Det vrimler stadig frem med ”grønne biler” fra alle bilproducenter, og hver især gør sit til at finde på et slagkraftigt øko-navn. Ford kalder deres brændstofbesparende modeller for ”ECOnetic”, og vi tester denne gang en Ford Focus med en 109 hk dieselmotor for at se, hvor grøn den egentligt er.

Længere på literen
Der bliver gjort mange tiltag for at få en standard familiebil til at køre længere på literen. Det kan blandt andet være nye dæk med lavere rullemodstand, et mere vindglat karrosseri, en decideret sænkning af bilen, en højere gearing, automatisk stop/start af motoren ved tomgang, motorolie med lavere modstand osv.

Kombinationen af flere eller mange af de nævnte tiltag kan i sidste ende betyde selvsamme bil/motor går adskillige kilometer længere på en liter brændstof end en tidligere udgave.

Optimeret motor
Focus’en her er udstyret med en forholdsvis gamle PSA Common Rail dieselmotor, som bliver brugt i rigtig mange biler fra f.eks. Peugeot, Volvo, Citroën og selvfølgelig Ford, men som i denne version skulle være blevet specielt optimeret med henblik på lavt brændstofforbrug.

Første gang
Første gang vi stiftede bekendtskab med motoren var tilbage i 2004 hvor vi testede en Peugeot 407. Dengang lød forbrugstallene på 18,2 km/l i EU-mix og 16,1 km/l i testforbrug. Siden har vi prøvet motoren i flere andre biler, og resultatet har været det samme – cirka. 16 km/l ved blandet kørsel.

Er der så sket fremskridt?
Umiddelbart JA! Den nye Ford Focus ECOnetic lover et forbrug på 25,0 km/l i EU-mix, og vi opnåede et resultat på 19,2 km/l ved blandet kørsel. Og det vil altså sige, at der er sket en reel forbedring af forbruget på 20%.

Er vi imponeret?
Nej, egentligt ikke specielt. En forbedring på 20% er i sig selv flot, men når det tager ca. 6 år at nå den forbedring, så er det altså ikke nogen revolution. Men det er i øjeblikket det bedste alternativ vi har, da ingen hybridbiler, elbiler eller brintbiler, som status er i dag, kan levere den samme ydelse mht. komfort, rækkevidde og pris. Så indtil videre er vi glade for, at man kan få en regulær familiestationcar, som trods alt, næsten, løber 20 km/l.

Ford Focus sælger godt
Indtil nu er Ford det bedst sælgende mærke i Danmark i 2010, og Ford Focus ligger lunt i svinget med over 1.800 solgte biler i år med storbror Mondeo i hælene med 1.600 solgte biler.

Ford har altid stået stærkt i Danmark, og med en Ford Focus som appellerer bredt, og som holder fast i de gængse principper med fornuftig plads, pris og kvalitet, så er kunderne trofaste.

De senere generationer har Focus lignet sig selv med minimale ændringer og små forbedringer, hvor man har blødt de skarpe linjer lidt op, og forbedret komforten ved en lidt blødere undervogn.

Udover de tidligere nævnte fine egenskaber – god plads, fin motor, fin pris, så kan Ford Focus også få ros for et godt gearskifte og en lækker kabine med gode fyldige og støttende sæder.

Sikkerheden er selvfølgelig også i orden med 6 airbags, ESP og 5 ud af 5 stjerner i EuroNCAP’s crashtest.

Konklusion
De senere år er der kommet utroligt meget focus på at minimere brændstofforbruget og dermed CO2-udslippet både fra befolkningen og politikerne. De enkelte bilproducenter vil ikke stå tilbage for hinanden, så de ”grønne biler” markedsføres kraftigt for at vise, at man gør en indsats for miljøet.

Og ud fra de nøgne tal så ser vi da også relativt fine forbedringer i forbruget. En familiestationcar som klarer ca. 20 km/l ved dagligdagskørsel, og som er udstyret med partikelfilter må betragtes som en ”grøn bil”.

Tidligere har vi jo set, at de rigtig økonomiske biler også er ensbetydende med en lille bil med minimalt plads, meget svag motor og dårlig sikkerhed – det er heldigvis ikke tilfældet med denne Ford Focus, som tilbyder alt det positive i en samlet pakke.