Til klimatopmødet stillede Mercedes-Benz med 10 biogasdrevne Sprinter minibusser til de delegerede. Tilsammen tilbagelagde de 10 biler knap 15.000 CO2-neutrale kilomenter på biogas leveret af energiselskabet E.ON. Forsøget var en succes, og Mercedes-Benz og E.ON håber nu, at danske politikere vil gøre det muligt permanent at køre på biogas i Danmark.

Som en af hovedsponsorerne til klimatopmødet i december leverede Mercedes-Benz blandt andet 10 biogasdrevne minibusser til de delegerede. Og bilerne blev brugt flittigt. I alt kørte de 14.886 CO2-neutrale kilometer, og det vel at mærke helt uden udledning af sundhedsskadelige dieselpartikler. Mercedes-Benz er tilfredse med forsøget:

”Biogas er et de allermest klimavenlige brændstoffer, der er tilgængelige i dag. Havde de 15.000 km været tilbagelagt af almindelige dieselbiler, havde udslippet været godt 5 tons CO2”, siger Christian Devantier, salgschef for Vare- & Lastbiler hos Mercedes-Benz Danmark.

”Hos Mercedes-Benz har vi i mange år satset på gasteknologien som et bud på fremtidens miljørigtige transportform. I Tyskland, Storbritannien og Sverige har vi et stort salg af disse biler, og vi ville gerne benytte topmødet til at udbrede kendskabet til gasdrevne biler her i landet,” siger han.

Vi mangler den politiske vilje
"Biogas er CO2-neutralt, der er intet udslip af sundhedsskadelige dieselpartikler og NOx-udslippet er markant reduceret. Desuden er biogasbiler velegnede til bykørsel, fordi støjniveauet er bemærkelsesværdigt lavt. Det har man for længst fået øjnene op for i vores naboland Sverige. I Malmø kører en stor del af både busser, taxier og renovationsvogne i dag på biogas, men ifølge E.ON, der leverer gas til svenskerne, er det danske afgiftssystem til hinder for, at dette også kan blive virkelighed i Danmark.", lyder det fra Mercedes-Benz.