James Bond var lidt mere privilegeret end os danskere, da han allerede havde fornøjelse af den nye Ford Mondeo i November 2006 i filmen Casino Royale. Vi måtte vente helt til sommeren 2007, før den længe ventede afløser til den gamle Mondeo blev introduceret i Danmark. Den gamle Mondeo lå i alle 7 år højt på salgslisterne, og var meget populær hos både de danske familier og hos de danske virksomheder – plads, pris og køreegenskaber var Mondeo salgsargumenter, og de argumenter skulle også gerne gælde for den nye Mondeo.

Vi kikker i denne test to Mondeo’er efter i sømmende – begge 5 dørs modeller, en med 1,6 liters motor og en 2,0 liters motor.

Vokseværk med fordele og ulemper
Den gamle Mondeo bød på suveræn god plads især på bagsædet, men også i bagagerummet, og de gode dyder forsætter efterfølgeren også med. Den nye Mondeo er vokset på alle leder, og da den i forvejen var en stor bil, så er den nye en meget stor bil. Pladsen er kabinen en ekseptionel, hvor bagsædepassagerne stort set kan sidde med korslagte ben. Bagagerummet tager nu 540 liter, og hvis man lægger sæderne ned, er der næsten plads til en 2 personers sofa.

Nu er det jo ikke altid størrelsen det kommer an på, og når man er for stor kan det også give problemer. Og det er ved at være en ulempe for Mondeo. Med en længde på 4,8 meter og en bredde på 2 meter fylder bilen rigtigt meget på en ordinær p-plads. Generelt er bilen også svær at overskue med ”usynlige” hjørner, ringe udsyn bagud, så det kræver noget rutine at placere bilen på en plads i fx et p-hus.

Vand på afveje
En meget uheldig designfejl, som heldigvis kun gælder for den 5-dørs hatchbag model, er en afløbsrende i bagklappen. Under bagruden skal vandet løbe i renden, og derfra videre over bagskærmene, men problemet er, at der i regnvejr ligger et par kopfulde i denne rende, og når bagklappen åbnes løber en stor del af vandet ind i bagagerummet – utroligt at en sådan uhensigtsmæssigt, når ud til forbrugerne.  

Udstyr
Ford Mondeo fås med 4 forskellige udstyrsniveauer –, Ambiente, Trend, , Ghia og Titanium. Vores to testbiler er henholdsvis udstyret med Trend og Titanium.

Selv det laveste niveau – Ambiente - byder på et forholdsvis pænt udstyr med bl.a. aircondition, indfarvede kofangere, tonede ruder, elruder foran, varme i forsæder, og på sikkerhedssiden ESP og 7 airbags.

Med Trend får man desuden tågelygter foran, klimaanlæg, elruder bag, elektrisk højdejustering af forsæde, læderrat og gearknop samt opvarmet forrude og sprinklerdyser.

Ghia byder derudover bl.a. på 16” alufælge, diverse kromdetaljer, regnsensor, fartpilot og ventilationsdyser til bagsædepassagerne.

Titanium byder på endnu flere designdetaljer, formdesignede forsæder, og en 5” informationsskærm i instrumentgruppen, som bl.a. bruges til bluetooth telefon, radio, kørecomputer osv.

Generelt er kabinen rigtig lækker, med et rigtig fint materialevalg og en glimrende samlekvalitet.

HMI –Human machine Interface
Alle Mondeo’er er udstyret med det såkaldte HMI. Det er sådan set bare et fint navn for kørecomputer, radio, indstillinger for bilen, navigation og bluetooth mobiltelefon samlet i et. Systemet er let at bruge, og det er rigtigt fint, at alt er samlet et sted.

Motorvalget
Der er ni forskellige motorer at vælge i mellem – 5 benzinmotorer (110-220 hk), og 4 dieselmotorer (100-140 hk).

Vi tester, som nævnt de to 1,6 og 2,0 liters benzinmotorer, som er de to mest relevante, hvis det skal være en benzinmotor.

Med en egenvægt på ca. 1.450 kg skal den mindste motor arbejde temmelig hårdt, for at der kommer gang i skuden, så den 1,6 liters motor med 125 hk må siges, at være absolut minimum for den store bil. Det ses også på forbruget, som i bedste fald ved blandet kørsel er 13,5 km/l, men efter vores uges kørsel endte forbruget på 11,6 km/l, og for den 2 liters vedkommende 10,6 km/l.

Med 145 hk under motorhjelmen, og et noget større moment er bilen væsentligt mere oplagt, og alt harmonerer bedre under kørslen – en overhaling er ikke længere en anspændt affære. Et rigtig fint gearskifte er også med til at hæve helhedsindtrykket af en meget velkørende bil.

Med hensyn til køreegenskaber kan man godt mærke, at Mondeo er en stor og forholdsvis tung bil – så svingglad som en Ford Ka bliver den aldrig, men køreegenskaberne er stabile og alt i alt til UG.

For begge motorer gælder det, at de er omdrejningsvillige og støjsvage.

Campingtrækker
En ting ved den nye Mondeo, som man skal være særlig opmærksom på, at dens maksimale godkendte anhængervægt. Med den 1,6 liters (100 hk & 125 hk) motor under hjælmen må Mondeoen ikke trækker mere end 900 kg. Den 2 liters må til gengæld trække 1.500 kg. Dette skyldes gearkassen i 1.6 modellen.

Sikkerheden
Sikkerheden er ”selvfølgelig” i top i sådanne en bil – ABS, ESP, 7 airbags inkl. en til førerens knæ, ISOFIX på bagsædet til børnesæder og automatisk katastrofeblink. Det blev til 5 stjerner, altså topkarakter i crashtesten hos EuroNcap.

Totalt set
Der er ikke mange fingre, at sætte på den nye Ford Mondeo. Bilen er vokset, så der nu er endnu bedre plads til familien, men gør det lidt sværere, at finde en parkeringsplads. Bilen er veludstyret, motorudvalget bredt, og i de lidt højere udstyrsniveauer er komfortudstyr og designdetaljer i overflod. Umiddelbart er der ingen tvivl om, at den nye Mondeo vil nå de samme højder som forgængeren. Eneste problem i øjeblikket er en meget lang leveringstid især på en Mondeo med dieselmotor.