Fabia i WRC

Škoda Auto affyrede ved den nylig afholdte Geneve-udstilling startskuddet til en ny æra indenfor deres deltagelse i World Rally Championship. Dette gjorde de ved at præsentere den helt nye teknisk avancerede Fabia WRC racer, og Skodas administrerende direktør, Vaclav Kulhanek, lagde ikke skjul på, at Škoda-auto forventer, at bilen vil være at finde helt oppe i toppen af WRC-feltet i løbet af 2-3 år.

For at en bil skal kunne deltage i WRC skal visse krav være opfyldt. Bl.a. skal der:

1) være produceret mindst 25.000 stk. af bilen i normal versionerne med en længde på minimum 3.750 mm

2) være produceret mindst 2.500 stk. af den version, som rallybilen er baseret på med en længde på minimum 4.000 mm og en minimum akselafstand på 2.440 mm.

Produktionen af Fabia rundede 750.000 stk. i april i år og længden på bilen er 3.960 mm, så det første krav er fuldt ud indfriet.

Det andet krav vil blive indfriet med introduktionen af Fabia RS, som med sine 4.002 mm møder længdekravet og akselafstanden på 2.462 mm er også indenfor det tilladte.

Fabia RS bliver først frigivet til eksport i efteråret, og det er endnu ikke afgjort, om vi kommer til at se den på de danske veje.

Selvom Fabia WRC har visse træk til fælles med Fabia RS, så skiller den sig alligevel kraftigt ud på nogen væsentlige punkter. For at møde FIA’s regulativer for rallybiler er vridningsstabiliteten mangedoblet via forstærkninger i selve karrosseriet og montering af sikkerhedsbur i kabinen. Udvendigt har skærmforøgere har givet plads til bredere dæk og bilen er forsynet med sporviddeforøger og rallyundervogn. Frontspoiler, forkofanger og hækspoiler er efter langvarige vindtunnelforsøg udformet med mindst mulig luftmodstand for øje.

Teknik
Fabia WRC har fået monteret et avanceret 4-hjulstræk, og tankkapaciteten er på hele 90 liter. Motoren i Fabia WRC er en opdateret udgave af den motor, som ligger i Octavia WRC. Og som ved alle deltagere i WRC, er det en 4-cylindret turbomotor med en slagvolumen på 2.000 cm3 og en maksimal motorydelse på 221 kW/300 hk. Motoren i Skodas WRC-biler er baseret på den velkendte 1.8 T 20 ventilede benzinmotor som produceres af VW-koncernen.

For at styrke drejningsmomentet, motorydelsen og tophastigheden har Škoda udviklet et nyt elektronisk styresystem, som udover at styre motoren også overvåger hele undervognens styring. Herigennem optimeres bilens vejgreb uanset hvilket underlag der køres på.

Gearkassen er en specialudviklet 6-trins semi-automatisk gearkasse, hvor gearet både kan skiftes via knapper i rattet og via en manuelt betjent gearstang, som føreren trykker frem eller tilbage, alt efter om der skal skiftes til højere eller lavere gear.