Det er altid lidt svært, at spå om en ny bil bliver en succes eller ej - men al tvivl er manet i jorden, når det kommer til den lille Fiat 500, for den er blevet modtaget med overvældende interesse, og er en total salgssucces. Til og med oktober måned er der blevet solgt 1.700 Fiat 500. Størstedelen af de solgte biler er med benzinmotor – især fordi man simpelthen ikke har kunne følge med efterspørgslen på dieselversionen.

Teknisk set er den lille Fiat ikke noget vidunder, men det kække udseende og forgængerens popularitet gør sit til, at man ikke kan lade være med at falde for bilen. Og i vores testbils gule dress med fartstriber og alufælge, kan man faktisk ikke lade være med at smile, og tænke positive tanker, hver gang man ser bilen – også selvom man er af hankøn.

Denne testbil
Som nævnt i vores test af Fiat 500 med 1,2 liters motor, findes der 2 andre alternativer: 1,4 liters benzinmotor med 100 hk, og motoren i denne testbil en 1,3 liters commonrail dieselmotor med 75 hk og dieselpartikelfilter.

De 1,3 liters dieselmotor er en rigtig perle, og har da også vundet adskillige priser i hele Europa. Rent præstationsmæssigt er den lille diesel lidt hurtigere end den mindste benzinmotor – 12,5 sek. til 100 km/t, og en tophastighed på 165 km/t. Men det bedste af det er selvfølgelig et meget lav forbrug. EU-mixet lover 20,4 km/t, mens vi under testugen nåede ganske flotte 19,3 km/l. Så selvom Fiat 500 ikke ligefrem ligner en pendlerbil, så kan den sagtens bruges til formålet.

Den fine motor betyder nemlig også en komfortabel og ganske tyst kørsel – også på motorvejen. De 75 hk betyder selvfølgelig, at Fiat’en ikke følger med BMW’erne på motorvejen, men umiddelbart føler man sig ikke i kraftunderskud.

Indvendigt
Som vi tidligere har skrevet, så er FIAT 500 en del større indvendigt, end man umiddelbart skulle tro. Den samlede oplevelse i kabinen forringes heller ikke af de gennemførte designmæssige detaljer, som f.eks. farvekombinationerne til instrumentpanelet og sæderne.

Kvaliteten er fin for klassen - selv i basisversionen. Hopper man lidt op i udstyr, er det bl.a. muligt med lædersæder. En ting, som flere forhandlere har oplevet at kunderne gerne vil have - specielt fra lokale sadelmagere, hvor man til en fornuftig pris kan vælge læder og sygninger i egne farver, og derved gøre sin 500 endnu mere personlig.

Priser og udstyr
Prisen på denne Fiat 500 MJT med "Sport" udstyr er 189.990,-. ”Lounge” koster det samme, men byder på en lidt anden sammensætning af udstyret. Som basis ”Pop” koster Fiat 500 MJT 163.990,-. Merprisen for dieselmotoren i forhold benzinmodellerne er 20.000 kr..

Med ”Sport” udstyret kan man bl.a.  fornøje sig med aircondition, sidespejle med varme, udvendigt termometer, tonede ruder bag i, tågeforlygter, læderrat og hækspoiler. Striben over motorhjelm og tag koster 3.500,- ekstra, men den gør meget for det visuelle indtryk af bilen - så hvis man gerne kan li’ opmærksomhed, så skal de penge helt sikkert ofres.

Konklusion
Det er meget svært ikke at komme til at holde af Fiat 500, om det så er med benzin eller diesel. Den 1,2 liter benzinmotor gør et rigtigt fint arbejde, og løber også ganske langt på literen, men med dieselmotoren forøges komforten bare yderligere; især hvis man tilbringer lidt tid på motorvejen i Fiat’en.