Der har været mange forsøg på at genskabe tidligere bilmodellers storhed, ved at lave en ny moderne fortolkning af en klassiker - bare se på VW Beetle og Mini. Turen er nu kommet til en af de mest ventede re-introduktioner i længere tid, nemlig den nye Fiat 500. Den klassiske 500 blev født i 1957 og var en succes fra dag et. Produktionen blev stoppet i 1975, og 500'eren blev afløst af Fiat 126 (1973), der dog aldrig fik samme succes.

Den originale 500 var en meget lille bil, der ikke engang strakte sig tre meter i længden. Men på trods af sit petit udseende, så var den faktisk ganske rummelig - i hvert fald efter datidens forhold. For som en journalist her på redaktionen siger: "vi kunne snildt være 7-8 stykker i sådan en.".

Nyt...
Den nye 500 er også en lille bil - men sammenlignet med den klassiske model, så er den voldsomt stor. Med en længde på godt 354 cm og en bredde på godt 162 cm er Fiat 500 faktisk slet ikke så lille endda. Det klassiske for denne type bil er, at der er oceaner af plads ved forsæderne - men pladsen ved bagsædet er næsten ikke til at få øje på. Men sådan hænger det ikke helt sammen med Fiat'en. Der er faktisk rigtig fin plads på bagsædet, og voksne personer kan sagtens sidde komfortabelt.  Samtidig er der plads til 185 liter i bagagerummet, hvilket er ganske pænt når man tager bilens størrelse i betragtning.

Designet
Der er ingen tvivl om, hvor den nye Fiat 500 kommer fra og hvad den er en nyfortolkning af - bare se på den. Fiat har gjort det perfekt rent designmæssigt, og Fiat 500 fremstår præcis som den skal. Interiøret følger de smarte linjer udefra, og matcher perfekt hele ideen om nyskabelsen af en klassiker. Vores testbil var hvid, og den smarte hvid/røde kabine var derfor nærmest skræddersyet til bilen. Og skræddersyet er lige præcis, hvad du har mulighed for at gøre med din 500. Der findes stort set ikke det du kan gøre, rent designmæssigt, når vi taler om farver, stickers og andet lir. Hvis bare pengepungen er i orden, så kan du få alt. Personligt synes jeg rigtig godt om den hvide farve og det røde interiør.

Den testede udgave var udstyret med basis udstyrsniveauet, kaldet POP. Her får du det du skal bruge og lidt til - i hvert fald på sikkerhedssiden, hvor 7 airbags og ESP er standard. Mht. komfortudstyr, så er tilkøb af air condition et must!

Et minus i kabinen er sikkerhedsselerne. Ja det er ikke et minus at de er der - men det er et problem at de ikke kan indstilles i højden. Denne lille detalje gjorde det meget irriterende, hele tiden at sidde og rette på selen, så den ikke ramte en på halsen. Det skulle dog være muligt at købe en komfort-pakke, hvor det er muligt at rette dette problem. Men det burde være standard.

Motor
Fiat 500 fås herhjemme med tre forskellige motorer - en 1,2 liters benzin med 69 hk, en 1,4 liters benzin med 100 hk, og så den belønnede 1,3 liters diesel med 75 hk. Jeg testede den 1,2 liters benzinudgave, som jeg i første omgang satte store spørgsmålstegn ved - 69 hk!!

Der skulle dog ikke gå lang tid, hvorefter jeg måtte sande at den motor faktisk slet ikke er så ringe. Motorens klare force er støjniveauet - den er imponerende tyst. Samtidig overraskede den mig gang på gang, ved også at være ganske kvik. Selv om specifikationerne siger 0-100 km/t på 12,9 sekunder, så virker bilen hurtigere. På motorvejen var der heller ingen problemer i at "holde hastighedsgrænsen" - tværtimod. Det var faktisk en meget underlig følelse, gentagende gange at sætte farten ned, fordi man simpelthen ikke lod mærke til, hvor højt oppe i fart man var pga.  det lave støjniveau.

Vi har endnu ikke lavet en fuld test af den 100 hk 1,4 liters udgave - men kan allerede nu sige at støjniveauet er meget højere i den model, end det er tilfældet med den lille 1,2'er.

Køreegenskaber
En kollega (fra et andet medie) fortalte mig at han var dybt skuffet over 500's køreegenskaber. Han havde forventet en Mini oplevelse. Men jeg må virkelig stille mig uforstående overfor hans kritik - for selvfølgelig får du ikke en Mini oplevelse i en Fiat 500. 500 er baseret på Fiat Panda og det mærkes naturligvis - selv om den faktisk styrer bedre end Panda'en. Styretøjet er ikke stramt og sportsligt, som vi ser det i Mini - men forholdsvis blødt og med lidt manglende respons ved høje hastigheder. Men det er jo sådan det skal være - specielt hvis du kigger på det publikum, som Fiat sigter efter. Vil du have en mere skarp 500, hvor rundkørslerne kan tages i høj fart, så tag Sport-modellen, hvor undervognen er blevet en del hårdere, eller vent på den kommende Abarth-version. Personligt mener jeg at den nuværende konfiguration til den 1,2 liters model er ganske glimrende, når man tænker på bilens formål og primære kundegruppe.

Populær
Fiat 500 blev en succes allerede inden den kom på markedet, og masser af mennesker havde forudbestilt den smarte bil, inden de overhovedet havde prøvet at køre i den. I skrivende stund har Fiat leveret 747 biler i Danmark, og der er 900 på venteliste. Leveringstiden er omkring 6 mdr. - specielt hvis du ønsker den 1,3 liters diesel, der er den absolut mest populære motor i hele Europa.

Fiat har gjort det godt rent prismæssigt, hvor den billigste 1,2 liters POP-model, kan erhverves for under 140.000,- kroner. Og jeg garanterer dig for at du ikke finder nogen bil, til prisen, der har større signalværdi og trækker flere blikke.

Konklusion
Fiat har helt sikkert skabt en mega succes. Jeg er dybt imponeret af Fiat 500, og jeg mener at vi bør se masser af dem i dagligdagen, da det er en lille, sikker, økonomisk og ansigtsdrejende bil, der virkelig skiller sig ud fra mængden. Om jeg selv kunne tænke mig en 500? Ja, det kunne jeg faktisk - men som bil nummer 2!