Fem specialdesignede Volvo-biler på SEMA i Las Vegas:
På den årlige udstilling for specialbiler i Las Vegas viste Volvo Cars hele fem specialdesignede Volvo'er

Da SEMA Show slog dørene op for årets udstilling af specialdesignede biler i Las Vegas, var Volvo på plads med flere biler end nogensinde. Hele fem biler var der blevet designet til denne lejlighed, spændende fra den nye Volvo XC70, over en toptunet S80, en iøjnefaldende C30, en C70 Cabriolet til en ægte 'hot rod'.

"Vi ville prøve at se, hvor langt vi kunne gå med de forskellige modeller, og personligt synes jeg, at resultatet er helt fantastisk," siger Lex Kerssemakers, der har ansvaret for Volvo's produktstrategi.

Volvo XC70 Surf Rescue
Volvo XC70 er i denne version en barsk surf-bil, bygget af den amerikanske virksomhed Aria under opsyn af VMCC (Volvo Cars' designcenter i Californien) og efter et koncept af Volvo-designeren Joel Alexandersson. Designet er inspireret af de mange livredningskøretøjer, man ser på de californiske strande. Den har en særlig type affjedring, hjul i overstørrelse og et markant, anderledes karrosseri.

Heico Sportiv S80 High Performance Concept
Heico og Volvo er ikke ukendte med at arbejde sammen om udstillingsbiler på Sema, og den udstillede Volvo S80 er en flot markering af, hvor godt dette samarbejde fungerer. Denne firehjulstrukne S80 giver en tydelig high-tech fornemmelse med en etanoldrevet T6 motor på 350 hk og en speciel aluminiumfarve, som har krævet syv lag lak. Inde i kabinen er alt beklædt med blåt læder i smuk kombination med den svævende midterkonsol i aluminium.

Heico Sportiv C30
Også Volvo C30 har været en tur hos den tyske motorsportsvirksomhed Heico Sportiv. De har her udviklet en hvid special-C30 med orange dekorationer i det surf-mønster, som også kendes fra en af de midterkonsoller, der kan bestilles til C30. Også interiøret er holdt i den stærke orange farve, som gør den svær at overse. Hertil kommer en T5 motor på 300 hk, der accelererer fra 0 til 100 km/t på 5,4 sekunder.

Caresto C70
Caresto C70 er den ultimative cabriolet. Den er bygget som en efterfølger til den Caresto Hot Rod, som havde sin debut på sidste års SEMA-udstilling. Ydelsen er øget fra 218 til 278 hk, og også det maksimale drejningsmoment har fået et kraftigt hop opad fra 236 til 325 Nm. Interiøret har også fået et nyt design med bl.a. håndsyet, kastaniebrunt læder.

Caresto Hot Rod
Denne Hot Rod fik som nævnt sin debut på sidste års SEMA, men da den her fik en så fin modtagelse af publikum, har Volvo valgt at udstille den igen i år. Den  er håndbygget af aluminium og kulfibre – herudover indeholder den mange Volvo-dele som f.eks. den centerplacerede 311 hk V8 motor.