Fremtidsbilen på gaden

Den i særklasse mest interessante bilnyhed ikke bare i år, men måske i nyere tid hedder Hy-Wire. Hi-Wire blev præsenteret som GM´s fremtidsprojekt allerede ved årets begyndelse på NAIAS i Detroit, men kort efter lovede GM at have en kørende prototype klar til præsentation for pressen inden udgangen af 2002. Det løfte har GM netop indfriet ved at lade repræsentanter for nogle af verdens største blade prøve fremtidens bil på de gader, der hvert år i maj bliver til Monacos Grand Prix-bane.

 

 

Hy-Wire kører på brint, som i såkaldte brændselsceller forbindes med luftens ilt og bliver til strøm, der driver bilens fire elektromotorer, som er indbygget i hjulene. Teknikken er udviklet til rumfarten, men ventes at blive fremtidens motorteknik til biler, fordi den er fuldstændig forureningsfri. Desuden er brint et af de mest udbredte stoffer på jorden og kan udvindes, så længe vi overhovedet har energi.

Ikke kun GM
Faktisk er GM ikke den producent, der er længst fremme med brændselsceller - eller Fuel Cells. Både Toyota og Honda har netop leveret de første brændselscelle-biler til kunder i Japan og USA. Det er ganske vist ret specielle kunder, nemlig statsinstitutioner og forskningsuniversiteter, men bilerne er leaset ud på kommerciel basis. Det koster f.eks. 10.000 dollar pr. måned at lease en Toyota FCHV. Prisen giver et ret godt billede af, hvilket niveau, udviklingen er nået til. Prisen skal være 20-25 gange lavere, før brændselscelle-teknikken kan konkurrere på lige fod med forbrændingsmotoren.GM´s Hy-Wire befinder sig endnu længere ude i fremtiden, idet den ikke alene repræsenterer et nyt fremdrifts-koncept, men en helt ny pakkeløsning. Det er den, der gør bilen interessant, men som altså også betyder, at vi må vente længere på den. At GM har bygget en kørende bil og lader verdenspressen prøve den, viser imidlertid, at der ikke er tale om ren science-fiction, men om et realistisk udviklingsprojekt.

Hy-Wire
Navnet Hy-Wire er sammensat af Hy for hydrogen eller brint og Wire for drive-by-wire – det vil sige en teknik, hvor der ikke er mekanisk forbindelse fra rat og pedaler til hjul og motor, men derimod elektriske ledninger, som sender signaler til forskellige servomekanismer, som aktiverer de bevægelige dele.

 

 

Hy-Wire betyder også ”høj line” eller ”stram line” og er på amerikansk udtryk for en dristig handling med høj risiko. Det er en fin hentydning til, at GM udmærket er klar over, at man investerer astronomiske summer uden sikkerhed for, at det produkt, der kommer ud af det, nogensinde vil blive accepteret af forbrugerne.De tekniske problemer ved brændselscelle-teknikken er stort set løst. Det vanskeligste, der er tilbage, er opbygningen af et net til forsyning med og håndtering af den flyvske brint, der skal holdes under enormt tryk for at være flydende. Den store ubekendte i regnestykket er imidlertid, om folk vil acceptere en bil, der bliver kørt med en slags joystick og knapt nok giver lyd fra sig? Når man ved, hvor svært det er for den almindelige bilist at acceptere noget så forholdsvis ”normalt” som det trinløst variable automatgear, hvordan skal det så gå med et køretøj så fundamentalt anderledes som Hy-Wire?

Klæd selv bilen på
Måske hjælper det, at man kan skifte karrosseri, omtrent som man skifter skjorte? Alle vitale dele til Hy-Wire er samlet i bundpladen med tilhørende hjul – det såkaldte skateboard – som kun er 28 centimeter tykt. To bolte og nogle el-stik er alt, hvad der forbinder over- og underdel, og det skulle f.eks. blive muligt at skifte sportsvognskarrosseriet ud med noget mere rummeligt, når man skal på skiferie med vennerne, på samme måde som man i dag lejer en tagboks. 4-hjulstrækket har man i forvejen, eftersom der er en el-motor i hvert hjul.

 

 

Vi ville forfærdelig gerne have kunnet formidle køreindtryk af Hy-Wire i Monacos gader, men det var altså kun verdenspressens største medier, der var inviteret, så det kommer til at vente – måske 20-30 år endnu.

af Torkild Sevelsted