Den nye Audi Q5: Sportslig og alsidig.

- Performance-SUV’en fra Audi sætter nye standarder
- Innovative teknologier, der giver dynamisk køreglæde
- En rummelig kabine med en lang række intelligente funktioner

Den nye Audi Q5 kombinerer dynamikken fra en sportssedan med den meget fleksible kabine og de alsidige muligheder til familie og fritid. Kraftige og effektive motorer, permanent quattro-firehjulstræk og en sportslig undervogn giver tilsammen fremragende muligheder for kørsel både onroad og offroad. Højdepunkter som fx den innovative 7-trins S tronic dobbeltkoblingsgearkasse og systemet Audi drive select er beviser på Audi sloganet Vorsprung durch Technik. Den mest sportslige SUV i klassen er dynamisk, multifunktionel og komfortabel.

Allerede målene indikerer, at dette er en helt ny størrelse SUV. Den er 4,63 m lang og 1,88 m bred, og samtidig er Audi Q5 kun 1,65 m høj – det gør den mere sportslig end alle konkurrenterne. Desuden sætter den standarden i klassen med en luftmodstandsværdi på kun 0,33.
Med den sportslige elegance og de kunstneriske former passer designet af Q5 perfekt til Audi mærket. Fronten er domineret af udtryksfulde forlygter på begge sider af den store singleframe-kølergrill; som ekstraudstyr fås de med bixenonlys og LED-kørelys. Fra siden er designet præget af de store hjul og de stigende kanter.

Med en tagræling som afslutning understreger tagets elegante forløb bilens slanke coupéagtige design. Bagpå viser bagklappen, der går rundt om hjørnerne, helt tydeligt, at den er i familie med storebror Audi Q7. Bagklappen er fremstillet af aluminium lige som motorhjelmen. Baglygterne fås også med opsigtsvækkende LED-teknologi.

Audi tilbyder tre forskellige versioner af Q5’s udvendige detaljer – sort (standard), kontrastfarve eller komplet lakering i bilens farve. Der findes desuden to forskellige karrosseripakker: S line-eksteriørpakken giver denne performance-SUV et endnu mere markant sportsligt look, mens offroad style-pakken med bundskjold foran og bagpå og 19”-fælge giver Q5 et robust præg.


Lang akselafstand, rummelig kabine
Med 2,81 m er akselafstanden den længste i segmentet – det giver en rummelig kabine i Audi Q5. Der er god plads til fem personer på de ergonomisk udformede sæder, som kan placeres fleksibelt efter behov. Bagsædernes ryglæn kan indstilles i hældningen, og de kan nemt klappes frem via betjeningsgreb i bagagerummet. På den måde kan bagagerummet, som omfatter et ekstra opbevaringsrum under bundpladen, udvides fra 540 til 1.560 l. Ekstraudstyret omfatter et skinnesystem til fastgørelse af bagage, en netskillevæg og en bagagerumsafdækning.

Audi Q5 er et multitalent inden for sport, fritid og familieaktiviteter. Som ekstraudstyr tilbyder Audi ”bagsæde plus”, som kan forskydes 100 mm i længderetningen. Passagersædet kan udstyres med et ryglæn, der kan klappes frem, så man får mulighed for at transportere lange genstande som fx surfbrætter. En lang række praktiske opbevaringsrum, drikkevareholdere, flaskeholdere og stikdåser er inkluderet i standardudstyret. Som ekstraudstyr kan man endda vælge en klimastyret drikkevareholder, der kan holde drikkevarerne varme eller kolde. Opbevaringspakken, som er ekstraudstyr, omfatter endnu en gennemtænkt detalje – en fastgørelse i fodrummet i passagersiden, som kan bruges til sikring af mange forskellige ting.
Sikkerhedsudstyr på topniveau er en selvfølge i Audi biler. Ved forsæderne arbejder selestrammerne og airbaggene sammen på en ny og særlig intelligent måde. En stor del af Audi Q5’s karrosseri er fremstillet af komponenter af højstyrke- og ultrahøjstyrkestål, der er samlet med topmålet af præcision. Det reducerer vægten, og samtidig forbedrer det kollisionssikkerheden samt stivheden og vibrationsniveauet.

Audi Q5’s kabine indeholder designelementer, der er typiske for mærket, men med nogle selvstændige detaljer – fx er det førerorienterede cockpit placeret højere oppe, så det passer med den højere siddeposition. Ergonomien er fremragende, hvilket understreger det førsteklasses håndværk, man forventer fra Audi – en lille forkælelse for øjnene og fingrene. Den klart designede kabine har masser af karisma med de fineste materialer som fx aluminium, eksklusive træsorter, krom, læder og Alcantara samt et stort udvalg af designpakker som ekstraudstyr.

Audi Q5 har som standard en elektromekanisk parkeringsbremse, en intelligent chipnøgle, klimaanlæg og et display i instrumentpanelet, der bl.a. viser det anbefalede gear til effektiv kørsel afhængigt af situationen. En stor central skærm er ligeledes en del af standardudstyret. Hvis man vælger et indbygget navigationssystem, foretages betjeningen via MMI-panelet i midterkonsollen. Dette er næste generation af det bedste betjeningssystem på markedet – med endnu mere intuitiv grafik og betjening ved hjælp af den store dreje-trykknap.


Kraftige og effektive – motorerne
Fra start fås Audi Q5 med tre forskellige motorer – en benzinmotor og to dieselmotorer. Benzinmotoren er en 2,0-liters TFSI-motor med turbolader og direkte benzinindsprøjtning, og den yder 211 hk. Det høje drejningsmoment på 350 Nm er til rådighed mellem 1.500 – 4.200 omdr./min. Med denne motor sprinter Audi Q5 fra 0 – 100 km/t på 7.2 sekunder, og har en tophastighed på 222 km/t. Brændstofforbruget for Audi Q5 med 2.0 TFSI motoren er 11.7 km/l ved blandet kørsel.
De to dieselmotorer er 2.0 TDI med 170 hk og 3.0 TDI med 240 hk – begge med dieselpartikelfilter og common rail-indsprøjtning. 2.0 TDI motoren har et imponerende drejningsmoment på 350 Nm mellem 1.750 og 2.500 omdr./min., og udmærker sig desuden ved et brændstofforbrug på kun 14.9 km/l ved blandet kørsel. Den to-liters diesel accelererer Audi Q5 fra 0 - 100 km/t på 9,5 sekunder, og når en tophastighed på 204 km/t.
3.0 TDI er med sine 240 hk og 500 Nm (mellem 1.500 og 3.000 omdr./min.) den mest kraftfulde motorvariant til Audi Q5. Med sin fremragende kraftudfoldelse og kultiverede lyd, bringer denne motor Audi Q5 fra 0 – 100 km/t på bare 6,5 sekunder, og præsterer en tophastighed på 225 km/t. Ved blandet kørsel har motoren et brændstofforbrug på 12.9 km/l.
Ved introduktionen kan Audi Q5 leveres med 7-trins S tronic gearkasse til 2.0 TFSI og 3.0 TDI, samt en 6-trins manuel gearkasse til 2.0 TDI.

Audi Q5 kommer til Danmark ultimo november.