Smutter man en tur over Atlanten, vil man i høj grad se hvor nyttige de store MPV'er er. Oceaner af plads, imponerende komfort og smarte løsninger, gør disse biler til familiernes favoritter, når det drejer sig om en ekstra bil eller bilen til den kvindelige del af husholdningen. Desværre er MPV'erne ikke så udbredt i Danmark, selvom de også her ville være et godt supplement til familien med brug for ekstra plads. Det hele hænger sammen med priserne - for de har altid været virkelig høje, for netop denne biltype. Hvorfor det er sådan skal jeg lade være usagt - lad os hellere kigge på, hvad man så får for alle pengene - f.eks. i form af en Chrysler Grand Voyager.

Grand Voyager er i mange menneskers øjne den eneste rigtige MPV. Den har flere årtier bag sig, hvor man fra Chryslers side løbende har udviklet og forbedret den altid populære konstruktion. Nyeste model er derfor også det optimale vi p.t. kan få fra USA på netop dette område. Grand Voyager er, som titlen hentyder, den største version i Voyager familien. Indretningen byder på plads til syv personer, hvor den mellemste sæderække består af to kaptajn-stole, og bagerste række er en bænk med plads til tre. Med 3. sæderække slået op, er der god, men ikke oceaner af bagageplads - men da sæderækken kan nedfældes i en 60/40 konstruktion, er det problem hurtigt væk. Sæderækken kan endda fås el-betjent, så man ikke behøver gøre så meget selv. Dette er standard i topmodellen "Limited".

Grand Voyager giver dig mulighed for at indrette dig optimalt til en længere tur. Vælger man at udstyre sin bil med funktionen "Swivel 'n Go", kan 2. sæderække vendes om, så passagerer har mulighed for at samtale face-to-face, i stedet for at sidde med ryggen til. Endnu smartere er dog "Stow 'n Go" systemet, hvor samtlige sæder, i et snuptag, forsvinder ned i gulvet, så du får en helt plan overflade og 3.296 liter bagageplads. En absolut genial løsning, der virkelig er gennemtænkt til mindste detalje.

Kabinen er hoppet en klasse op fra forrige model, hvis vi kigger på kvaliteten. Samtidig er det dejligt at se, at Chrysler har tænkt sig om, når det drejer sig om placering af gearstangen. For at give optimal plads, har man placeret gearvælgeren i instrumentbordet ved siden af rattet. Rigtig godt!

I Danmark kan Grand Voyager fås i to versioner, en LX og en Limited-model. Der er alt tænkeligt udstyr i Limited-modellen, der så til gengæld også koster 370.000,- mere end LX-modellen. Du får bl.a. alt i el-udstyr, automatisk niveauregulering, komplet læderpakke, navigation, parkeringssensor m. kamera, xenon-lygter og meget meget mere. Men du kan selvfølgelig også vælge LX-modellen og derefter tilføje de elementer fra udstyrslisten, som du mener at have brug for. Det kan dog nemt blive en dyrere fornøjelse end at vælge Limited-pakken.

Herhjemme importeres Grand Voyager officielt kun med to motorer - nemlig en 3,8 liters benzinmotor med 193 hk, og en 2,8 liters dieselmotor med 163 hk. De to motorer er stort set lige hurtige - men dieselmaskinen har naturligvis en bedre brændstoføkonomi. Vores testbil var en LX-model med dieselmotor.

Den 2,8 liters diesel har et problem, og det er dens grove natur - specielt når bilen er godt læsset. De 163 hk og det 360 Nm store drejningsmoment virker ikke tilstrækkeligt, hvilket er rigtig synd. Et oplagt valg havde været den ekstremt lækre 3,0 liters dieselmotor, som vi kender fra flere andre Chrysler modeller. Her kunne man evt. have neddroslet effekten til 190 hk og et drejningsmoment på omkring de 420 Nm - så havde køreoplevelsen været en helt anden og langt mere smidig.

Grand Voyager 2,8 CRD er udstyret med en 6-trins automatisk gearkasse, der gør det rigtig godt. Skiftene er behagelig og passer glimrende til en bil, hvor fokus helt klart er lagt på komfort.

Rent køredynamisk opfører Grand Voyager sig, som man kan forvente. Fokus er, som før skrevet, lagt på komfort, hvilket det også skal være, når vi taler om en bil, hvis hovedformål er at transporterer mange mennesker fra A-B på den mest komfortable måde overhovedet. Der er dog strammet gevaldigt op på styretøjet og Grand Voyager er en langt mere velkørende bil, end for blot få år siden.

Set over en kam, så er Chrysler Grand Voyager en ekstrem lækker MPV, der byder på alt det man har brug for, og lidt til. Sædearrangementet er rent ud sagt genialt, hvilket Chrysler fortjener store roser for. Komforten er optimal og kvaliteten god, selvom der stadig mangler en smule for at den er helt optimal. Den 2,8 liters motor er ikke helt stærk og smidig nok, og Chrysler burde overveje den 3,0 liters som erstatning. Prisen derimod er rigtig høj - en LX-model koster 599.900,-. Vælger du Limited udgaven må du slippe hele 969.900,-, hvilket er ekstremt mange penge. Sammenligner vi med mulige europæiske konkurrenter, så koster en Ford Galaxy med tilsvarende motor og udstyr cirka 100.000,- mindre. Til sammenligning koster en Grand Voyager 4,0 V6 Limited, med 251 hk, i USA, 215.000,- kroner.

Bedste køb er LX-modellen med små modifikationer fra udstyrslisten. Men hvis penge ikke er noget problem, så er Limited modellen det oplagte valg.