Har du brug for en lille kassevogn, der er nem at håndtere i et bymiljø, og kræver du personbilkomfort, så er Fiat Doblò CARGO 1,9 MJ MAXI et rigtigt godt bud på en løsning. Med sin bredde på 172 cm og nyttelast på 750 kg er udtrykket varebil måske mere realistisk, men det er også her man finder dens styrke.

Først og fremmest er den nem at parkere, for netop bredden og de store sidespejle fjerner begrebet ”Parkering pr. intuition”. Du kan se den bagved holdende parkerede bil. Højden på kun 183 cm giver mulighed for levering af varer, selv i lavloftede garageanlæg, og bilens længde på 463 cm kombineret med en venderadius på kun lidt over 5 meter, sikrer en problemfri hverdag.

Brændstofforbrug og CO² emission er blevet et varmt emne samt en væsentlig salgs parameter, og forholdet afspejler sig i den medfølgende instruktionsbog. Sjældent har jeg set så mange sider beskrive et forøget brændstofforbrug, og dermed forurening ved kørsel med åbne vinduer, brug af tagbagagebærer, aircondition, tomgang etc.

Opbygningen
Fiat Doblò Cargo Maxi kan med sit varerum på ca. 4 m³ og en nyttelast på 750 kg, klassificeres som en meget lille kassevogn med en personbils karakteristik. Den 120 hk Multi-Jet dieselmotor kombineret med en fem trins gearkasse giver en imponerende ydelse. Kombinationen McPherson ophæng med skruefjedre på forhjulene, samt stiv bagaksel ophængt i svingarme og dobbeltvirkende hydrauliske teleskopstøddæmpere giver en god vejbeliggenhed.

Forhjulstrækket og det selvbærende karosseri, sikrer en lav læssehøjde og nem adgang til varerummet

Kørekomfort
Fiat Doblò Cargo er perfekt til bykørsel. Betjeningsgrebene sidder hvor de skal, spejlene er retvisende, motoren spillevende, gearskiftet præcist og manøvrerevnen imponerende.

Førersædet samt rattet kan tilpasses alle situationer og for en gang skyld tilbydes passageren et ”rigtigt” bilsæde med virkelig god komfort, der er fuld på højde med en personbils.

Begrebet ”handskerummet” skal forstås bogstaveligt. og kan maksimalt rumme to sæt  handsker og en æske halspastiller. Umiddelbart over handskerummet findes en mindre fralægningshylde med meget begrænset anvendelse. Fiat har løst fralægningsproblemet med et diskret loftmonteret hyldearrangement opdelt i to rum, til kort, A4 mapper, fragtpapirer etc. Måske er det for meget at kalde det en ”trend”, men alt tegner på at det bliver en standard i erhvervskøretøjer.

Ved gearskiftekonsollen er der placeret både en cigartænder og et ekstra strømudtag til eksempelvis en PC eller mobiltelefon. De obligatoriske flaskeholdere er placeret i dørlommerne.

Maskinrummet
Fiat serien af dieselmotorer har imponeret lige siden 1997, og testbilens nye 120 hk 1,9 liter Multi-Jet er ingen undtagelse. Den er udstyret med turbo, intercooler og en veltilpasset 5 trins gearkasse.

Største drejningsmoment er på 200 Nm ved 1.750 o/min og effekten på 120 hk opnås ved 4.000 o/min. Brændstofforbruget ved blandet kørsel oplyses til 16,4 km/l og CO² emissionen til 160 g/km.

Først og fremmest forurener moderne elektronisk styret dieselmotorer ca. 10% mindre end benzinmotorer - dernæst kan der blandes med, eller omstilles til, nye brændstoftyper og den elektroniske styring forhindrer at motoren overskrider sine specifikationer. Det er med til at sikre en lang levetid samt lave serviceomkostninger.

Varerummet
En nyttevolumen på knapt 4 kubikmeter lyder ikke af meget, men er alligevel af en størrelse der dækker manges behov. De asymmetrisk udformede bagdøre giver en nem adgang med en læssebredde/højde på 108 x 116 cm, og dørene kan åbnes hele 180 grader. Omvendt så er den højre skydedør lidt underdimensioneret med en begrænset nyttebredde/højde på kun 55 x 108 cm. De indvendige dimensioner er oplyst til 206 x 147 x 130 cm (L x B x H) og afstanden mellem hjulkasserne til 120 cm.
Alle mål skal tages med lidt forbehold. Eksempelvis målte vi den reelle nyttedybde af varerummet til 195 cm, grundet udformningen af kabinevæggen. Men hvis man ikke ligefrem skal transportere et Hornung & Møller koncertflygel, giver det næppe de store problemer.

Varerummets gulv er profileret og dækket med et sort skridsikkert gummiunderlag og 8 bøjlebeslag placeret i siderne, sikrer en fornuftig fastgørelse af større ting. Sidst men ikke mindst, så består varerummets belysning af 2 separate lamper, der er monteret i hver sin side. Det er en detalje man sætter pris på ved natarbejde.

Køreregenskaber
Først og fremmest er Fiat Doblò CARGO 1,9 MJ MAXI nem at manøvrere og parkere. Motoren og gearingen er perfekt tilpasset bymiljøet og kabinestøjen på asfalt eller beton er meget lav. De store sidespejle giver en god orientering og begrænser de fleste døde synsvinkler ved et lukket varerum, hvilket primært skyldes bilens bredde på kun 172 cm.

I kritiske situationer giver motorens høje drejningsmoment og 120 hk, en acceleration, der hurtigt bringer dig ud af en eventuel faresituation.
Brændstofforbrug er også en køreegenskab, og testbilens informationsdisplay gav med sin trip funktion mulighed for interaktiv undervisning i kørselsøkonomi. Indstil tripfunktionen til peak (spids) visende forbrug og oplev at du ved 1.400 o/min og i 4. gear med 60 km/t kun forbruger 3 liter pr. 100km. Det hjælper naturligvis ikke på det samlede forbrug, men giver en god forståelse af gearanvendelse og omdrejningstal. Og selv med et standardforbrug, dækker en tankopfyldning (60 liter) hele 1.000 km ved fornuftig kørsel, men så er der også ”kun” udledt 160 kg CO², hvilket stadig er en relativ lille mængde.

Konklusionen
Fiat Doblò CARGO 1,9 MJ MAXI er et rigtigt godt værktøj, der med sin manøvre-og parkerings muligheder viser sin styrke i bymiljøet. Kørseløkonomien er fornuftig og varerummets størrelse og udformning er perfekt designet til kurertransport for mindre og mellemstore firmaer.

Af Jørgen H. Altmann