Den nye Skoda Octavia Combi – stationcarudgaven af Octavia hatchback - vil blive vist for offentligheden for første gang på dette års internationale show Mondial de l´Automobile i Paris ultimo september.

Combi-versionen er baseret på Octavia hatchback, som blev præsenteret på Geneva International Motor Show i foråret.

Octavia Combi er forskellig fra grundmodellen i den bageste del af karosseriet, hvor der nu er blevet plads til endnu mere. Bilen har en bagagevolumen på 580 liter, og hvis bagsædet lægges ned (splitbagsæde 2:1) rummer den hele 1620 liter. Skoda Octavia Combi er 4572 mm lang, 1769 mm bred og 1467 mm høj.

Motorprogrammet bliver identisk med hatchback-modellens, hvilket vil sige, at kunderne kan vælge mellem 3 benzinversioner: 1.6 MPI/102 hk, 1.6 FSI/115 hk og 2.0 FSI/150 hk samt 2 diesel-versioner: 1.9 TDI PD/105 hk og 2.0 TDI PD/140 hk. Og man vil kunne tilvælge en 6-trins automatgearkasse for alle motor-versioner.

Škoda Octavia bliver introduceret i Danmark som hatchback i weekenden 25/26 september og combi-versionen forventes introduceret i foråret 2005.