Ordet Grande, som Fiat så venligt har skrevet foran Punto, er meget velvalgt. Man kunne jo under normale forhold godt tro at dette var afløseren for den voldsomt populære Punto – men sådan hænger det ikke sammen. Grande Punto er, som navnet antyder, større end den gamle model – ja faktisk så meget større at den indfinder sig en hel modelklasse højere. Men, det skal Fiat selvfølgelig ikke høre noget for, tværtimod. Det er altid rart med mere plads – specielt når det er pakket ind i så flot et design, som det er tilfældet med Grande Punto.

Designet
Grande Punto fås både som 3 og 5-dørs model. De to versioner adskiller sig ikke designmæssigt fra hinanden, lige med undtagelsen af de ekstra døre, som vi jo tidligere har set det med modeller som Bravo/Brava og Stilo.

Grande Punto er meget stilren i sit design og den fremtræder yderst elegant og sporty. Specielt i denne topmodel, som vi fik leveret i ”meget rød”. Her træder de sportslige gener frem på bedste vis, hvilket gør Grande Punto Sport til en lille GTI’er på udseendet alene.

GTI’er
Det er dog ikke kun udseendet, der gør bilen til en racer. Den yderst lækre 1,9 liters MultiJet dieselmotor er simpelthen en perle af de bedre og den leverer overskud af bedste karat i alle situationer. 0-100 km/t er overstået på 9,5 sekunder, hvilket ikke er voldsomt imponerende – men det der foregår i mellemaccelerationerne er derimod ren GTI. Takket være et maksimalt drejningsmoment på 280 Nm ved 2.000 o/min, er der masser af punch i alle seks gear til den 1.210 kg lette bil. Rigtig skægt og rigtig underholdende.

Desværre for Fiat og Grande Punto er styretøjet ikke lige så aggressivt, som motoren og man føler lidt at man er gået på kompromis fra Fiats side, for at imødekomme den større køberskare. Synd, men dog ikke mere synd end at man sagtens kan nyde bilen i fulde drag.

Udstyret og prisen
Når man vælger topmodellen 130 Sport, så får man en ordentlig omgang udstyr med i prisen samtidig. Alt tænkeligt i elektronik og en lækker sportskabine med suveræne sæder er blot nogle af de ekstra features, man kan drage nytte af.

Når man så får så meget, så må bilen jo også være enormt dyr – nej. Topmodellen er faktisk ikke dyr, når man ser på, hvad man egentlig får for pengene. 130 hk dieselmotor, der render 17,5 km/l i gennemsnit og samtidig har overflod af power, alt tænkeligt udstyr og en lækker sporty kabine. Det er nu meget godt for 257.000,- kroner. Er dette alligevel for meget og har du ikke brug for så voldsom en bil, så starter priserne for en 1,2 liters model med 65 hk ved knap 140.000,- kroner. Og her får du også en glimrende brændstoføkonomi og samme gode plads i kabinen.

Konklusion
Grande Punto 130 Sport er virkelig en bil for dem, der gerne vil have lidt ekstra. Og kan man stille sig tilfreds med at styretøjet måske ikke helt matcher den sprøde motor og det lækre gearskifte, så er den absolut værd at kigge på. Jeg forlod i hvert fald min testbil med et glimt i øjet.