilledet
Den nye varebil passer godt ind i nutidens trafikbillede, såvel i byen som i byernes omegn, hvor det i stadig højere grad kniber med pladsen. I kraft af sin begrænsede udvendige størrelse i kombination med god rummelighed og fornuftig driftsøkonomi kan den dække behovene hos mange kunder til små varebiler.

 

Lille udvendig, stor indvendig
Nemo er 3,86 meter lang og nem at komme rundt med i tæt bytrafik

Trods sin begrænsede størrelse udvendigt har den et varerumsvolumen på 2,5 m3 og en nyttelast på 610 kg. Der er nem adgang til varerummet via de sidehængslede bagdøre, hvor den højre er smallere end den venstre, samt via en eller to store skydedøre i siden.

I det franske modelprogram er der endvidere mulighed for at bestille en option med et sammenklappeligt passagersæde, Extenso, som giver muligheder for at udvide varerummet.

Effektive præstationer og god komfort til fører og passager

Nemo fremstilles med en benzin- og en dieselmotor. Begge motorer er økonomiske - med en udledning på blot 119 g CO2 pr. km for dieselmotoren - og bidrager til en fornuftig driftsøkonomi. Hertil kommer en moderne og ergonomisk kabine, der byder på komfort og praktisk indretning.

Moderne formgivning
Formgivningen af bilen gør den både moderne og robust at se på og giver bilen et venligt udtryk.

Supplement til det eksisterende modelprogram
Nemo er vigtigt supplement til Citroëns nuværende varebilsprogram med Berlingo, Jumpy og Jumper. Et program som nu kan dække transportbehov op til 2 ton i nyttelast og fra 2,5 – 17 m3 i varerumsvolumen. Citroën er således godt rustet til at udbygge sin i forvejen stærke position på varebilsmarkedet, hvor hver tiende varebil, der sælges i Europa (18 lande), er en Citroën, idet markedsandelen ved udgangen af august måned var 10 %.
Det er endnu for tidligt at oplyse modelprogram og introduktionstidspunkt for det danske marked.

Nemo i nærportræt

Praktisk og funktionel
De udvendige mål på Nemo er 3,86 meter i længden, 1,72 meter i bredden og 1,72 meter i højden, så den har nemt ved at komme rundt i byen og andre steder med pladsproblemer. Vendediameteren er blot 10,6 meter mellem mure.

Rummelig
Selv om den er kompakt udvendig, er Nemo rummelig. Varerummet har en lastflade på 1,52 meter
i dybden. Bredden mellem hjulkasserne er 1,05 meter, og den maksimale højde i varerummet er 1,18 meter. Det betyder et varerumsvolumen på 2,5 m3 bag forstolene og en nyttelast på 610 kg i alle udgaver.
Hertil kommer, at læssehøjden er lav (53 cm), hvilket gør det nemt at læsse tunge ting.

Asymmetriske bagdøre
Små varebiler har ofte et kørselsmønster med mange stop, hvor det er vigtigt at have hurtig og bekvem adgang til varerummet. De sidehængslede bagdøre er asymmetriske, dvs. at den højre er smallere end den venstre, hvilket giver god adgang under forhold med lidt plads. Bagdørene kan også åbnes op til 180 grader.
I nogle lande er det tilladt at køre med den højre bagdør åben ved transport af lange genstande, og derfor er nummerpladen og stoplyset placeret på den venstre dør, så de altid kan ses.

Store skydedøre
Nemo kan som option leveres med en eller to skydedøre, som er både høje og brede. Døråbningen har en højde på 1041 mm og en bredde på mellem 410 og 644 mm.

”Terrænpakke”
For at gøre Nemo endnu mere velegnet til mange formål vil den kunne leveres med en ”terrænpakke” til kørsel på byggepladser m.m. Terrænpakken giver øget frihøjde, 15 tommer hjul, beskyttelsesplade under motoren og særligt kraftige fenderlister m.m.

 

Finurlig indretning
I det franske modelprogram kan bilen leveres med et passagersæde, Extenso, som både kan klappes sammen og foldes væk for at gøre bilen endnu mere rummelig. Optionen giver mulighed for at justere adskillelsen mellem kabine og varerum. Ved transport af særligt lange genstande vipper den del af adskillelsen, der er placeret bag passagersædet, over langs føreren for at give optimal beskyttelse.

