Den nye Volvo S40- klar hos Volvo-forhandlerne

I den kommende weekend (24.-25. januar 2004) præsenteres den helt nye Volvo S40 hos de danske Volvo-forhandlere.

Siden den nye Volvo S40 havde verdenspremiere på biludstillingen i Frankfurt i september sidste år, er det blevet sagt og skrevet meget positivt om bilen – og i særdeleshed om det unikke interiør-design. Og nu er det tiden, hvor man ved selvsyn kan vurdere det spændende design. I den kommende weekend (24.-25. januar) indbyder de danske Volvo-forhandlere til præsentation af den nye Volvo S40.

Ved introduktionen kan S40 leveres med fire motorvarianter, der alle er femcylindrede: den mindste model bliver i første omgang S40 2.4 (140 hk), der koster 348.445,-, mens den lidt kraftigere 2.4i (170 hk) sælges til 373.445 kr. Topmodellen S40 T5 (220 hk) er også klar til introduktionen, og her er prisen 449.445 kr. Hertil kommer en commonrail version, 2.0D (136 hk) til 368.645 kr.

Modelprogrammet rummer også en række firecylindrede motorer, som kommer på markedet i løbet af 2004. Det drejer sig om to benzinmotorer på hhv. 1.6 (100 hk) og 1.8 (125 hk) og en dieselversion på 1.6D (commonrail) er fremme til efteråret. Herefter vil priserne starte ved 282.795 kr. (S40 1.6).

Fælles for alle versioner er imidlertid et omfattende standardudstyr, der naturligvis rummer alt inden for sikkerhedsudstyr inkl. seks airbags, WHIPS-sæder (beskytter mod piskesmældsskader), SIPS, der beskytter ved sidekollisioner og DSTC antiudskridningssystem. Herudover rummer listen bl.a. aircondition, el-spejle, sædevarme, automatisk lukning af ruder/soltag og ikke mindst den nye slanke midterkonsol.