Komfort til både fører og passager
Komfort og ergonomi er afgørende for, at føreren får de bedste muligheder for at være effektiv:
. kontakterne er placeret, så de er lige ved hånden, og det samme er gearstangen med sin høje
placering.
. der er masser af fralægningsrum
. justering af både rat og førersæde, så man kan indrette sig en god kørestilling

Udstyr som letter kørslen
Nemo har servostyring som standard og kan leveres med flere former for udstyr, som letter kørslen i tæt trafik, som for eksempel parkeringssensor, advarsel for overskreden hastighed, og senere også mulighed for hastighedsbegrænser.

Moderne og effektive motorer
Nemo fremstilles med meget økonomiske motorer, hvad enten det drejer sig om benzinmotoren på 1,4 liter og 75 hK DIN eller dieselmotoren på 1,4 liter HDi med 70 hK DIN. EU-mix for sidstnævnte er blot 4,5 liter pr. 100 km med en udledning af CO2 på 119 g pr. km.

Begge motorer leveres med en 5-trins gearkasse, og i løbet af 2008 vil HDi 70 motoren også kunne leveres med en elektronisk styret gearkasse.

Sikkerhed for fører, passager og last
Nemo kan leveres med op til fire airbags, to front- og to sideairbags. Selekraftbegrænserne og de pyrotekniske selestrammere er tilpasset monteringen af airbags, og for selen i førerside er der en advarselslampe for manglende tilspænding.

 

For brugere af varebiler er det en stadig bekymring at beskytte varerne mod tyveri, og derfor kan varerummet aflåses separat, dels via fjernbetjeningen, dels via en kontakt på instrumentbordet.
Centrallåsen aktiveres automatisk, når bilen kører, og en kontrollampe på instrumentbordet viser, hvis en af dørene ikke er rigtigt lukket.

Effektiv undervogn
Undervognen er afstemt, så bilen bevarer sine gode køreegenskaber uanset last. Forbroen er opbygget som en semi-McPherson og bag er der monteret en deformerbar travers. Nemo er udstyret med 14 tommer Michelin dæk (15 tommer med optionen terrænpakke). Den har ventilerede bremseskiver foran og tromlebremser bag. ABS er standard.

Økonomisk i drift
Kunderne, herunder indkøberne, til kompakte varebiler lægger stor vægt på en god driftsøkonomi, og hér byder Nemo på mange fordele:
. robust og holdbar konstruktion
. begrænsede vedligeholdelsesomkostninger med eftersyn for hver 30.000 km eller hvert andet år
. begrænsede omkostninger til reparation og sliddele
. begrænset brændstofforbrug.

Moderne formgivning
Nemo er både moderne og robust at se på, og formgivningen giver den et venligt udtryk.

Fronten er robust med en kraftig kofanger, der slutter om fronten. Forlygterne med glat lygteglas er placeret, så de er beskyttet mod knubs. Den høje og brede forrude giver optimalt udsyn og masser af lys i kabinen.

Set i profil fremhæves bilens store regulære varerum. De kraftige fenderlister beskytter effektivt mod knubs og stød. De store skydedøre er godt indpasset i bilens design, og siderne på bilen er helt fri for synlige sammenføjninger i pladen, hvilket gør det nemmere at dekorere bilen. Sideruderne er store og bidrager til det gode udsyn.

Formgivningen af bagenden på Nemo understreger de samme kvaliteter som bilens profil og signalerer bekvem adgang til varerummet med de asymmetriske bagdøre og den lave læssehøjde.
De store baglygter er placeret oven over fenderlisten, så de også er beskyttet mod knubs.

Marked
Nemo henvender sig især til mindre og mellemstore firmaer og den offentlige sektor. Kunder hvor driftsøkonomien er afgørende, og hvor kørselsmønsteret typisk er kørsel i by og byernes omegn.

På det europæiske bilmarked udgjorde varebiler i årets første seks måneder 11,9 % af det samlede bilsalg. For Citroën er det tilsvarende tal 18,2 %.

Varebilsmarkedet kan opdeles i fem kategorier, hvor Berlingo hører til i F1 (op til 800 kg i nyttelast og 4 m3 i lastvolumen), Jumpy i K1 (op til 1200 kg og 7 m3) og Jumper i K2 – K4 (op til 3000 kg og 22 m3).

Ligesom Berlingo placerer Nemo sig i F1. I 2006 tegnede denne kategori sig for 410.300 enheder i Europa (18 lande), og Berlingo opnåede en markedsandel i segmentet på 16,6 % svarende til 67.900 biler.

De største markeder for denne type varebil er Frankrig, Storbritannien, Italien, Tyskland, Spanien, Holland, Benelux, Portugal og Sverige. Nemo vil også blive markedsført i en lang række lande uden for Europa.